Rabarberkage

Lækker bradepandekage – med rabarber, kokos og hvid chokolade

Jeg har før bagt kage til det kor, jeg synger i (se evt. her og her) – det er en opgave der går på skift mellem medlemmerne. Og selv om vi er meget glade for at synge, så er kaffepausen rigtig vigtig – og det er ret katastrofalt, hvis der ikke er nogen kage eller noget brød til kaffen 🙂

I aftes havde jeg kage med – denne ret så lækre kage.

Tanken med at kombinere rabarber, kokos og hvid chokolade kom jeg selv på. Det viste sig dog hurtigt, at det var der også andre, der havde tænkt. Derfor er opskriften her inspireret af Claus Meyers opskrift i bogen: “Meyers Kager”. En i øvrigt rigtig fin bog.

Bradepandekage med rabarber, kokos og hvid chokolade (2 stk.)

  • ca. 500 gr. renset rabarber, i små stykker
  • 75 gr. kokosmel
  • 1 æggehvide
  • 50 gr. sukker

Det hele blandes sammen og trækker lidt, mens kagen laves.

  • 400 gr. smør (eller margarine)
  • 600 gr. sukker
  • 1 vaniljestang, korn herfra
  • 6 æg + 1 æggeblomme, fra skønne høns
  • 200 gr. kokosmel
  • 350 gr. mel
  • 2 tsk. bagepulver
  • 1 dl. mælk
  • 100 gr. hvid chokolade, grofthakket

Blødt smør og sukker og vaniljekorn røres godt sammen. Her gjorde min røremaskine virkelig nytte. Tilsæt æggene et af gangen og rør godt, så æggene bliver indarbejdet i dejen. Vend de øvrige ingredienser i og rør grundigt rundt.

Dejen fordeles i 2 små bradepander – beklædt med bagepapir (mine er 21×21 og 22×28 cm). Fordel rabarberblandingen ovenpå og bag kagerne ca. 55 minutter ved 175 grader.

Køler af i formen, før den skæres i fine stykker – som smager helt forrygende. Toppen er syrlig, men kagen er sød med masser af kokos – og farven flot gul.

Portionen er – i mine øjne – lidt stor, men kan naturligvis sagtens gøres mindre. Men en skøn kage og super let at lave. Så hvis du har rabarber i haven, er der ikke noget at betænke sig på.

Rabarberne her kommer samme sted fra som sidste år 🙂

God tirsdag.

NB – her er kagen i en mindre udgave 🙂

Jette

Forrige indlæg

Grønt ramsløg-brød

Næste indlæg

Glimt – af meget forskelligt

18 Kommentarer

  1. Anonym

    Hvis opskriften skal passe til ovnens bradepande, hvor mange gange tror du så man skal gange den op?

  2. Anonym

    Og skal der ingen mel i kagen?

  3. Jette Holm Rosendal

    Hej Anonym – og undskyld at jeg først får svaret nu. Jeg har ikke prøvet at bage til en stor bradepande, men mit bud vil være, at du ganger opskriften en halv gang op.
    Og jo, der er mel i dejen, det står lige under kokosmel 🙂
    Jeg vil i øvrigt selv bage kagen til en arrangement på søndag, for det er bare en sommerlig kage 🙂 God fornøjelse med bagningen.
    venlig hilsen Jette

  4. Unknown

    jeg vil gerne vide størrelsen på den lille bradepande i cm. så er det meget nemmere at gange op. Den lyder lækker

  5. Unknown

    Jeg kunne også godt tænke mig str. i cm.da jeg har lige fra 15×21 til ovnens bradepande. Tak for godeopskrifter.

    • Jette Holm Rosendal

      Undskyld det sene svar – jeg har målt mine to små bradepander – og de er begge i brug her: den ene er 21 x 21 cm. og den anden er 22 x 28 cm. Håber det hjælper lidt – og god fornøjelse med kagen. Den er virkelig god. De bedste bagehilsner Jette

  6. Tanja

    Hej kan kagen fryses

    • Hej Tanja. Ja, det kan den godt 🙂 God fornøjelse med kagen. kh Jette

    • Annette Bagger Lolk

      Super super lækker kage. 😋 Jeg piskede en cremefraiche med lidt vanilje til kagen og. det var en meget stor succes.

      • Godmorgen Annette. Tak for din hilsen – og jeg tror gerne, at lidt creme fraiche ville være godt selskab til rabarberkagen. Det vil jeg prøve, når det igen bliver rabarbersæson 🙂 kh Jette

  7. Mia

    Hvor stor en form tror du man skal bruge vis man kun vil lave en kage ud af denne her dej

    • Hej Mia. Jeg tænker at en form på ca. 22 x 24 cm vil være passende. God fornøjelse med kagen, det er en virkelig god kage 🙂 God påske. kh Jette

      • Marian

        Hej Jette
        Dejlig kage – jeg er ved at gentage succesen, men er kommet i tvivl med de 175 g – er det alm. ovn eller varmluft?
        Mvh Marian

        • Hej Marian. Tak for din søde hilsen, og hvor er jeg glad for at du kan bruge opskriften 🙂 Jeg bruger altid varmluft, når jeg bager – så det vil jeg også anbefale her. Held og lykke med kagen. kh Jette 🙂

  8. Berit

    Woooow… det er en super lækker kage.
    Har netop bagt den for første gang – men absolut ikke sidste. Yummi.
    Tak for en god opskrift.

    • Hej Berit 🙂 Tak for din søde hilsen, og hvor det glæder mig, at opskriften på kagen fungerede og resultatet faldt i din smag. God sommer. Kh Jette

  9. Susan

    Hej Jette,
    Til hvor mange personer rækker din lækre opskrift?
    Bedste hilsner Susan

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal