diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Kanel

Flere pebernødder :-)

Der er blevet bagt i dag – efter et par dage, hvor børn og børnebørn har fyldt tiden ud. Og det er altid dejligt.

Men det er også dejligt at få lidt tid til at bage en kage eller to 🙂

Og efter at første portion pebernødder er fordampet, så var det fint igen at få fyldt pebernødder i glasset. Næst efter brunkager, så er pebernødder min julefavorit.

Det lille glas er til barnebarnet 🙂 Hun har netop fundet ud af, at jul rimer på julebag. Så første glas blev tømt på forbavsende kort tid – nu er der en ny forsyning på vej 🙂

Og så blev det til sammenbagte kanelsnegle. Efter Oles herrejulefrokost var der en del kanelsukker i overskud – og det kunne jo fint bruges til remonce til kanelsnegle. Så nu dufter hele huset af kanel og jul – selv om vi kun er midt i november 🙂 Men det er ligesom juleforberedelserne sniger sig ind, de er nu også ganske hyggelige. Men julepynten – den står stadig i kasser på loftet – og kommer først ned til advent 🙂

God torsdag.

Jette

Passede huen ?

Den lille hue, jeg havde strikket til barnebarnet, skulle stå sin prøve i går. Og den kom også fint over hovedet – men så heller ikke mere. Der var lige plads til øjne og næse – og ikke så meget mere. Så huen er kommet med retur, og så må den lige forstørres lidt – så der er plads til, at hun også kan have hele ansigtet frit inde bag alle maskerne 🙂

En streg i regningen

 Det er absolut ikke noget alvorligt! Men bare ikke lige med i planen. 

Bare en flot Lutherrose 

I går morges – på vej ud af døren – opdagede jeg, at fryseren ikke var helt lukket. I sommerhuset er en skabsfryser, og den er jeg åbenbart ikke helt dus med. I hvert fald var den ikke blevet rigtig lukket, så den stod på klem, og der var blevet frosset vand til is i lange baner. Døren kunne umuligt lukkes, inden der blev fjernet noget is.

Så der var ikke andet for end at afrime fryser klokken syv om morgenen 🙂 Heldigvis var der ikke nogen konfirmander, der sad og ventede, så det gik. Og det tog såmænd heller ikke så lang tid, at få løsnet isen og tørret fryseren af. Men det var nu en streg i regningen.

Til gengæld ved jeg nu helt præcist, hvad den lille fryser gemmer på 🙂

Selv om dagen således begyndte lidt skævt, så gik resten af dagen nu ganske fint. Jeg havde planlagt at bage en æblekage til weekenden – og det nåede jeg. Fotograferet i strålende solskin tager den sig virkelig godt ud – og smager nu også dejligt.

Opskriften er herfra – den faldt jeg over på grund af overskriften: Sydfynsk æblekage a la Lagkagehuset. Bagt i Kærnehuset, så bliver det ikke mere Sydfynsk 🙂 Jeg havde besluttet at ville følge opskriften 🙂 det lykkedes næsten, men der blev sneget lidt fuldkornsmel ind og ændret lidt i samlingen. Men kagen er god. 

Jeg bringer opskriften en anden gang – min er i halv størrelse i forhold til den på nettet. 

God weekend

Jette   

Gengangere :-)

Jeg læser meget gerne andres blogs. Og hos Karen fra Dalsgaard i skivholme, skrev hun blandt andet om manglende inspiration og fornyelse i køkkenet i disse tider. Og det er jeg enig med hende i 🙂

Jeg synes ikke tiden er til store nye udfordringer i bageuniverset eller ved gryderne. Jeg er faktisk ret imponeret af de musikere, som fortæller, at de nu bruger tiden på at skrive nye snage – hvordan kan de dog blive inspireret til det lige nu ?

Så her kommer i stedet glimt af det jeg har bagt for nylig – Gengangere 🙂

Kanelsnurrer i fad – jeg har bagt rigtig mange kanelsnegle, i mange forme og faconer. Denne gang blev det kanelsnurrer, som blev lagt tæt i en form ovenpå genbrugt bagepapir. De blev gode. Og nybagte og lune – så kan der næsten altid spises en. Og når de bages i en form og med bagepapir under, så bliver al remoncen i og omkring snurren.

Og selv på en varm forårsdag, så smager kanel godt 🙂

Brød – altid brød. Og oftest bliver det en opskrift på slump. Men det er egentlig ikke helt rigtigt. For efter at have bagt rigtig mange brød, så er der kommet et rimeligt øjemål som gør, at det ikke går helt galt. Jeg måler altid mængden af væske, for det har betydning for mængden af gær og salt. Men alle øvrige ingredienser – det er øjemål.

I dette lækre brød kom desuden solsikkekerner og de sidste meget tørre figner. Når fignerne kommer til at lægge lidt i blød, så sker der noget med dem – de bliver bløde og giver en dejlig smag til brødet.

Hindbærsnitter med mandelmørdej. Hindbærsnitter har jeg også lavet mange af 🙂 Men jeg så fornylig på nettet en anden måde at lave dem på – og den er jeg blevet ret begejstret for. Her foldes dejen om hindbærsyltetøjet, så det bliver inde i mørdejen under bagningen. Det er ret godt – og så drysses snitterne med rørsukker istedet for at smøres ind i glasur. Det tiltaler mig også 🙂

Mandelmørdej

100 gr. hvedemel

25 gr. grahamsmel

25 gr. mandelmel

75 gr. smør/margarine

25 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

evt. 1 spsk. surmælksprodukt

I en foodprocessor (eller en skål) kommes alle ingredienser – undtaget surmælksproduktet. Det hele smuldres til brødkrumme størrelse og samles så hurtigt med lidt creme fraiche eller lignende. Den lækre dej lægges på køl mindst en time.

Når der er lavet kager, tærter eller snitter af dejen bages den ved 190 grader ca. 20 minutter.

Jeg vil nyde en nybagt hindbærsnitte til eftermiddagskaffen og aflevere et par stykker – på trappen – ovre ved naboen 🙂

God tirsdag.

Jette

Kanelsnurrer

Hver dag fejrer vist noget – og i dag, den 4. oktober, fejrer vi kanelbollens dag. Har jeg læst mig frem til 🙂

Og på en kølig dag, ja, da er der ikke meget at betænke sig på – det er bare om at komme i gang og bage lækre kanelsnurrer.

Jeg har tidligere bagt nogen, der minder om. De blev dog snoet lidt anderledes. Dem, jeg har bagt i dag er blot strimler, der er trillet og snoet og samlet. På nettet findes flere videoer – til inspiration.

Kanelsnurrer (10 stk)

1 stort æg

1 1/4 dl. mælk

10 gr. gær

50 gr. smør

1 spsk. sukker

½ tsk. kardemomme

½ tsk. groft salt

ca. 250 gr. hvedemel (evt. lidt grahamsmel)

Remonce

50 gr. smør

50 gr. sukker

1½ tsk. kanel

Kom mel i en skål sammen med sukker, kardemomme og salt og smuldr smørret heri. I en anden skål blandes mælk, æg og gær og røres godt sammen, inden det kommes i melblandingen. Æltes sammen til en lækker dej, der hæver et par timer ved stuetemperatur.

Rør imens alle ingredienserne sammen til remoncen.

Ælt dejen igennem og rul den ud til ca. 30 x 20 cm. og fordel remoncen på hele dejen. Fold dejen sammen i tre – på den korte led. Rul pladen lidt tyndere inden den sættes på køl ½ time. Skær pladen ud i 10 strimler – gøres let med en pizzaskærer. Tril og sno strimlerne sammen til en fin kanelsnurrer 🙂 og sæt den på en plade med bagepapir.

Efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader – bages ca. 12 minutter. Køler af på pladen, så de nå at suge det sidste af smørret 🙂

Mine snurrer blev faktisk ret pæne, når jeg selv skal sige det 🙂 Og forundringen kommer af, at jeg havde foldet dejen forkert – så rektanglen blev for lang. Så jeg satte to strimler sammen og snoede og foldede så efter bedste evne – og det lykkedes da at få noget, der ligner kanelsnurrer 🙂

Og smagen er god!

Lune kanelsnurrer på en våd og kølig oktoberfredag – det er helt perfekt.

God weekend 🙂

Jette

Kanelsnegle i form

Jeg er ret glad for kanelsnegle. Og især når remoncen bliver inden i sneglen 🙂 Hvilket jo oftest er udfordringen. Så derfor lavede i dag en anden variant – i et forsøg på at få så meget af den gode kanelremonce med.

De blev bagt i en springform, og med lidt af dejen lagt under sneglene.

Kanelsnegle i form

15 gr. gær

2 dl. kold mælk

1 lille æg

1 tsk. groft salt

1 tsk. kardemomme

1 spsk. sukker

2 spsk. olie

ca 400 gr. mel

Remonce

75 gr. smør

75 gr. sukker

1½ tsk. kanel

Lav en helt almindelig gærdej – hold lidt af hvedemelet tilbage, det er forskelleligt hvor meget mel, der lige skal bruges. Sæt dejen til hævning 2 timer på køkkenbordet.

Til remoncen røres smør, sukker og kanel godt sammen.

Ælt dejen igennem, når den har hævet og del den i to: 1/4 til at lægge i bunden af springformen (ca. 21 cm i diameter) og 3/4 til at rulle ud og smøre remonce på. Rul ud til en rektangel ca. 30 x 20 cm, fordel remoncen og rul sammen, inden der skæres snegle ud af rullen. De fordeles ovenpå den udrullede bund.

Efterhæver ca. 30 minutter og bages ved 200 grader ca. 20 minutter. Jeg satte formen på en plade – just in case – hvis der skulle løbe lidt remonce ud, så blev det på pladen og ikke nederst i ovnen 🙂

Og så er der kage til kaffen på en meget smuk septemberdag. Nogle vil synes, at der er lidt meget “brød” i mine snegle – måske. Men jeg er ret vild med brød, så mig gør det ikke noget 🙂

Jeg ved ikke om hønen og hanen kunne dufte kagen, eller blot, at der var mennesker i nærheden – de kom i hvert fald rundt om hjørnet og kiggede nysgerrigt med.

Jeg har været ude at se til de små nye træer, de står så fint, og ved mange af dem står en gul pind med navn på. Hvor er det hyggeligt at gå og læse navnene og genkende en del af dem 🙂

Og den gamle rose er lige kommet med lidt flere blomster. De er så fine og dufter dejligt.

Nu venter en travl weekend – med mange kirkelige handlinger, en fætter-kusinefest og en fødseldag. Det kan kun bliver hyggeligt 🙂

God weekend.

Jette

Duften af kanel

Jeg har flere gange stødt på en onsdagssnegl – altså en god og stor kanelsnegl 🙂 Der er også blevet brugt kanel her i huset i dag – men som ingrediens i et Monkeybread.

Dette underlige fænomen, små boller, der er rullet i kanelsmør og lagt tæt i en form og så bagt. Måske tanken er, at så snupper man lige en lille bolle med på vejen.

Hele præstegården dufter af kanel lige nu – min søde rengøringsdame kom og spurgte, hvad jeg nu havde gang i, for hun var slet ikke i tvivl om, at det blev bagt igen 🙂

Det er ret let at bage sådan et brød til kaffen – også lettere end kanelsnegle, der både skal rulles ud og rulles sammen og skæres i skiver. Her er det hele i en form og kanelsmørret bliver, hvor det skal – i formen og rundt om de små boller.

På en lidt grå onsdag i februar, så kan det være godt med et bageprojekt – og her får du noget lækkert at sætte tænderne i 🙂

God onsdag.

Jette

Julebrownie med amarena kirsebær

Forleden så jeg et billede af en brownie med amarena kirsebær 🙂 Og så var der ikke så langt til handling, for der er stadig lidt bær tilbage i mit fine glas.

Og i eftermiddag er der igen et møde, her tror jeg helt sikkert, at et lille stykke kage vil være på sin plads 🙂

Julebrownie med amarena kirsebær (8 stk)

1 æg

½ appelsin, revet skal

35 gr. farin

50 gr. sukker

50 gr. chokolade

40 gr. smør

50 gr. mel

1 spsk. kakao

½ tsk. kanel

½ tsk. ingefær

25 gr. hvid chokolade, grofthakket

8 – 10 amarena kirsebær

Smelt smør og den mørke chokolade over svag varme. Pisk imens sukker, farin og æg godt og grundigt. Pisk den let afkølede smør/chokolade blanding i. Sigt mel og kakao og vend det i dejen sammen med de øvrige ingredienser – undtaget kirsebærene.

Fordel dejen i en lille springform (min er ca. 16 cm i diameter) – med bagepapir i bunden. Fordel kirsebær på toppen og bag så kagen ved 175 grader ca. 20-25 minutter. Lad den køle af i formen.

Jeg dryssede med lidt flormelis – mest fordi det bare er vinter 🙂 Skæres i små stykker, for det er en meget tæt kage, med masser af lækker smag. Lidt julet på grund af krydderierne og med et anderledes strejf af noget ukendt – de lækre bær. Hvis du ikke lige har dem i skabet, kan den også sagtens bages uden 🙂

God torsdag.

Jette

Kanelsnegle muffins

Kanelsnegle går aldrig af mode. De dufter godt. De smager godt. Og de er heldigvis forholdsvis lette at bage selv.

Forleden, da jeg tankede bilen og bagefter stod inde i butikken fristede de lækreste kanelsnegle muffins bag ruden med alt bake-off bagværket. Det kan man mene meget om, men de så altså lækre ud 🙂 Men jeg købte ingen! Men besluttede at de skulle altså forsøges hjemme i mit køkken.

Og i dag, hvor både Peter og nevøen er på besøg, så var der jo god anledning til at give sig i kast med projektet 🙂

Kanelsnegle muffins (8 stk.)

15 gr. gær

1½ dl. mælk

1 silkehønseæg (eller et lille æg)

1 tsk. groft salt

1 spsk. sukker

50 gr. smør/margarine

50 gr. grahamsmel

ca.225 gr. hvedemel

I en skål blandes mælk, gær, salt, æg og sukkker og røres sammen. De to slags mel kommes i et dejtrug og smørret smuldres heri. Lav en fordybning i midten og tilsæt væskeblandingen og rør rundt, inden dejen til sidst æltes sammen. Måske skal der en anelese mere mel i. Sæt dejen til hævning ca. 2 timer på køkkenbordet.

60 gr. smør

60 gr. farin

25 gr. sirup

1 spsk. kanel

Det hele kommes i en gryde og smelter sammen. Rør til en sammenhængende masse og lad det køle af.

Ælt dejen let igennem og rul den ud til et langt rektangel ca. 60 x 15 cm. og fordel sukkermassen derpå. Rul sammen og skær den i ca. 2½ cm brede stykker og sæt dem tre og tre i lidt store papirmuffinsforme. Jeg har arvet nogle forme fra Oles køkken, de passer perfekt her 🙂

Efterhæver ½ time inden de bages ved 225 grader i ca. 10 minutter. Køler af og så er der lækre kanelsnegle muffins!

Og jeg kan kun sige: De smager godt! På en lidt grå januardag gør de underværker 🙂

God onsdag.

Jette

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal