Menighedsrådene og den lokale pensionistklub arbejder sammen et par gange om året. Det er en fin aftale, for pensionistklubben samler hver uge mange ældre i forsamlingshuset, og så byder vi ind med et foredrag eller to i løbet af en sæson.
I efteråret var der besøg Toner af Guld, som fortalte Matador – i ord og toner – en rigtig fin eftermiddag.
I dag er det så mig, der er på programmet. Faktisk har jeg selv foreslået det 🙂 For jeg vil gerne fortælle om mit sommerhusbyggeri, og har lavet et oplæg tidligere, så det var rimelig let at gå til.
Nu ligger der mange små og større ting klar på bordet – alt sammen noget der fortæller om den proces, det var at få bygget Kærnehuset.
Der ligger træ fra savværket i Korinth, der ligger træfiberisolering – der er mit fine certifikat på FSC – certificeringen. Og så er der eksempler på logoet – at vi finder det bæredygtige træ-og papir i mange sammenhænge.
Der er ved at ske noget i byggebranchen, når man taler om materialevalg. Træ og genbrug er kommet langt mere på dagsordenen. I denne uge var der en udsendelse i TV om netop højhuse, bygget i træ, og lejlighedskomplekser i træ. Alt sammen som alternativ til stål og beton. Det er en spændende udvikling – og som puster til min drøm om engang at bo i et træhus. Den dag, tiden i præstegården er forbi.
Det med formidling – og lidt nørderi – omkring træ, gør jeg også i en anden sammenhæng. Jeg er blevet stillet 6 skarpe spørgsmål fra hjemmesiden Træ. Dem er jeg i færd med at få svaret på – så dem kommer du snart til at kunne læse der 🙂
På en grå torsdag.
Jette
Skriv et svar