diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Sommerhus Side 5 af 18

Glimt fra sommerhusets have

Jeg tror rigtig mange af os går en runde i haven i denne tid – eller flere ture i skoven og nyder at alt grønnes og springer ud. Og samtidig nyder fuglenes sang og ivrige aktivitet.

Når jeg nu skriver om sommerhusets have – så er det et stort ord at bruge om den 🙂 Men der er de fire højbede, som hver har noget at byde på. Ja, du kan kun se de to, men de andre er der også 🙂

Her er der en fin tulipan omgivet af rosmarin og purløg. Sammenhæng ? – der er ingen 🙂

Og så er der træerne – der kommer flere og flere på grunden – målet er de 14 træer.

Og nu begynder bladene at folde sig ud, her er det æbletræets blade, der lyser op. På ribsbusken var der bitte små ribs på vej 🙂

Jeg har gravet nogle små blå forårblomster op ude i præstegårdens have – der var så rigeligt af dem – og nu er de blevet plantet ved sommerhuset. De anes bag den røde tulipan. Nu håber jeg bare, at de falder til i den noget lettere jord, der er på Sydfyn.

Vejret er skønt – omend vi begynder at savne noget regn. Min regnvandstønde er fortsat tom, og der er ingen udsigt til regn.

Ferien er forbi for denne gang – igen en ferie, der var mærkelig. Der var bestemt skønt selskab, men følelsen af ikke helt at kunne gøre det, man måske ville have gjort – den er lidt svær at komme overens med.

Nu venter hverdagen – omend den også er helt anderledes. Morgendagen byder på to skypemøder, det er nye tider i kirkeligt regi, men fungerer nu fint nok. Men at planlægge sommerens gudstjenester og andre aktiviteter, det foregår hele tiden med den uvished, om det nu også kan lade sig gennemføre.

Så er det godt at kunne gå en tur ud i haven og nyde solen – det er til at forholde sig til 🙂

På en smuk mandag.

Jette

Aktive dage i sommerhus

Både Ole og jeg har haft fri de seneste dage, og dagene er blevet tilbragt i sommerhuset. Her er hyggeligt og varmt – det har blæst en del, men solen har skinnet, så vejret har været ok at være ud og være aktive i 🙂

Ole havde besluttet at tagpappen på det lille skur skulle skiftes. Det, der oprindeligt var blevet lagt på taget, var af flere omgange blæst af, når vinden var for kraftig. Og jeg havde fået indkøbt noget nyt – og kraftigere – tagpap, det manglede bare at blive lagt på 🙂 Og her er det virkelig, at jeg nyder, at været blevet gift med en mand, som er god til at bruge sine hænder. Og som synes, det er lidt sjovt at arbejde med små projekter. Så nu er tagpappen skiftet – det er blevet så fint, og skal nok holde i den næste storm og flere med.

Jeg fik skrubbet terrasser for alger. Det er ikke det sjoveste arbejde, men det virker udmærket med vand og brun sæbe, så det er indsatsen værd. Nu hjælper solen med det sidste og tørrer træet godt igennem.

Den overdækkede terrasse er lavet af lærketræ, og den har jeg aldrig behandlet med noget, så jeg havde besluttet, at i år skulle den have linolie. Og det er jeg sikker på, at træet synes var en god ide 🙂 Mens jeg malede, var den største udfordring at undgå små hundepoter på det nymalede – og Alba synes faktisk også at olien smagte godt – men jeg tror nu ikke, det er meningen, at det skal i maven, selv om det er et naturprodukt 🙂

Der blev også lavet lækker mad – det er der ingen billeder af, men det smagte meget godt. Og en af de gode sager, var en flødeost – købt alene på grund af indpakningen 🙂 Smagen var nu også god.

Jeg fik til gengæld taget et billede af Dronningen, som uventet trådte ud foran Fredensborg i går på hendes fødselsdag. Vi brugte også en del af dagen på at fejre hende – på afstand 🙂

Det har været dejlige dage her på Sydfyn – når vi nu ikke kan se andre, så er det dejligt at have mulighed for at se et andet sted. Det blev efterladt med en nyslået plæne 🙂

God weekend.

Jette

Der klippes græs, sættes kartofler og holdes pause

Det har været Palmesøndag, og det har været en dejlig weekend – omend stadig helt anderledes og underlig. Og med et pressemøde i aftes, det igen lukkede kirkerne en måned, så føles det endnu mere underligt. Det er lidt svært at navigere i – selv om meldingen jo er klar nok. Bliv hjemme og gør det du kan derfra.

Men tilbage til en dejlig weekend – velsignet med skønt vejr. Og derfor er alle billeder ude fra, for der var nok at gøre, og plads til at gøre ikke så meget 🙂 Den lille rabarber spire står i Oles have – lidt klemt af grantræer og græs – nu prøver jeg med lidt førstehjælp, og håber den klarer skærene og bliver lidt større. Et par stængler til en rabarberkage var da ikke af vejen, selv om der er et stykke vej endnu 🙂

I sommerhuset var der lunt og godt. Både Diva og Alba fulgte aktiviteterne fra terrassen. Og nød generelt at der kunne tages en lille lur i en solstråle.

Græsset er kommet godt i gang. Det så ikke ud af meget i 2018, men nu går det meget godt. Ole var i gang med plæneklipperen, og det pyntede gevaldigt 🙂

Jeg var i gang med at tage fliser op – vi fik hentet noget jord på den lokale genbrugsplads, så hullerne kunne lappes.

Og så sagde min søster en gang til mig, at pauserne er vigtige 🙂 Især når man arbejder hjemme hos sig selv. Og det har hun vist meget ret i – så vi nød et glas køligt hvidvin på terrassen sidst på eftermiddagen, mens solen varmede noget så dejligt.

Og så fik jeg taget hul på et nyt projekt. Jeg har det sidste år talt om, at når der skulle sættes kartofler igen – så skulle det være med tang som dække! Jeg har set en udsendelse med Søren Ryge, hvor han besøgte en familie, som netop dyrkede kartofler på den måde. Og det lød bare så spændende, så det må prøves. Med fare for at blive til grin 🙂 Men nu er vi i gang.

Kartoflerne var forspirede og blev lagt oven på græsset.

Og så blev der toppet op med tang. Vi hentede tangen nede på stranden, der var rigeligt af det. Vi brugte godt et par trillebørfulde til stykket her. Nu venter jeg spændt på at se, hvad der sker 🙂

Og sådan nåede vi til tirsdag i den stille uge. Det kaldes dagene op til påske – men i år er de mere stille end normalt.

Må du have en dejlig forårsdag.

Jette

Sommerhusglimt

Vejret er fantastisk disse dage. Den høje himmel med den smukke blå farve og solens livgivende varme – det er godt for krop og sjæl.

I går blev det til et besøg i sommerhuset. Kun Diva og jeg, og med langt til andre. Der var ikke mange mennesker i sommerhus på sydfyn. Men jeg nød en dag med tid til at lave ingenting. Der blev rodet lidt i højbedene og flyttet et par fliser.

For et par år siden lagde vi en lang række trædefliser på grunden. Tanken var, at så kunne man gå tørskoet ind i sommerhuset. Men virkeligheden blev en anden – græsset voksede godt og grundigt ind over de små runde fliser, så det var uden betydning, om du gik på græsset eller du gik på fliserne. Så nu skal de pilles op – og sættes til salg! Du kan se her, hvordan det oprindelig så ud 🙂

Jeg er næsten altid en tur nede ved vandet – og sådan også i går. Og kontrasten er stor – Vesterhavet kan noget, Helnæs bugt noget andet 🙂

Der går også en fin lille sti langs med vandet, og på et tidspunkt bliver den til en del af Øhavsstien.

Her gik det ind gennem lidt skov, og bunden lyste med fine anemoner.

Vel tilbage igen, så var solen nået om til vest, og der var så fint at sidde på terrassen. Det er altså en velsignelse at have sådan en plet at kunne side og nyde udsigten og lade tankerne løbe ad egne veje. Terrassen skal vaskes af for alger – det blev ikke lige i denne omgang 🙂

I denne underlige tid er der kommet et nyt fast indslag – morgensang. Så selv i sommerhus var der tid til morgensang. Det er både lidt spøjst – men virkelig også en fornøjelse. Jeg synger glad og gerne med. Også i aften, hvor DR sender et program om fællessang, hvor for sig.

Og endelig fandt jeg en lille påskelilje. Den stod i ly for brændelyet – og blev ramt af solens stråler. Den er så fin. Og står lidt der, hvor ingen regner med at finde den – så den lever ret godt op til Grundtvigs spørgmål: “Påskeblomst, hvad vil du her?”

Alle forårsblomsterne bringer bare lys og glæde og håb i denne tid. Heldigvis har vores gravere fået lov til at gå på kirkegården igen, og inden længe få plantet et hav af stedmoderblomster. Så er det ved at være forår.

God weekend.

Jette

En edamamebøf på menuen i sommerhus

Når solen skinner, er det virkelig bare skønt i disse dage. Lige nu er der høj himmel og smukt solskin uden for mit vindue – det kan kun gøre en glad.

I går bød muligheden sig for en halv dag i sommerhus, det er altid hyggeligt. Det var længe siden, jeg sidst har været der, så det var også lidt spændende at se, om blæsevejret havde sat sig spor. Heldigvis ikke meget – men taget – eller teltdugen er det vel nærmere – på brændelyet var blevet løftet ud af sin ophængning. Så det hang lidt slapt, men det kan rettes, når jeg engang for Ole med derned 🙂

Vandet og luften var så fin i går. Ingen vind og bare roligt vand – og rent vand, al tangen var for en stund skyllet væk.

Og så har jeg hørt, at tørrede blomster er det helt store i indretningen netop nu. Det havde jeg ikke lige fanget – men på turen langs med vandet plukkede jeg noget fint tørret græs, af en slags.

Som faktisk så utrolig flot ud i de sidste solstråler, da det kom på plads på hylden i sommerhuset 🙂 Den lille påskelilje er efterkommer af løg jeg satte for et par år siden.

Min aftensmad var en burger. Det får jeg ikke så tit, men den her var nu ganske fin. Jeg synes, det er svært at finde en grøn bøf, som fungerer godt sammen med det brød, der jo uvægerligt også er i en burger. Men jeg var faldet over en opskrift med edamamebønner, så den blev afprøvet – ud fra det, jeg havde med i sommerhus 🙂

Edamamebøffer (2 stk)

150 gr. frosne edamamebønner

½ løg

1 fed hvidløg

½-1 tsk. groft salt

1 lille æg

1-1½ spsk. mel

et par duske frisk persille

Peber

Kom de frosne bønner i en skål og overhæld dem med kogende vand. Lad dem stå og tø op en øjeblik inden vandet igen hældes fra. I en minihakker kommes bønner, løg i tern, hvidløg i tykke skiver, mel, æg, salt og peber og det hele køres sammen til en robust masse, der hænger godt sammen. Kom det hele i en skål og smag det til, måske skal konsistensen justeres med en anelse mere mel. Lad massen stå et kvarters tid.

Opvarm ovnen til 220 grader. På en plade med bagepapir fordeles massen i to portioner, som formes til flade bøffer. Bages ca. 20 – 25 minutter til de er fine lysebrune.

Rist en burgerbolle og lav din burger, som du bedst kan li den. Jeg smurte brødet med aioli (dog ikke hjemmelavet :-)), og fyldte ellers op med tomat, avocado og løg i skiver. Der kunne fint have været lidt salat – men det havde jeg ikke noget af.

Det var virkelig en god “bøf”, meget let at lave og var ikke for tung. Og jeg blev fint mæt af min ene burger 🙂

Må du have en dejlig solskinsrig onsdag.

Jette

Update :-)

Forleden fortalte jeg om mine glemte skærmbriller – nu er de kommet tilbage, og hvor er det dejligt 🙂

Men tiden uden dem gjorde, at jeg fik læst det meste af en bog i papirudgave, fik strikket lidt på min trøje, og kom en tur i sommerhus. Alt sammen fordi det ikke var så spændende at sidde foran computeren. Så helt skidt var det jo faktisk ikke.

En tur i sommerhus begynder altid med at det er koldt i huset – når det er på denne tid af året. Der var 11 grader, da Diva og jeg kom inden for. Men der blev tændt op i den lille ovn og lavet mad i vinterfrakke – og så var der faktisk ved at være så varmt, at vi kunne holde varmen. Under et tykt tæppe og et godt uldent sjal om skuldrene. Og hyggeligt var det.

Der er helt stille i sommerhuset, og der er virkelig mørkt uden for – ikke en gadelygte eller noget. Så min ide om at gå en sen aftentur blev opgivet, jeg havde ingen lommelygte med mig, så det var umuligt at se hvor vejen var.

Som nævnt fik jeg læst en del – i en bog der hedder “Hjertesorg”, skrevet af Anna Mejlhede, og det lyder egentlig lidt sørgmodigt, men det er det ikke. Det er forfatterens personlige beretning om hjertesorg i mange sammenhænge. Og hendes beskrivelser er gode at spejle sig i – også selv om noget af det er lidt fjernt fra mit livs oplevelser.

Bogens forskellige afsnit indledes med et salmevers – en fin måde at komme i gang på. Og ordet hjertesorg synger vi om i en af vore adventssalmer – det havde jeg ikke lige genkendt i første omgang:

“Det tredje lys har intet øje set,

det lyser gennem hjertesorgen

og melder, det umulige er skete,

det tredje lys er påskemorgen.” ( DDS 87,3)

At vågne op i sommerhuset er vildt hyggeligt. Og som det første, så må der igen tændes op i ovnen, inden der laves kaffe og bliver tid til langsomt at komme i gang.

Inden turen tilbage til præstegården var jeg lige forbi vandet. Det var blæsende og fugtigt i luften, men også frisk og godt at komme en tur på stranden. Og ih, hvor jeg glæder mig til lidt lysere og varmere dage 🙂

Weekenden byder på en festlig fødselsdag – i selskab med masser af kvinder. Det skal nok blive interessant og sjovt.

God weekend.

Jette

Et udplantet juletræ

Så er det blevet tid til at sige tak for god gavn i december – men nu må det videre. Det er mit lille juletræ i potte, som har stået med en lille lyskæde på og lyst og budt velkommen i hele december, ude på fortrappen.

Men nu er vi alligevel et godt stykke inde i januar, og julepynten er kommet i kasser og sat væk, så nu blev det tid til at få det lille træ flyttet og plantet.

Det har hele tiden været meningen at det skulle ned i sommerhusets lille lund af træer. Her kommer stille og roligt flere træer – men det tager bestemt nogen år, før der kan siddes i skyggen af dem 🙂

Det er altid spændende om det lykkes med omplantningen fra potte til jord. Jeg har prøvet det flere gange, og det er ikke alle træer der har klaret det. Men dette ser nu fint og friskt ud – og med et rimeligt vejr, så tror jeg nok, at dette skal komme i gang.

En tur rundt i præstegårdens have i går viste de første små vintergækker – endelig noget der ikke var brunt 🙂 Men små fine hvide hoveder, der lyser op. Men små er de, jeg havde ikke en vase der var lille nok 🙂

God tirsdag.

Jette

November, november …

Der gik godt nok ikke mange dage af november, før Henrik Nordbrandts digt randt mig i hu. Om året med de 16 måneder, og hvor der fem er november 🙂

Et par dage med gråt, vådt og tungt vejr, det er rigeligt til, at jeg igen glæder mig til at se solen.

I går tog jeg i sommerhus, for at gøre lidt vinterklar, men også bare for at hygge foran brændeovnen. Diva var med og lå på sofaen og nød tydeligvis varmen, der strømmede i hendes retning 🙂 Det er virkelig utroligt, at den lille ovn på ret kort tid kan varme huset godt og grundigt op. En ren fornøjelse.

Det grå vejr indbyder til at tænde lys. Jeg har ellers altid holdt på, at julepynt og adventslys det måtte vente til hen omkring december. Men det holder ikke i år. Jeg fik lavet en lille fin dekoration med to lanterne fyldt med tørrede kogler i forskellige størrelser og så en lille lyskæde. Det er super enkelt, men jeg blev nu fint tilfreds. Den lille grangren er fra et af juletræerne på grunden 🙂 Lanterne er genbrug, jeg fik dem i gave af kirkens personale for nogle år siden.

Og så regner det – meget. Jeg gik ned til vandet, og hvor var der bare meget vand i Lillebælt og den lille å ved Faldsled var helt gået over sine bredder. Det har jeg ikke set før.

Sommerhuset ligger et stykke fra vandet, så der er ikke umiddelbart nogen risiko for oversvømmelse. Men jeg er da mere og mere glad for at det står på pæle, så vandet bare kan løbe under huset.

God tirsdag.

Jette

Ikke mange billeder

Mandag morgen – det er mørkt og meget blæsende. Men alligevel stille, en dejlig weekend er tilendebragt, og jeg tænker tilbage og glæder mig. Det har været en dejlig fri-weekend.

Men også en weekend uden mange billeder, derfor den lidt kryptiske overskrift. Jeg nyder egentlig bare at opleve og være til stede – men ved også godt, at når noget skal genfortælles eller beskrives, så er et billede bare nummer et 🙂

Så her er tre glimt fra min gode weekend.

Den begyndte i Århus. Jeg fik brugt mit årskort til Aros og havde Peter med. Det viste sig, at han havde været der flere gange i det seneste år sammen med en studiekammerat, så det var mest ham, der viste rundt 🙂 Det var lidt sjovt, og så blev der talt om citater på de buede vægge, set en udstilling om “far from home” og endelig gik vi rundt i regnbuecirklen. Jeg er imponeret over, hvem der dog får idéer til den slags bygninger, finurligt og anderledes og med en skøn stemning. Frokosten blev spist i Orangeriet – dejlig mad til meget fornuftig pris.

Min søster og svoger var med i sommerhus. Det var en hyggelig måde at være sammen på, og jo anderledes end når vi mødes i vores almindelige hjem. Jeg har en aktiv søster, som gerne har gang i et eller andet – denne gang var det geocaching, hun havde kastet sig over. Så på en tur til vandet ledte hun intenst efter en lille godt gemt post. Hun fandt den, og den er ikke langt fra hvor hun står på billedet 🙂

Jeg har også spist æblekage 🙂 Igen. Men det er altså bare en god opfindelse. Den helt klassiske, og dog lidt anderledes her – den er glutenfri. Det dejligste crumble, bagt i ovnen og smuldret og blandet med æblemos, lidt hakket chokolade og flødeskum 🙂 Opskriften kommer i morgen.

En dejlig weekend uden mange billeder, men med masser af gode timer og snakke gemt i erindringen.

Nu er det mandag – og jeg har ikke ferie, det har mine nabokollegaer, så der er nok at gå i gang med denne uge.

God mandag.

Jette

En færdig terrasse

Så blev sommerhusets sidste terrasse færdig 🙂 Det er så dejligt. Det bliver nu nok næppe i år, at jeg kommer til at bruge den så meget – men så er den klar til næste år. Det er da meget godt at gå og glæde sig til – en tidlig morgen at følge solen stå op og samtidig kunne sidde og nyde morgenkaffen og naturen omkring en.

Terrassen har været undervejs det meste af sommeren 🙂 Men det er altså ikke mandens skyld, at den først blev færdig nu. Men huset har jo været lejet ud det meste af sommeren, og vi har holdt ferie andre steder – så derfor blev det først nu, at der blev tid til projektet her. Det var dog nær druknet i regn i søndags – men i går, så var det fint vejr.

Alle udregninger og forberedelser de var jo lavet tidligere, så det handlede primært om, at få de sidste cumaru brædder skruet på. Og så til aller sidst, at få skåret enderne af, så terrassen kom til at se super skarp ud 🙂 Denne terrasse er lavet med samme slags brædder som terrassen mod vest.

At lægge en terrasse er ensbetydende med at skrue rigtig mange skruer i 🙂 Og fordi cumaru er hårdt træ, så skal der bores for, inden de rustfrie skruer sættes i.

Træ er levende og skifter farve. Det er tydeligt på selve huset, hvor cedertræet var næsten rødt, da det blev sat op, nu er det patineret og grånet ved solens påvirkning. Det samme gælder terrassebrædderne, de bliver også i løbet af kort tid grålige. Men fine med deres forskellige mønstre i.

Jeg glæder mig til forår og tid på den nye terrasse 🙂 Men egentlig er det også ok, at der nu venter lidt tid inden døre – det har helt klart også sin charme.

God tirsdag.

Jette

Side 5 af 18

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal