Høns er hyggelige. Mine fire silkehøns og ene hane går frit omkring og byder enhver velkommen – eller rettere, de gør ikke noget, men påkalder sig alligevel behørig opmærksomhed. Giver lige anledning til et par bemærkninger og et smil.

Silkehøns er racehøns, gode til at tage sig af deres afkom og bliver nogenlunde på matriklen. Og lægger de fineste små æg. Mine høns bliver til dels hjemme – de kender dog også godt naboens græsplæne, roder under hans troldhassel og nyder at stå under fuglebrættet – i håb om, at de små fugle skubber noget ud over kanten 🙂

Naboen og jeg deler glæden ved hønsene, så de er tit samtaleemne, når vi mødes. Og han passer dem flittigt og med stor omhu, når jeg ikke er hjemme.

Og så er hønsene sociale – de går sammen. Men vil også gerne være, hvor der er mennesker. Når de ser mig bag køkkenvinduet kommer de løbende over gården – for det kunne jo være, der dumpede noget ud gennem vinduet 🙂

Og de taler sammen. Jeg forstår ikke deres sprog, men det er helt klart, at der er lyde for “fare” og lyde for “at kalde sammen” og lyde for “kom, der er mad”. Fascinerende at iagttage.

Og så er det afstressende at holde høns. Det kan godt være at hønsene ind i mellem løber, men langt det meste af deres tid går de og roder i jorden, ligger på en varm plet eller går i skjul og hygger sig. Og de når alt det, de skal på en dag.

Du fornemmer nok, at jeg er glad for mine høns 🙂

Og så giver de jo de fineste æg, og spiser mit gamle brød, tørre kager og tiloversblevne kogte pasta.

Hønseglæder på en lidt grå onsdag.

Jette