Det var i går – den 29. september. Jeg havde nu ikke specifikt planlagt dagens mad efter det – men med købet af en Too Good To Go pose dagen inden, så var det faktisk muligt at spise næsten kun mad, der ellers ville være blevet smidt ud.
Vi havde både lækkert brød til morgenmaden, kage til kaffen og kål til aftensmadens okonomiyaki. Det sidste er en slags stor kålpandekage, som er supernem at tilberede, og som bare smager godt 🙂
At stoppe madspild – har noget med klimaet at gøre – men mest af alt, så handler det om at have respekt for det mad, der er blevet produceret. At landmænd og gartnere har brugt tid og kræfter på at producere fødevarer, vi kan købe og nyde. At vi ikke bare skal købe og smide væk. Men derimod bruge det, vi har fået bragt med hjem. Altså kigge i køleskabet – og bruge af det, som allerede er der.
Og det kan for eksempel betyde, at der kan bages en lækker frugttærte 🙂 Tærten her minder om denne – dog uden frangipane. Men jeg fandt nogle brombær i fryseren og nedfaldsæbler på plænen – og det tilsammen blev noget godt brombær-æblesyltetøj. Noget af det kom i tærten og oven på det kom der friske stykker æble, inden tærten blev bagt og huset duftede skønt af frugt og kage 🙂
Jeg overvejer stadig om tærten skal i fryseren og gemmes til en anden dag – eller om den skal spises nu – hvor den er lun og dufter så dejligt.
På årets sidste septemberdag.
God mandag.
Jette
Skriv et svar