Det er som om, at tiden flyver, så det bliver meget til små glimt fra dagene, der går 🙂 Det kan nu også være ganske hyggeligt.
I dag er sidste gang minikonfirmanderne kommer – og sædvanen tro får de æbleskiver den dag. Så i dag skal der ikke bages kage, sådan som jeg har gjort her blandt andet.
Kirken er blevet pyntet til advent, den store krans er på plads, krybbespillet er blevet stillet op og i våbenhuset står det fineste lille juletræ – med pynt og stjerne i toppen – og fjernbetjente lys 🙂 Jeg synes, det er så sjovt at kunne tænde lys med en lille fjernbetjening. (Hvor gammel er det lige jeg er 🙂 ?)
I hønsehuset har der de seneste dage ikke været æg! Jeg havde godt bemærket, at hønen havde fundet et nyt sted at lægge æg – under en stikkende kristtjørn. Men her var ingen æg længere – så jeg var på udkig efter et nyt muligt gemmested. Og fandt det! I det helt gamle hønsehus, som ikke længere er i brug, der bruger hun nu redekassen til at lægge sine æg. Det må hun gerne, nu ved jeg jo, hvor jeg kan hente dem 🙂
Og endelig – så er kassen med julepynt kommet ned fra loftet – og de første ting er kommet ud af kassen. Ren gensynsglæde 🙂
God tirsdag.
Jette
Skriv et svar