Så blev sommerhusets sidste terrasse færdig 🙂 Det er så dejligt. Det bliver nu nok næppe i år, at jeg kommer til at bruge den så meget – men så er den klar til næste år. Det er da meget godt at gå og glæde sig til – en tidlig morgen at følge solen stå op og samtidig kunne sidde og nyde morgenkaffen og naturen omkring en.

Terrassen har været undervejs det meste af sommeren 🙂 Men det er altså ikke mandens skyld, at den først blev færdig nu. Men huset har jo været lejet ud det meste af sommeren, og vi har holdt ferie andre steder – så derfor blev det først nu, at der blev tid til projektet her. Det var dog nær druknet i regn i søndags – men i går, så var det fint vejr.

Alle udregninger og forberedelser de var jo lavet tidligere, så det handlede primært om, at få de sidste cumaru brædder skruet på. Og så til aller sidst, at få skåret enderne af, så terrassen kom til at se super skarp ud 🙂 Denne terrasse er lavet med samme slags brædder som terrassen mod vest.

At lægge en terrasse er ensbetydende med at skrue rigtig mange skruer i 🙂 Og fordi cumaru er hårdt træ, så skal der bores for, inden de rustfrie skruer sættes i.

Træ er levende og skifter farve. Det er tydeligt på selve huset, hvor cedertræet var næsten rødt, da det blev sat op, nu er det patineret og grånet ved solens påvirkning. Det samme gælder terrassebrædderne, de bliver også i løbet af kort tid grålige. Men fine med deres forskellige mønstre i.

Jeg glæder mig til forår og tid på den nye terrasse 🙂 Men egentlig er det også ok, at der nu venter lidt tid inden døre – det har helt klart også sin charme.

God tirsdag.

Jette