Så er det allerede fredag igen. Og den første uge af november er ved at være forbi. Den har været fyldt med møder, minikonfirmander og almindelig forberedelse af gudstjenester. Og så skal kirkens hjemmeside have et nyt format – det kræver også nogen indsats. Al forandring er en udfordring. Men det skal nok blive godt.

Minikonfirmanderne er kommet godt fra start – omkring 15 børn fra 3. klasse kommer og hører om kirke og kristendom. Og forleden havde vi besøg af en kunstner, som hjalp med at lave fine gipskors.

Det krævede koncentration at få lavet en skabelon, som kunne fyldes med gips. Her et fint kors med foldede hænder, blomster og en fin sommerfugl. Alle motiver kan relateres til Gud og tro – så bare ved at have det lille kors hængende på væggen kommer kristendommen ind i hverdagen.

Æblebrud til små konfirmander. Det er altid sjovt at bage til dem – og endnu mere at se, om de nu også synes om det, der serveres. De små brud forsvandt 🙂

Forleden kom en lille truck kørende ind i gården og satte en palle med hegn og pæle af. Nu skal plantefolkene i gang med at sætte hegn om den nye skov. Men det er lidt for mudret endnu til at man kan køre på marken.

I går var der der også stunder med sol. Hønsene er virkelig gode til at finde det varme spot 🙂 De hygger sig på terrassen.

Håber at weekenden også byder på lidt sol – det gør alting meget lettere 🙂

God weekend.

Jette