Det var en dejlig fri weekend – som gik med en del forskelligt. Men alt sammen i dejligt selskab, og med masser af gode stunder, lækker mad og endnu mere snak 🙂

Vi spiste hos Trine og Martin fredag – og medbragte selv maden. Jeg mindes, at min mor gjorde det samme, når hun og min far kom på besøg. Så havde de også bilen pakket med aftensmaden – så det kunne være let for mig. Og jeg tror Trine nyder, at den tradition nu går videre 🙂 Risottoen var en opskrift fra DR – og smagte dejligt.

Men størst lykke gjorde nu cheesecaken. Og den kommer der mere om i et indlæg for sig. For den er lavet med agar agar – det vegetariske husblas – lavet af tang. Det var nemt nok at arbejde med, men selvfølgelig altid lidt spændende, når det er første gang 🙂

Lørdag var jeg ude i Oles store hal for at hjælpe med at få gjort strøer klar, der skal lægges under den nye terrasse ved sommerhuset. På billedet er bjælkerne blevet malet med trætjære og linolie.

Og jeg stod og filosoferede lidt, mens vi stod i duften af tjære og gammelt træ 🙂 For der var noget arbejde med at få bjælkerne gjort klar. Der skulle bankes tværbrædder af og fjernes utallige søm, inden de kunne males. Men sådan er det jo med genbrug – der skal gøres noget, før det er klar til brug igen. Men på den anden side, så skal der jo ikke bruges energi eller ressourcer  på at fremstille et nyt produkt. Så ingen tvivl om, at genbrug er godt for miljøet 🙂 

Og i går var det min tur til at have korkage med. Jeg havde delt opgaven med en veninde, for koret er blevet større og større med årene, hvilket er rigtig godt. Men der skal jo så også bages mere kage! Så for ikke at skulle bage kæmpe kager, deles vi om opgaven.

Jeg er ret vild med æblekager – så det blev det igen. Jeg bagte denne opskrift, i lidt mindre udgave. Før har jeg bagt denne kage til kor. Der blev stort set spist op – jeg har lige et stykke til min eftermiddagskaffe 🙂

God tirsdag.

Jette