Weekenden har stået i havens og blomsternes tegn – toppet med en festlig høstgudstjeneste i Hejnsvig kirke. Og vejret – skønt sensommervejr, så alt i alt ret så perfekt 🙂
Haveselskabet står bag ideen med besøg i åbne haver. Og sidste år besøgte jeg en fin have tæt på Jelling. I år gik turen mod sydvest – til Maries vilde have. Og hvilken have! Her var virkelig gjort meget for, at insekter kunne leve og vilde blomster gro, samtidig med at haven var varieret og indbød til at være ude i.

Marie er havedesigner – i naturvenlige haver – og hun har en stor viden om blomster, frø og insekter. Og alt det delte hun gavmildt ud af, mens gæsterne i hendes have gik rundt og blev inspireret og fik gode ideer. Her ses en rustik pergola med et stort insekthotel i fundamentet.
Marie bruger virkelig meget af det hun har, eller kan finde genbrugt. Som fliserne under krukken i øverste billede – dem har hun hentet gratis i nabolaget.

Der var bålsted, hvor der var skabt en væg til at læ, af brændestykker. Her kunne også bo masser af insekter.

Hønsene havde et dejligt område til at sandbade i – det var næsten gemt bag store planter.

Et lille vandhul – lavet i en murerbalje, var der også. Jeg blev så glad for at se, at den ide var der også andre, der havde brugt. Maries vandhul var blot mere tilvokset end mit. Men det inspirerede mig til at lade planterne rundt om vandhullet vokse vildere endnu 🙂

Der var ikke meget almindelig græsplæne, men der var masser af stier at gå på. Plæneklipperen havde lavet fine snoede stier – og så var der siddepladser undervejs. Det er faktisk en vigtig detalje – at der skal være en mulighed for at sidde og nyde haven.

Og der var også et mere traditionelt staudebed. Det lå allernærmest huset, for der skulle være nogle blomster at kigge på, når man så ud af vinduet. Igen en vigtig pointe. At man indefra kan se på noget pænt – så du ikke altid skal udenfor for at opleve haven. Selv om det nu er det bedste 🙂
Det var et spændende besøg, og ideerne er lagt på lager 🙂 Min have bliver aldrig så vild som her, men det var dejligt at få gode råd med hjem og inspiration til små projekter i egen have.
God mandag.
Jette
Skriv et svar