diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: december 2019

En julekoncert

Jeg har før skrevet om, at det – midt i alt det andet der foregår i december – er godt at gå til en julekoncert. Det er bare så fint at side og lytte og lade ord og toner synke ind.

I aftes var der koncert i Gamborg kirke – og det var en rigtig god oplevelse.

Det var et lokalt kor, der sang. 10 super dygtige kvinder fra lokalområdet sang et varieret program – lige fra Dejlig er jorden til ShuBiDuas julesang. Koret sprudlede af sangglæde og den dygtige dirigent bandt det hele sammen på sin egen uhøjtidelige måde. Men ingen var i tvivl om, at de alle var dygtige sangere, som bare nød at dele dejlige sange med alle os, der lyttede med.

Traditionen tro, var menighedsrådet vært i forsamlingshuset, hvor der blev serveret æbleskiver. Det blev en hyggelig stund med god snak.

Jeg nåede også at strikke lidt i går 🙂 måske du husker at jeg købte garn og tænkte, at det skulle sættes i gang i juledagene. Men der er blevet slået masker op og strikket noget – for sådan noget nyt garn og et nyt projekt, det er bare så spændende at gå i gang med 🙂 Også selv om der venter nok af opgaver her foran computeren.

Om lidt bevæger jeg mig uden for – jeg skal stå for juleafslutningen i Torsdagsklubben. Så der skal også synges – både om Lucia og Juletræet med sin pynt – og der skal læses lidt historie. En helt igennem hyggelig eftermiddag 🙂

God torsdag.

Jette

Et mindre patchwork tæppe

I forbindelse med at jeg begyndte på projekt sommerhus, har jeg syet lidt forskelligt i patchwork. Det har været en sjov udfordring, og ikke noget jeg førhen har gjort meget i. Til tæpperne har jeg mest brugt gamle stofrester, der har ligget i mange, mange år. Og dermed kan de tæpper, jeg har fået syet også hver især fortælle lidt historie.

Denne gang er det et lille tæppe, der er blevet færdigt. Og har fået plads på mit kontor. For jeg har også flyttet lidt om. Så nu er der for første gang kommet en sofa på kontoret, og ud er kommet en kopimaskine, der ikke duede. Og et skab, der ikke rigtig blev brugt – og en kuffert, der slet ikke blev brugt. Og så blev der altså plads til en gammel sofa. Og som med et par puder og det nye tæppe faktisk ser ret fint ud.

Så er det let lige at tage sig en kort pause eller et middags hvil, hvis det er nødvendigt 🙂

De forskellige stofstykker er fra tøj, jeg har syet for mange år siden. Blandt andet stof fra en skjorte jeg syede, da jeg ventede Trine – for 30 år siden. Det med at smide ud og rydde op i gemmer, det kan godt tage tid 🙂 Der er også stykker af gamle gardiner og bluser, og kanten uden om hele tæppet er et gammelt dynebetræk, jeg har arvet fra min mor.

En enkelt firkant er helt speciel – det er et broderi, som min mor engang har syet, og det var oprindelig en del af en taske. Men den kom jeg aldrig til at bruge, så den blev pillet op, og nu er noget af broderiet kommet med i tæppet her. Og det fine broderi gør meget mere gavn her.

Det her handlede ikke meget om advent 🙂 Men dagene er fyldt med det – taler og tekster, der skal skrives, gudstjenester og afslutninger, der skal forberedes. Og i aften er der en julekoncert – det glæder jeg mig til 🙂

God onsdag.

Jette

Min adventsgave – et certifikat

Mine børn har virkelig besluttet, at mine adventsgaver skal være bæredygtige i år 🙂 Det er så fint tænkt, og jeg glæder mig hver søndag til at se, hvad de nu har fundet på.

Første søndag i advent blev jeg begavet med en tur til den emballagefri indkøbshandel i Århus.

Og anden søndag i advent fik jeg et certifikat. Og blev den glade ejer af godt 300 m2 regnskov. I Nicagarua i Mellem Amerika. Det er et fattigt og politisk ustabilt land, og derfor er blandt andet regnskoven truet. Skoven har mange forskellige dyrearter og derfor vigtig at bevare. Det går donationerne til.

Når man donerer penge til et sådant projekt, så følger også et fint certifikat med – og her kunne vælges forskellige motiver.

Og her kommer ungernes opvækst til udtryk – for den grønne fyr på billedet er en Grøn basilisk. Ikke at jeg sådan kender den – men sjov ser den ud. Og ikke mindst er den interessant, for den har fået et helt særligt kaldenavn: Jesusøglen. Og det hedder den, for den kan nemlig gå på vandet!

Som det står i en beskrivelse af den fine fætter:

“Den dagaktive øgle Grøn basilisk (Basiliscus plumifrons), har fået sit kaldenavn Jesusøglen af en grund. Den kan nemlig gå på vandet.

Den ser skør ud når den løber på vandet men det er en ret fantastisk evne arten har udviklet. Den kan løbe på vandet fordi arten har udviklet specielle skæl på fødder og hud mellem tæer, og kan derved ”gå på vandet”. På vandet kan den opnå en hastighed på 12 km/t. Den er også dygtig til at svømme og kan holde vejret i mere end 30 minutter ad gangen.”

Jeg er glad for mit nye certifikat – og den gave gavner så meget mere end for eksempel chokolade til mig ville gøre. Selv om jeg nu også gerne spiser chokolade 🙂

Den grønne dagsorden er virkelig ved at sætte sig igennem på mange fronter – og godt for det.

God tirsdag.

Jette

Et anderledes julemarked

Jeg skrev i fredags, at denne weekend blandt andet ville indebære et besøg på et anderledes julemarked. Og vi kom afsted og var heldige med tørvejr og lidt solskin.

Ole, Peter og jeg besøgte julemarkedet på Brandbygegaard. I sommers var vi ude at spise på gården, og havde en rigtig fin og anderledes aften i hyggelige omgivelser. Her i december var der så arrangeret julemarked. Et hyggeligt lille marked – som nu nok mest mindede om et lækkert madmarked, men der var også juleglimt undervejs.

Men langt de fleste stande præsenterede lækre produkter, som de selv havde fremstillet eller dyrket og forarbejdet. Økologisk og et par stande med biodynamiske produkter.

Gården ligge langt ude på landet, nær Odder, så den mest praktiske påklædning var gummistøvler og varmt tøj. Ikke noget med fine sko og høje hæle og tynde jakker – for det hele var arrangeret i en lade, og her var der ikke meget varme 🙂 Men til gengæld var det hyggeligt og fint arrangeret. Og masser af borde at sidde ved – store kabeltromler, der var lagt ned – og over hvert bord hang en gammel lysekrone! Alt bestik og service var genbrug – så ingen tallerkner var ens, men det var, som det skulle være.

Maden var hjemmelavet – god og velsmagende. Vi fik en alle en stor portion chili con carne eller chili sin carne – det var de to valgmuligheder, der var. Men det fungerede vældig godt og gav varmen 🙂

Der kunne købes grøntsager, og grønkål i potter. Jeg spekulerer på, om det skulle være et anderledes juletræ 🙂 Eller bare muligheden for at holde grønkålene frisk i lang tid. Desuden var der strik i uld, kurve i pileflet, mel, julepynt og oste og kød og hjemmelavet vin.

Hele markedet emmede af entusiasme, glæden ved gode produkter med hensyntagen til natur og miljø.

Efter tiden i laden var vi også uden for på gården – hvor de to gæs stolt gik omkring, hønsene havde travlt med deres og tre grise gik og hyggede sig udenfor.

På en måde er det lidt som at lande i en tidslomme – og samtidig er det bare mennesker, som er fremsynede og vil det bedste for planeten, mennesker og dyr. Der er en vis langsomhed og tilbage til det naturlige, som præger det hele.

På hjemvejen gik vejen forbi Bilka – det var som at komme til en anden planet – med uro, musik, mennesker og forbrug ud over alle grænser.

Der skal være plads til begge dele.  Men jeg hyggede mig mest i det stille og fredelige miljø 🙂

God mandag – den er både mørk og våd på Fyn

Jette

Forberedelserne fortsætter

December er fyldt med hyggelige ting at gøre 🙂 Jeg tager lidt af gangen, så bliver det noget mere overskueligt, og er der noget, jeg ikke får gjort, ja så blev det bare sådan i år. Men indtil videre går det meget godt 🙂

Jeg var nede i kirken i går og fik sat julekrybben op. Det er efterhånden blevet min opgave at placere figurerne, krybben og Jesusbarnet. En lille hyggelig opgave. Graverne har gjort at det store arbejde med at få bordet stillet op og trukket strøm osv. Så det er lige til at gå til – og få alle dyr og mennesker sat på plads, så de kigger den rigtige vej. Nemlig mod barnet i krybben.

Kameler og de vise mænd er også på vej 🙂 Alle figurerne er lavet af en gammel kirkesanger ved kirken, og træet er til dels her fra sognet. Så der knytter sig noget historie til de fine udskæringer og materialet. Og sikke mange timers arbejde, der ligger gemt i hver enkelt figur. Så vi kan kun være glade og taknemmelige for, at nogen ville lave et sådant krybbespil til kirken.

I dag fik jeg bagt de sidste brunkager – og så en portion pebernødder. Billedet snyder lidt, for de blev faktisk lidt for bagte. Så jeg overvejer, om ikke der skal laves en ny portion 🙂 Pebernødder er en af favoritsmåkagerne – og så skal de da helst smage godt!

Weekenden byder på et julemarked – det glæder jeg mig til, og der skal nok komme lidt om det i næste uge.

Må du få en dejlig adventsweekend.

Jette

Det dufter af brunkager :-)

Jeg er kommet lidt sent i gang med brunkagerne – men i dag blev første portion bagt. Og der ligger mere dej i køleskabet 🙂

Og hele huset dufter så dejligt af varme krydderier, og kagerne smager dejligt. Jeg har brugt samme opskrift i mange år – og igen i år. Blot blev den syltede appelsinskal skiftet ud med sukat, for det var det, der var i skabet 🙂

Jeg lavede dejen i aftes, kølede den af og kom den så i fryseren. Jeg tog den op lidt før, dejen skulle skæres i skiver – og det var dejlig let at skære dejen ud. Skiverne blev ikke helt samme tykkelse, men pyt, både de tykke og tynde skal nok blive spist.

Mine brunkager får aldrig en fin og firkantet facon – de når at ændre form i ovnen – men heldigvis betyder det ikke noget for smagen. De smager bare af en mere 🙂

Nu er de første julesmåkager kommet i dåsen. Så mangler jeg pebernødderne – dem glæder jeg mig også til at få bagt. Det er virkelig en af mine yndlingssmåkager til jul. Jeg er ikke så vild med store poser af købte pebernødder – de er lidt kedelige. Men enhver form for hjemmebagte pebernødder – Ja, tak 🙂

God torsdag.

Jette

En god handel

Det har været Black Friday – og jeg havde en intention om ikke at handle på den dag i år. Mest fordi, at jeg synes, den meget opreklamerede dag let ender i overforbrug – og det har ingen af os brug for.

Men som du næsten kan fornemme, så blev det ved intentionen. For der kom alligevel et godt tilbud forbi min næse, da jeg sad foran skærmen. Og jeg synes, som de fleste, godt om at gøre en god handel. Så da en bog, jeg længe havde kigget på, netop i fredags kunne købes med 20 % rabat – ja så kom den i den digitale indkøbskurv.

Og så husker du måske at jeg var til et strikkeforedrag fornylig? Interessant, og med inspiration til at strikke nyt 🙂 Jeg har fået lånt bogen på biblioteket, og fundet en fin opskrift – så manglede jeg jo bare garnet. Og det blev også købt i fredags. Noget med rabat andet uden, men alt i alt en god handel.

Så nu kan jeg komme i gang. Jeg gemmer det lidt, har forventningens glæde – så når der falder julefred og ro over huset – så bliver det fundet frem 🙂

For december er ensbetydende med mange arrangementer – både i kirken og udenfor. I eftermiddag afslutter vi årets minikonfirmander ved en festlig fyraftens gudstjeneste, hvor de små konfirmander opfører krybbespil. Det er ret enkelt, men det fungerer fint – og jeg er sikker på, at de husker noget derfra 🙂 Om stalden i Betlehem og stjernen, der lyser og barnet i krybben. Julens budskab i ord og toner.

God onsdag.

Jette

En solrig mandag

Hvor var det fint vejr i går. Tænk at skrive om det 🙂 Men det har bare så længe været gråt, vådt og trist – så at se solen skinne det meste af dagen, det hjælper på alt.

Noget af fridagen blev derfor brugt på en tur ud i det blå. Der er masser af skønne steder her omkring, og et af mine yndlings steder er Hindsgavl og Lillebæltsstien. At gå i skov langs med Lillebælt – det er bare så fint.

Solen står lavt, så skyggen bliver lang 🙂

Hindsgavl halvøen er en historisk vigtig plet – her lå i fordums tid et slot på toppen af en bakke – omgivet af en voldgrav og Lillebælt. Nu er der kun stensætninger tilbage og stejle trappetrin – og en flot udsigt, når man når toppen.

Ruten jeg gik på i går er en del af Lillebæltsstien – en ca. 25 km lang vandrerute, der følger Lillebælt langs vandkanten. Jeg har endnu til gode at gå hele strækningen, men det sker en dag. Den begynder lige uden for Gamborg kirke, så det er bare om at sætte i gang 🙂

Vel hjemme igen fik jeg lavet lidt flere dekorationer – jeg har jo målet med en dekoration i hvert vindue i præstegården. Jeg tror ikke helt det kommer til at ske, men der er kommet flere til. Og kalenderlyset kom på plads med selskab af lidt gran og kogler. Men jeg er allerede bagefter 🙂

Tiden løber bare hurtigt her i december – det er vældig hyggeligt.

God tirsdag.

Jette

Weekend glimt

Det har været en dejlig weekend – som er gået rigtig hurtigt. Men også været fyldt med masser af hygge, godt selskab og tid til bare at være. Jeg har brug for begge dele. Fredag var der julefrokost med menighedsråd og personale – alle med ægtefæller, det var en god aften, med snak på kryds og tværs, omvendt bankospil og gamle julesange. Alt sammen – tradition, sådan plejer vi at gøre. Og det er der altså noget fint omkring. Noget af det, der er med til at gøre jul til noget særligt.

Lørdag bød på en tur i sommerhus – Ole fik koblet min regnvandstønde fra. Den var fyldt med vand, og hvis det begynder at fryse, så vil det give problemer med tønden. Så nu kommer der ikke mere vand i, og en god del af vandet ud, der var deri, er tømt af.

Sidst jeg var dernede fik jeg plantet et nyt æbletræ – så nu er der to. Jeg har købt et belle de boskoop, et godt madæble, og sådan et træ har jeg ikke, hverken her i præstegården eller i Oles have. Så nu må det nye træ gerne fæstne rod og med tiden give æbler.

I går var jo 1. søndag i advent. En dejlig dag i kirken, og siden en dejlig eftermiddag og aften sammen med mand, børn og svigersøn. Mine søde børn har i mange år lavet kalender gaver til mig 🙂 Det er ret hyggeligt. I år havde de skiftet lidt stil – eller fokus. For Trine, som nok mest er tovholder på projektet, havde besluttet, at i år skulle det være bæredygtigt og med bæredygtige gaver! Spændende og lige i min ånd 🙂 Så jeg fik et gavekort til RAA i Århus – der står godt nok shop amok, meeen – det handler om at kunne købe ind og medbringe sin egen emballage. Jeg har ikke før besøgt butikken her, så det glæder jeg mig til.

Jeg besøgte en i Esbjerg i januar og har skrevet lidt om det her. Det er et godt koncept, men varer nok noget før det bliver helt udbredt. Men det er jo lidt som i gamle dage – før alting var pakket ind og vejet af på forhånd.

Vi fik også lavet lidt dekorationer. De gamle kasser med kogler, bånd og pynt var fundet frem, og med gran fra Oles træer, så gik vi i gang. Det er dejligt at stå og lave sådan noget sammen, og samtidig får man snakket om stort og småt.

Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ville lave dekorationer uden lys. Lysene kan jeg sætte i stager ved siden af. Så i stedet ville jeg lave flere små dekorationer – planen er en til hvert vindue i præstegården – der er dog et stykke vej endnu 🙂

Det er ikke komplicerede dekorationer, men enkle og med minder knyttet til enten beholderen, koglerne eller noget af det andet, der er kommet ved. Jeg laver dekorationerne i oasis, så holder de sig friske lidt længere end hvis det var ler, der blev brugt.

Nu er december godt begyndt – må det blive en hyggelig måned.

God mandag.

Jette

Side 2 af 2

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal