I aften er der endnu et musikalsk arrangement i kirken. Det er vældig hyggeligt. Det er kirkens egen organist der har valgt julesalmer – kendte som mindre kendte – dem skal vi så synge sammen. Og indimellem dem spiller hun koraler over de samme salmer – altså små musikstykker komponeret over en bestemt melodi.

Efter al sangen og musikken er der kaffe i våbenhuset – og småkager. Så jeg har været i gang med en ny opskrift – på citronspecier. Det er Blomsterbergs grundopskrift, men jeg vil jo altid gerne komme lidt groft mel i – og gerne bruge mindst muligt smør – så der er ændret lidt. Og det kan sikkert godt fornemmes i kagerne her 🙂 Men jeg synes nu, at kagerne er blevet okay.

Citronspecier (35 stk)

175 gr. mel

25 gr. grahamsmel

85 gr. flormelis

125 gr. smør

revet skal af en øko citron

evt. lidt vaniljesukker

Kom alle ingredienser i en skål og smuldr smørret grundigt i blandingen. Samles til en fin dej – evt. med lidt koldt vand til hjælp. Rulles til en pølse ca. 4 cm i diameter. Den kan eventuelt rulles i rørsukker, inden den sættes i fryseren en times tid. Tages op og skæres i ½ cm tykke skiver, sættes på en plade med bagepapir og bages ved 180 grader ca. 10 minutter. Køler af.

Opbevares i en lufttæt kagedåse.

Ud over specierne er tanken, at der også serveres brunkager og havregrynskugler.

Og endelig har jeg også bagt marcipankiks – med masser af frø og kerner 🙂

Vores kirkesanger er forhindret i at komme i aften – så jeg skal agere kirkesanger i hendes sted – heldigvis er det mest kendte julesalmer, der skal synges. Men kender du måske: En sød og liflig klang? Den har jeg ikke sunget ret mange gange, så nu går jeg og øver mig lidt mellem bagning og prædikenskrivning 🙂

God onsdag.

Jette