At tænke sig 1. søndag i advent uden brunkager – det går slet ikke. Æbleskiver er også gode – men de bliver altså købt. Men brunkager vil jeg gerne bage selv.
Igen låner jeg Mette Blomstergs opskrift – og nedjusterer mængden. Dejen blev lagt for et par dage siden, og har bare ligget og ventet på at blive skåret i skiver og bagt. Faconen er hverken rund eller firkantet, men noget midt i mellem – og altså temmelig ukorant og ikke perfekt. Men smagen fejler ikke noget. Sprød og brunkagekrydret og fyldt med hele mandler og pistaciekerner.
Advent uden lys og gran – det går heller ikke helt. I aftes var jeg til adventsbinderi sammen med en masse andre piger og damer – og der blev snakket og fremstillet adventskranse og dekorationer i mange varianter.
Jeg fik blandt andet lavet en kalenderlysdekoration. Sløjfen blev trumfet af et råbåndsknob i det sjoveste uldgarn 🙂 Det blev et ret naturligt og rustikt look.
Og i dag blev der så bagt de første brunkager – og det kan duftes i huset – en dejlig duft!
Brunkager ( ca. 70 stk.)
100 gr. smør
50 gr. lys sirup
100 gr. farin
1 tsk. stødt kanel
1/3 tsk. stødt nellikke
1/2 tsk. stødt ingefær
1/3 tsk stødt allehånde
200 gr. mel
20 gr. syltet appelsin – i tern
60 gr. smuttede hele mandler
10 gr. usaltede pistacienødder
3/4 tsk. potaske
1/2 spsk. koldt vand
Kom smør, sirup og farin i en lille gryde og smelt det og lad det knap nå kogepunktet. Tag gryden af varmen. Rør potaske og vand sammen og kom det i den varme blanding.
Bland alle de tørre ingredienser i en skål, tilsæt appelsin, mandler og pistaciekerner – og kom det hele i den varme blanding og ælt det sammen.
Jeg kom dejen på et stykke bagepapir og formede det til en rulle – og lod den så køle af i konfirmandstuens kølige køkken.
Næste dag var den klar til at blive skåret i skiver. Bages ved 180 grader i 8 – 10 min – hold øje med dem. Brændte mandler og sorte kanter smager ikke godt i denne sammenhæng.
Værsågod – så er der nybagte brunkager.
Jette
Skriv et svar