Fyraftensgudstjeneste slutter med kaffe – og kage. Og med en uge til fastelavn, så er det lidt oplagt, at det bliver fastelavnsboller, der serveres. Jeg har før bagt små fastelavnsboller, den opskrift brugte jeg og opgraderede lidt med noget hakket chokolade. Og øgede også portionens størrelse. Og bagte dem uden at komme dem i forme – det er altid et sats, om fyldet bliver inden i. Noget gjorde, andet flød ud. Men det bliver nu godt alligevel 🙂

Fastelavnsboller (20 mindre stk.)

20 gr. gær

1 3/4 dl. kold mælk

½ dl. surmælksprodukt

2 små æg

1 tsk. groft salt

2 spsk. sukker

50 gr. grahamsmel

300 gr. hvedemel + lidt til æltning

75 gr. smør/margerine

Kom grahamsmel, hvedemel og smør i en skål og smuldr smørret i melet. I en anden skål kommes de øvrige ingredienser og røres sammen. Kom mælkeblandingen i melblandingen og saml dejen. Der skal nok bruges lidt mere mel til at dejen ikke klistrer. Jeg ælter den ikke så meget – for ikke at få for meget mel i dejen. Sættes til hævning 2 – 3 timer på køkkenbordet.

Remonce

75 gr. smør

100 gr. sukker

75 gr. marcipan

40 gr. hakket chokolade

Rør det hele sammen til en blød remonce.

Ælt den hævede dej igennem og rul den ud til en firkant. Skær den ud i firkanter – 20 stk – og kom lidt remonce midt på hvert stykke. Drys lidt hakket chokolade oven over. Fold firkanten godt sammen og form til en bolle – sørg for at den er godt lukket i bunden. Sættes på en plade med bagepapir, efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader og bollerne bages ca. 15 minutter.

Afkøler, inden de pyntes med lidt smeltet chokolade.

Og så er de klar til at komme med i kirke 🙂

Nu venter weekenden lige rundt om hjørnet – håber du får en dejlig en af slagsen 🙂

Jette