Blog fødselsdag og æblebrud

I dag er det seks år siden, at jeg skrev det aller første indlæg her på bloggen. Utroligt – og der er blevet skrevet mange ord og indlæg siden da – ialt ca. 1450 🙂 Det er da godt nok nogen gange, at jeg har sat mig her og tænkt noget – eller været i køkkenet og bagt noget.

Men jeg er glad for bloggen. Jeg kan også se, at den har ændret sig lidt fra da den begyndte til nu. Der bages stadig og pyntes kager – men der skrives faktisk mere om noget, jeg oplever eller tænker over. Og så er der jo også lige blevet bygget et sommerhus 🙂 Og jeg blev også lige gift midt i det hele 🙂 Hvilken lykke!

Der er også blevet taget afsked med mennesker undervejs – både min mor og far er døde i bloggens levetid.

Og når jeg nu sidder og tænker baglæns – så er det i øjnefaldende, at det er det, som vedrører personer i mit liv, der dukker op først – og så kommer kager, koncerter, konfirmander og sommerhus efterfølgende. Men det er godt, at det er sådan.

Bloggens fødselsdag bliver ikke som sådan fejret 🙂 Men jeg har bagt boller og sat flag i. Eller rettere det er brud – for dejen er så klistret, at den ikke kan formes til fine runde boller.

Det er æblebrud, jeg har bagt. Og jeg undrer mig over, hvorfor har jeg ikke tænkt på den kombination  før ? 😉

Men jeg faldt over et billede af æblebrud og googlede opskrifter, og fandt flere varianter. Så her bliver det min version, der kommer. Men æbler, chokolade og lidt hakkede nødder til drys – bløde og lækre brud. Lidt i familie med gulerodsbrud 🙂

Æblebrud (6 stk.)

1 dl. koldt vand

½ dl. surmælksprodukt

1 tsk. groft salt

1 spsk. sukker

10 gr. gær

2 spsk. olie

50 gr. grahamsmel eller fuldkornsmel

ca. 150 gr. hvedemel

1 æble

25 gr. hakket mørk chokolade

1 lille æg

1 spsk. hakkede nødder – til drys

Vand og surmælksprodukt blandes og gæren røres ud heri. Tilsæt de øvrige ingredienser, men hold lidt af hvedemelet tilbage. Ælt til en blød dej og stil den til hævning 2-3 timer ved stuetemperatur.

Mens den hæver rives æblet groft, chokoladen hakkes og ægget slås ud.

Alle tre ting kommes i skålen med den hævede dej – og røres i dejen. Jeg brugte en grydeske, og undlod altså at få fingrene i dejen 🙂 Når det er godt blandet sættes dejen på en plade med bagepapir. Brug to skeer til at sætte bollerne med. Pres dem en anelse flade før de drysses med lidt hakkede nødder. Efterhæver mens ovnen varmer op til 220 grader. Bag brudene ca. 12-14 minutter, og afkøl dem på en rist.

Brudene bliver altså overraskende fine – hvis du lige spørger mig 🙂 og smager ganske fortrinligt. En dejligt måde at bruge årstidens frugt på.

Tak fordi du læser med – det er hyggeligt at få en kommentar, men også dejligt at vide, at nogen kan bruge lidt af det, jeg skriver om.

For uden læsere, så ville det stadig være fint at skrive – men det er altså også skønt at dele med andre. Så endnu en gang – tak til dig 🙂

Kærlig hilsen og god mandag.

Jette

Forrige indlæg

Skønne efterårsdage i Nordjylland

Næste indlæg

November, november …

4 Kommentarer

  1. Lene

    Tillykke med blogfødselsdagen, og tak for opskriften. omend jeg ikke så tit får kommenteret, læser jeg med og holder af dine ord og tanker

    • Jette Holm Rosendal

      Kære Lene. Tak 🙂 Og du er nu langt flittigere til at skrive end jeg er. Blogverdenen giver er særligt fælles univers, hvor det gensidigt er muligt at inspirere hinanden. kh Jette

  2. Unknown

    Tillykke med fødselsdagen. Jeg er ogsp én af dem som ikke kommenterer, men er til gengæld ofte inde og kigge på din blog. Jeg holder meget af din måde at anskue livet på, og så bruger jeg rigtig tit dine fine opskrifter, som er dejligt nemme at gå til. Så tak for dig og din blog.

  3. Jette Holm Rosendal

    Kære 🙂 Tak for dine søde ord, og hvor er det dejligt at læse, at noget kan bruges og andet giver mening til dette at leve livet. kh Jette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal