Jeg læser meget gerne andres blogs. Og hos Karen fra Dalsgaard i skivholme, skrev hun blandt andet om manglende inspiration og fornyelse i køkkenet i disse tider. Og det er jeg enig med hende i 🙂
Jeg synes ikke tiden er til store nye udfordringer i bageuniverset eller ved gryderne. Jeg er faktisk ret imponeret af de musikere, som fortæller, at de nu bruger tiden på at skrive nye snage – hvordan kan de dog blive inspireret til det lige nu ?
Så her kommer i stedet glimt af det jeg har bagt for nylig – Gengangere 🙂
Kanelsnurrer i fad – jeg har bagt rigtig mange kanelsnegle, i mange forme og faconer. Denne gang blev det kanelsnurrer, som blev lagt tæt i en form ovenpå genbrugt bagepapir. De blev gode. Og nybagte og lune – så kan der næsten altid spises en. Og når de bages i en form og med bagepapir under, så bliver al remoncen i og omkring snurren.
Og selv på en varm forårsdag, så smager kanel godt 🙂
Brød – altid brød. Og oftest bliver det en opskrift på slump. Men det er egentlig ikke helt rigtigt. For efter at have bagt rigtig mange brød, så er der kommet et rimeligt øjemål som gør, at det ikke går helt galt. Jeg måler altid mængden af væske, for det har betydning for mængden af gær og salt. Men alle øvrige ingredienser – det er øjemål.
I dette lækre brød kom desuden solsikkekerner og de sidste meget tørre figner. Når fignerne kommer til at lægge lidt i blød, så sker der noget med dem – de bliver bløde og giver en dejlig smag til brødet.
Hindbærsnitter med mandelmørdej. Hindbærsnitter har jeg også lavet mange af 🙂 Men jeg så fornylig på nettet en anden måde at lave dem på – og den er jeg blevet ret begejstret for. Her foldes dejen om hindbærsyltetøjet, så det bliver inde i mørdejen under bagningen. Det er ret godt – og så drysses snitterne med rørsukker istedet for at smøres ind i glasur. Det tiltaler mig også 🙂
Mandelmørdej
100 gr. hvedemel
25 gr. grahamsmel
25 gr. mandelmel
75 gr. smør/margarine
25 gr. sukker
1 tsk. vaniljesukker
evt. 1 spsk. surmælksprodukt
I en foodprocessor (eller en skål) kommes alle ingredienser – undtaget surmælksproduktet. Det hele smuldres til brødkrumme størrelse og samles så hurtigt med lidt creme fraiche eller lignende. Den lækre dej lægges på køl mindst en time.
Når der er lavet kager, tærter eller snitter af dejen bages den ved 190 grader ca. 20 minutter.
Jeg vil nyde en nybagt hindbærsnitte til eftermiddagskaffen og aflevere et par stykker – på trappen – ovre ved naboen 🙂
God tirsdag.
Jette
Skriv et svar