Nu er der næsten kommet en ny terrasse ved sommerhuset. Man kan åbenbart ikke få nok af dem 🙂 Nu er der en terrasse, der vender mod vest, syd og øst. Så er det muligt at følge solens gang hele dagen. Eller være i skygge, hvis det bliver for varmt.
Den nye terrasse er mod øst. Og den var slet ikke tænkt med fra begyndelsen. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det ville være smart med en morgenterrasse. Især på lune solfyldte morgener, så er det da fantastisk at kunne sidde ude, drikke kaffe og lytte til fugle og insekter og mærke sol og vind.
Så de sidste par dage har Ole været i gang. Og han holder fast i, at han hygger sig med det 🙂
Jeg har mest kigget på, lavet lidt lækker mad og slået græs.
Terrassen er lavet af samme slags brædder som den mod vest. Nemlig cumaru, hårdt træ, som er rødligt i begyndelsen, men meget hurtigt patinerer og bliver gråligt. Det er fint at se på og dejligt at gå på.
Boret på billedet, kan jeg ikke huske, hvad hedder. Men det er godt nok smart. For når man bruger hårdt træ, så skal der bores for og bores ud, så skruen kan ligge plant på brædden. Og det kan dette bor gøre på én gang. Sidste gang havde vi ikke dette bor, så da måtte der bores for med et bor, skiftes bor, og bores ud med et nyt bor, før skruen endelig kunne skrues i. Med dette lille bor blev der sparet ret meget arbejde 🙂
Strøerne har jeg skrevet om før. De er genbrug. De blev for godt 40 år siden brugt som spær i en hal på Oles gård. Nu er hallen jævnet med jorden, men nogle af spærene har fået nyt liv på Sydfyn. Det er da lidt sjovt. Og meget bæredygtigt. De er blevet malet med trætjære og linolie, inden de blev lagt her.
Terrassen er blevet lidt større end først tænkt – men pyt. Så er der da plads til at et par stykker samtidig kan tage sig en formiddagslur i skønne omgivelser 🙂
Men det varer lige lidt – der var ikke mere tid i denne omgang.
God søndag.
Jette
Skriv et svar