Jeg har fri i dag og havde også fri i går – det sidste restferie. Og man må sige, at jeg har været heldig – sommerlige forårsdage har det været her på Fyn. Det er virkelig skønt.

I går blev brugt i sommerhuset – det var det helt rigtige sted at opholde sig. Terrassen kunne nydes, og for første gang i år blev der ikke tændt op i brændeovnen. Så er der noget ved at være i sommerhus 🙂

Diva og en spand med sæbevand

Jeg havde planlagt at skure terrassen for alger og så ordne lidt med blomster. Diva var med, og der var en klar arbejdsfordeling 🙂 Terrassen skriver jeg om en anden dag, nu skal den først have noget linolie, så viser jeg, hvor flot det er blevet.

Tulipaner blandt skvalderkål

Sommerhusets have – det lyder af mere end det er 🙂 Dybest set er det tre små højbede, og nogle enkelte blomster langs hækken og forårsblomster spredt omkring på grunden. Men jeg har aldrig anlagt en have før, så jeg synes det er rigtig sjovt. Og glæder mig, hver gang der kommer en ny plante eller blomst op af jorden – at se det lykkedes 🙂

Citronmelisse, persille og rucolasalat

Og jeg kan ikke altid huske, hvor hvad er sat – i det ene højbed vil jeg lave krydderurtebed. Men havde ikke helt taget højde for, at jeg sidste år åbenbart havde lagt en del forårsløg i samme bed. Men jeg tror nu godt, de alle sammen kan være der 🙂 Jeg plantede også en grøn asparges. Ja en knold, eller hvad den nu hedder. Jeg håber, den vil vokse og med tiden give de dejligste friske asparges – men ved godt, at det allertidligst bliver til næste år. Men det vil altså være fantastisk at kunne hente asparges i egen have. Jeg husker min mor engang har haft grønne asparges i sin køkkenhave, så det kan godt lade sig gøre.

Vinrabarber

Ribsbusk og æbletræ står med blade og knopper lige på spring. Det samme gælder min vinrabarber, den er lige kommet over jorden med sine krøllede blade.

Julerose

Og så blomstrer min julerose noget så flot. Den glæder jeg mig meget over, især fordi den har overlevet at blive flyttet fra Nordjylland til Sydfyn 🙂 Den stod før i mine forældres have, hvor min mor har plantet den for mange år siden. Det er lidt hyggeligt at have blomster med historie og minder.

Og nu begynder jeg at lyde som en landmand – for nu vil mine planter gerne have lidt vand fra oven 🙂 Men jeg selv vil gerne nyde endnu en solrig dag – og weekenden med.

Ønsker dig en herlig forårsweekend med masser af sol.

Jette