I sensommeren var menigheden på kirkevandring ud fra Kauslunde kirke. En fin formiddag med en kort gudstjneste og en god vandretur rundt i omegnen – og med lidt lækker frokost undervejs.
Og som præst i to sogne, så skal sol og vind deles nogenlunde ligeligt 🙂 Så nu skal vi snart på kirkevandring ud fra Gamborg kirke. Helt bestemt palmesøndag – og en fin dag i kirkeåret at bevæge sig udenfor – vi er selvfølgelig ikke med i indtoget i Jerusalem med palmegrene i hænderne – men vi kommer dog ud at gå.
Men planlægningen kræver også en tur rundt, for at se om vi overhovedet kan gå der, hvor jeg gerne vil, vi går. Så i morges blev skoene snørret og jeg gik turen rundt. En fin tur på godt 2,5 km i ret kuperet terræn.
Det er dog godt, at der er to måneder til vi skal ud at gå – for stien var noget våd et par gange 🙂
Vi kan følge den nyanlagte Lillebæltssti – en flot rute, der snor sig 23 km rundt langs med Lillebælt. Og vi finder let vej – den lille vandringsmand fører an.
Vi går gennem lave områder, kommer igennem siv, hvor der er lavet vej – lidt som da Moses stod ved det røde hav og vandet skilte sig, og der kom en vej til syne.
Og så er der blik til vandet. Det kan høres med den skønne lyd, som bølger på en strand har. Der er også et rigt fugleliv i området, så indimellem letter en fasan eller nogle ænder.
Det var diset i dag, men derfor kunne jeg sagtens nyde synet af Gamborg fjord og de forskellige små anløbsbroer, der ligger undervejs.
Meget af tiden er vandet virkelig tæt på.
Og vinden er kølig endnu – så det var også rart at komme lidt i læ af træer og hegn. Nogle steder går stien på det yderste af en mark. Her er blevet sået græs og sat skelpæle i, så den, der vandrer, ikke er i tvivl om, hvor man skal gå.
Den sidste del af turen var på almindelig grusvej – tilbage til kirken. Og det kunne altså lade sig gøre at gå en runde og jeg fandt et par steder, hvor der kan gøres holdt. Dejligt. Så nu er første del af planlægningen af kirkevandringen på plads.
Senere kommer det mere praktiske med gudstjenste og forplejning – men det bliver først, når det er rigtig forår og mere sol og varme i luften. Det glæder jeg mig nu også til 🙂
God torsdag.
Jette
Skriv et svar