diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Marcipan Side 5 af 14

Lækker tærte på en varm sommerdag

Jeg spiser stadig gerne en kage, selv om det er ret så varmt. Det kniber mere med energien til at få den bagt 🙂

Men mit mirabellesyltetøj inspirerede til denne lille mazarintærte med chokoladeganache på toppen.

Mazarintærte med mirabellesyltetøj og chokoladeganache

Mørdej

125 gr. mel (evt. 25 gr. grahamsmel :-))

65 gr. smør/margarine

30 gr. sukker

1 lille æg

Bland sukker og mel og smuldr smør heri. Saml dejen med ægget, og læg dejen på køl 1 times tid. Rulles ud og en tærteform (ca. 18 sm i diameter) beklædes med dejen. (Der er lidt dej til rest – brug det evt. til en hindbærsnitte :-))

Mazarinmasse

50 gr. smør

50 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

30 gr. marcipan

1 æg

40 gr. mel

Kom smør, sukker, vaniljesukker og marcipan i en skål og pisk det sammen. Tilsæt æg og pisk det godt ind i dejen. Vend til sidst melet i dejen.

Fyld og pynt

50 gr. mirabellesyltetøj (eller andet syrligt syltetøj)

50 gr. chokolade

½ dl. piskefløde

Fordel syltetøjet på mørdejsbunden og kom mazarindejen over. Forsøg at få syltetøjet lukket “inde”. Bag tærten ca. 25 minutter ved 175 grader.

Imens laves chokoladeganachen. Hak chokoladen. Bring piskefløden i kog, tag den af varmen og kom chokoladen i – rør til chokoladen er smeltet og det har samlet sig til en blank masse.

Når tærten har kølet lidt fordeles ganachen oven på.

Det blev en fin og lækker kage. Og smager rigtig dejligt.

Og så du Sukkertoppen, så du måske også en af deltagerne stå og kigge under sin tærte – og glæde sig over en bund, der var flad og gennembagt. Det var min også, og jeg glædede mig 🙂

På endnu en varm sommerdag.

Jette

Chokolade muffins med marcipan

Mon ikke man næsten altid kan spise en muffin? 🙂 Det tror jeg. Og efter at have bladret i endnu en biblioteksbog, så var der ikke langt fra tanke til handling. Muffins med marcipan og chokolade, det er en kombination, jeg synes godt om 🙂  Her kommer den i min lidt reducerede udgave.

Jeg har tidligere bagt muffins med chokolade, den opskrift kan du læse her.

Chokolade muffins med marcipan (6 stk.)

75 gr. smør

85 gr. sukker

50 gr. revet marcipan

2 æg

60 gr. mel

1/4 tsk. bagepulver

10 gr. kakao

et nip salt

1 spsk. kaffe

1 spsk. surmælksprodukt

25 gr. hakket mørk chokolade

Rør smør, sukker og marcipan sammen. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk grundigt efter hvert æg. I en skål blandes de tørre ingredienser, sigtes ned i smørblandingen og det hele vendes godt sammen – kom også væske og chokoladen i. Fordel dejen i 6 muffinsforme og bag dem ca. 20 – 25 minutter ved 180 grader. Dejen tager forholdsvis længe om at stivne i midten – prøv med en tandstik, om de er gennembagt.

Jeg serverede dem, som de var – men de kan naturligvis også pyntes. Men her om sommeren, så er det mest den lette løsning, der ligger for 🙂

God tirsdag.

Jette

Glutenfri dåbskage

Og sagt med det samme – den blev ikke helt som jeg havde drømt om. Smagen var god nok, men udseendet blev ikke som tænkt. Til at overtrække kagen brugte jeg et færdigkøbt marcipanlåg – og det havde jeg ikke prøvet at arbejde med før, så det drillede blandt andet.

I går blev kagen afleveret, og den lille dreng døbt i Kauslunde kirke. Hans navn er Elijah, et ikke så almindeligt navn. Nu håber jeg, at dåbsbarn og forældre syntes om kagen.

Glutenfri dåbskage (15 pers.)

Bund x 2

4 silkehønseæg eller 3 almindelige æg

125 gr. sukker

40 gr. rismel

70 gr. havregryn

1 lille tsk. bagepulver

Æg og sukker piskes godt og grundigt til en lækker æggesnaps. I en skål blandes blendede havregryn, rismel og bagepulver, inden det vendes i æggesnapsen. Kommes i en springform (diameter 25 cm) beklædt med bagepapir i bunden. Bager ved 190 grader ca. 20 minutter. (En tandstik skal komme ren op, når den stikkes i kagen.)

Afkøler i formen – bag en bund mere.

Bærmousse

200 gr. flødeost

5½ blad husblas

3 dl. creme fraiche 9 %

50 gr. flormelis

1,75 dl. piskefløde

400 gr. bærpuré

Sæt husblas i blød i koldt vand. Pisk fløden til skum. Kom flødeost og flormelis i en skål og pisk det godt sammen, tilsæt creme fraiche og pisk let sammen. Knug vandet af husblassen og smelt den i mikroovn. Afkøl den med lidt af bærpuréen. Til sidst blandes det hele i flødeostblandingen – både bær og husblas.  Rør godt rundt. Moussen kan godt sættes på køl en times tid, men også bruges med det samme.

På serveringsfadet lægges en kagebund – den er lidt skrøbelig 🙂 Sæt kageplast omkring og evt. også ringen fra springformen. Fordel 3/4 af moussen oven på bunden (det sidste bruges til opsmøring) og læg den sidste kagebund oven på – med bunden i vejret. Tryk kagen let sammen og sæt den på køl – gerne til næste dag.

350 gr. overtræksmarcipan

Macarons

Marcipanblomster

Blåbær

Næste dag tages kagen ud af køleskabet og kageplast og ring fjernes. Rør den resterende mousse igennem og smør kagen op med moussen – i et tyndt lag – så marcipanen har noget at hænge fast ved. Rul overtræksmarcipan ud til en stor cirkel og placer den over kagen og tryk den forsigtigt fast, hele vejen rundt. Øvelse gør mester 🙂

Jeg lavede et lille bånd i samme farve, som blomsterne jeg pyntede med, og satte det rundt forneden, det skjuler kanten og dens ujævnheder.

Og så er det ellers blot at pynte som man har lyst 🙂 Jeg bagte små macarons og lavede marcipanblomster – det rakte evnerne til.

Jeg er egentlig godt nok tilfreds med resultatet – selv om der er ting, der kunne være bedre 🙂

Det tager tid at bage sådan en kage – men det er også ret sjovt.

God weekend.

Jette

Jordbærtærte til kor

Korsæsonen er ved at være slut for i år. Det er fint nok, nu hvor aftnerne bliver længere og lysere, og det er tid til at være ude.

Jeg havde lovet at bage kage til i går. Og selv om jordbærene ikke er fremme endnu, så blev det en jordbærtærte. De ser altid festlige ud, og smager nu godt. Men ikke helt som når det er juni, sol og sommer 🙂

Jordbærtærte (8 pers)

Mørdej

200 gr. mel

100 gr. smør

50 gr. sukker

1 æg

evt. lidt koldt vand

Smør smuldres i mel og sukker og samles med ægget og evt. lidt koldt vand. Lægges på køl, mindst en time. Rulles ud og en tærteform (ca. 25 cm i diameter) beklædes med dejen.

Mazarinmasse

100 gr. sukker

100 gr. smør, blødt

75 gr. marcipan, revet

3 silkehønseæg (eller 2 almindelige)

50 gr. mel

Alle ingredienser røres/piskes let sammen, og kommes ovenpå mørdejen. Kagen bages ca. 30 minutter ved 175 grader, til den er pænt gylden på toppen. Fordel evt. 30 gr. hakket mørk chokolade på den nybagte kage. Chokoladen smelter og smøres ud på kagen. Afkøler helt.

Vaniljecreme

1½ dl. mælk

1 æg

2 spsk. sukker

½ vaniljestang – korn herfra

1 spsk. maizena

Alle ingredienser kommes i en gryde og bringes langsomt i kog, mens der piskes. Når cremen har kogt omkring et minut hældes den i en beholder og afkøles. Dæk overfladen med vitawrap, for at undgå kondens. Inden cremen bruges foldes flødeskum af ½ dl. fløde i.

Pynt

400 gr. jordbær

2½ dl. piskefløde

Fordel cremen på den afkølede kage, og pynt med jordbær i skiver. Langs kanten pyntes med flødeskumstoppe.

Værsågod 🙂 så er der lækker tærte.

Jeg havde lavet dobbelt portion i går, så der var kage til alle kormedlemmer 🙂 Der var endda lidt i overskud, så om lidt får graverne tærte til formiddagskaffen. Og jeg bliver opdateret om livet på kirkegården, det er nu ret så hyggeligt.

God tirsdag.

Jette

En lille citronmåne

Nu hvor Peter permanent er rejst til Århus, så er der jo ikke så mange at bage til 🙂 og når man så lige fik lyst til kage med citron og velsmag – ja så blev det til en lille citronmåne.

Det er denne opskrift jeg har brugt i udgangspunktet, og så blot formindsket ret kraftigt.

Kagen består af to deje, der vendes sammen, inden den bages.

Lille citronmåne

Dej 1:

50 gr. smør

50 gr. sukker

1/3 vaniljestang, korn derfra

1 lille æg

1 spsk. citron saft og lidt revet skal

50 gr. mel

Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med lidt af sukkeret. Kom det i en skål sammen med resten af sukkeret og smørret og pisk det sammen. Tilsæt æg og pisk det grundigt. Vend mel, citronsaft og skal i dejen og rør godt rundt. Lad dejen stå mens dej 2 laves.

Dej 2:

35 gr. marcipan, revet

25 gr. sukker

15 gr. smør

1 æggeblomme

Alle ingredienser røres godt sammen.

Bland dej 1 og dej 2 og rør dem sammen. Kom dejen i en lille form, ca. 14 cm i diameter, og bag kagen ved 175 grader i ca. 35 minutter. Køler af i formen inden den sættes på et fad og pyntes med lidt glasur af flormelis, citronsaft og en anelse gul farve.

Og så er der altså en lækker lille kage – til et par personer 🙂 eller mig i to dage.

Hvor lyser den gule farve op, næsten om kap med solen i dag. Det er virkelig en smuk vinterdag.

Jette

Mini fastelavnsboller

Jeg er jo lidt fan af små kager 🙂 Så derfor var det også oplagt at lave små fastelavnboller.

I dag havde en del af mine konfirmander emneuge på deres skole, så mit hold var skrumpet – og så lå det lige for at hygge lidt og servere fastelavnsboller. Det passer fint med den kommende søndag, som er fastelavn.

Disse boller er helt traditionelle og smager ganske godt. Især lige ude af ovnen 🙂 Jeg prøvesmagte en i aftes, den var god. Men her til morgen er de nu også vellykkede, konfirmanderne brokkede sig ikke.



Mini fastelavnsboller (12 stk.)

10 gr. gær

1 dl. koldt vand

½ dl. surmælksprodukt

1 silkehøne æg (eller et lille æg)

½ tsk. groft salt

1 spsk. sukker

25 gr. grahamsmel

200 gr. hvedemel

50 gr. smør

Bland grahamsmel, hvedemel, salt og sukker og smuldr smørret heri. I en skål røres gær, vand, surmælksprodukt og æg sammen, og når gæren er udrørt kommes det i melblandingen. Samles og æltes til en lækker dej, der hæver ca. 2-3 timer ved stuetemperatur.

Remonce

50 gr. sukker

40 gr. smør

50 gr. marcipan

Riv marcipan og bland det med sukker og smør og rør det godt sammen.

Når dejen er hævet, æltes den igennem og rulles ud i et rektangel (ca. 42 x 18 cm). Skæres i firkanter (evt. med et pizzahjul) og der fordeles 1 tsk. remonce på hver. Fold firkanten sammen og læg den med samlingerne nedad i en lille muffinsform. Efterhæver ca. ½ time inden de bages ved 225 grader i ca. 10 minutter.

Når de er blevet kolde, kan de pyntes med en lille klat glasur.

Mine konfirmander fik serveret te til deres fastelavnsboller. Varm kakao havde vist været et større hit 🙂

På en bitterlig kold tirsdag – godt med noget vinter!

Jette

Spiselig adventskrans

Weekenden har budt på mange hyggelige stunder – med julefrokost og julehygge, og Trine og kæresten som kom forbi. Der skulle lige laves en kalenderlysdekoration, og Trine mente, at der var nok lidt mere i mine gemmer af pynt, gran og kugler, end der lige var i hendes 🙂

Inden hun kastede sig over grensaks og gran, blev der hygget med kaffe og kage. En spiselig adventskrans.

Og selv om vi er forbi den første søndag i advent, så kan denne spiselige adventskrans stadig fint bages og spises 🙂

Spiselig adventskrans (5-6 pers.)

15 gr. gær

½ dl. tykmælk (eller andet surmælksprodukt)

1 dl. koldt vand

1 lille æg

1 tsk. groft salt

2 spsk. rørsukker

50 gr. smeltet afkølet smør

25-50 gr grahamsmel

ca. 250 gr. mel

Der laves en lækker gærdej, som hæver 2-3 timer. Rør gæren ud i væsken og tilsæt lidt af melet, inden det smeltede smør røres i. Tilsæt mel til du får en dejlig blød dej, og lad den så hæve.

Remonce

50 gr. flormelis

50 gr. smør

50 gr. marcipan

Det hele røres sammen.

Ælt dejen igennem og rul den ud til en rektangel ca. 18 x 50 cm. Fordel remoncen i en stribe på midten og fold siderne ind over. Saml stangen til en cirkel og placer den på en plade med bagepapir. Pensl toppen med lidt vand og drys med 1 spsk. rørsukker og 1 spsk. solsikkekerner.

Efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Bag kransen 18-20 minutter.

En lækker adventskrans, som ikke er for fed, men alligevel med pænt med remonce 🙂

På en smuk december dag.

Jette

Æblekage til minikonfirmander

At gå til minikonfirmand er både at møde præsten, synge med organisten og høre om kirken – men det er også saftevand og kage 🙂

Og med godt 20 små minikonfirmander, så er det godt med en bradepandekage. I går blev det en æblekage med marcipan og hvid chokolade. Det fungerede ret godt, der var kun en enkelt pige, der ikke brød sig om den kombination.

Opskriften er med udgangspunkt i denne – men rettet til, ganget op og uden rosiner 🙂

Æblekage med hvid chokolade og marcipan (25 – 30 stk)

5-7 æbler, skåret i tynde både

100 gr. grofthakket hvid chokolade

1 spsk. citron eller appelsinsaft

5 æg

375 gr. sukker

1 spsk. vaniljesukker

75 gr. marcipan i tern

1½ dl. mælk

350 gr. mel

1½ tsk. bagepulver

200 gr. smeltet smør/margarine

Pisk æg, sukker og vaniljesukker til en dejlig æggesnaps. tilsæt marcipan og pisk let inden mælken piskes i. Vend mel og bagepulver i dejen, rør godt rundt inden der til sidst tilsættes de afkølede smeltede smør.

I en anden skål blandes æblebåde, citronsaft og chokolade.

En bradepande (ca. ½ størrelse af ovnens bradepande) beklædes med bagepapir. Fordel halvdelen af dejen i bunden og glat det lidt ud inden æblerne fordeles over. Slut med den sidste del af dejen. Drys 1 spsk. rørsukker på toppen.

Bag kagen ca. 50 minutter ved 160 grader. Prøv med en tandstik om kagen er gennembagt. Køler lidt af inden den skæres i tern.

Og så har du en virkelig lækker kage 🙂

Billederne er i den rustikke kategori i dag 🙂 Og kigger du godt på bagepapiret, så ser du noget blåt skrift. Det er fordi papiret er genbrug. Første gang det blev brugt, bagte jeg minikonfirmandernes små brød på det – med deres navn skrevet på papiret. I går vendte jeg papiret om og brugte bagsiden. For bagepapir kan altså fint bruges mere end en gang, især, hvis det er noget forholdsvis “tørt” bagværk, der har været bagt på det første gang.

God onsdag.

Jette

Mini muffins med æble

Om en uge løber Kirkens Døgn af stablen her i Fyns stift. Det er et døgn, hvor der i næsten enhver lille landsby kirke og større bykirke vil foregå et eller andet – alt sammen for at være med til at mane den tanke i jorden, at der intet sker i kirken, eller at de står helt tomme. Begge udsagn kan ikke være mere forkert. Og samtidig er det et led i fejringen af Luthers 500 år reformations jubilæum.

Jeg vender tilbage til Kirkens Døgn i næste uge.

Men har lige lavet en prøvebagning af nogle mini muffins, som kan serveres til kirkekaffe efter vores bidrag i Kirkens Døgn.

Jeg fandt i gemmerne nogle små muffinsforme lavet i lidt ekstra tykt papir, de er perfekte til formålet, for de holder faconen.

Mini muffins med æble. (12 stk)

1 æg

50 gr. sukker

25 gr. smeltet smør

½ tsk. vaniljesukker

½ tsk. bagepulver

50 gr. mel

1 lille æble, revet og uden skræl

Pisk æg, vaniljesukker og sukker til en skøn æggesnaps. Tilsæt smør og pisk igen. Bland de sidste ingredeinser i dejen og fordel dem godt. Kom dejen i små muffinsforme og bag dem ca. 15 minutter ved 180 grader.

Køler af i formen inden de pyntes, her med lidt marcipan pynt.

De er for små til, at der kan være en hel Lutherrose på – så det bliver kun hjertet og korset, der er på og så lidt guldstøv – et glimt af evigheden.

Og med et er det blevet weekend igen – må du få en dejlig en af slagsen 🙂

Jette

Lagkage med mocca-nougatmousse

I weekenden havde vi jo besøg af Peters mødregruppe i sommerhuset. Det blev en rigtig hyggelig aften – med fint vejr og hygge på terrassen.

Til kaffen havde jeg lavet denne lagkage. Den var til at tranportere, jeg ventede med at pynte den til vi var i sommerhuset, men det kunne nu godt være gjort hjemmefra 🙂

Der er brombær alle vegne lige nu, så de var det oplagte valg som frugt i kagen. Det hjælper til at lette moussen lidt.

Lagkage med frugt og mocca-nougatmousse (8 pers.)

Lagkagebunde med marcipan og nødder

Jeg bagte bunden i en springform ca. 20 cm i diameter

Mocca-nougatmousse

3 dl. piskefløde

1 blad husblas

½ dl. lun kaffe

50 gr. nougat

50 gr. chokolade

Sæt husblas i blød i koldt vand et kvarters tid. Kom nougat og chokolade i en gryde ved svag varme, når det er blevet blødt tilsættes kaffen og det røres godt sammen. Vrid husblas og kom den i kaffe-chokoladeblandningen og lad det smelte. Afkøl massen til lunken. Pisk fløden til skum og vend chokoladeblandingen i flødeskummet af et par omgange.

Frugt

150 gr. brombær

50 gr. sukker

1 spsk. rom (kan udelades)

Blandes og trækker et døgns tid på køl.

Sammenlægning

Del bunden i to og læg den nederste på et serveringsfad. Sæt kageplast omkring – eller ringen fra springformen. Fordel bær og saft over bunden og top med godt halvdelen af moussen. Læg næste kagebund på og slut med resten af moussen og glat den pænt ud. Sæt kagen på køl nogle timer.

Ved servering – løsn og fjern plasten. Det bliver pænest ved at køre rundt langs kanten med en tynd kniv. Pynt kagen med friske bær, chokoladespåner og evt. mini marengs med kakaosmag.

En lækker kage, der er rimelig let at gå til. Den smager godt 🙂

Nu er den spist – ville ellers have været god på en regnfuld onsdag.

Jette

Side 5 af 14

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal