Ja, jeg ved godt, at jeg har lovet at bage marmor kage til Peter her i weekenden 🙂
Men inden den, så blev det lige til en lækker æblekage – for jeg faldt over et par æbler, da jeg hentede æg ind.
Mit Ingrid Marie træ og Cox orangetræet giver af en eller anden grund ikke særlig mange æbler i år, så det er med at værne lidt om dem der er. Og derfor kom de to nedfaldsæbler her i en lækker kage.
Inspirationen fandt jeg hos Odense marcipan. Men den er tilpasset de faktiske forhold og det, der var i køleskabet 🙂
Æblekage med marcipan og hvid chokolade
2 æg, fra lykkelige høns
150 gr. sukker
½ spsk. vaniljesukker (gerne hjemmelavet)
50 gr. marcipan, i tern
½ dl. mælk
100 gr. mel
½ tsk. bagepulver
75 gr. smeltet margarine/smør – jeg bruger ca. halvt af hver
2-3 æbler i tynde både
1 spsk. citronsaft
½ dl. rosiner
50 gr. hakket hvid chokolade
Til pynt:
1 spsk. rørsukker
1 spsk. hakkede nødder
Pisk æg og sukker og vaniljesukker lyst og luftigt. Tilsæt marcipan og mælk og pisk let. Sigt mel og bagepulver og vend det roligt i dejen, og rør til aller sidst det afkølede, smeltede smør i dejen.
I en skål blandes æbler, citronsaft, rosiner og den hakkede chokolade.
En springform (18 cm i diameter) beklædes med bagepapir. Fordel halvdelen af æbleblandingen i formen, herover halvdelen af dejen og gentag med æbler og dej. Til sidst drysses med sukker og nødder.
Bag kagen ca. 50 minutter ved 160 grader.
Og du har en skøn æblekage – med let syrlige æbler og sød og lækker kage omkring.
Og så er det fredag – med weekend og høstgudstjeneste, besøg af pigerne og nevøen. Så jo, jeg må hellere får bagt den marmorkage 🙂 For frugt og rosiner – som i æblekagen her – det er bare ikke i høj kurs hos dem.
God weekend.
Jette
Karen
Jeg har også lige bagt årets første kage med æbler – en Kagen for den Travle Husmor 🙂 Elsker bare det navn…
God høstgudstjeneste – det lyder som nogle hyggelige traditioner, I har.
vh/Karen
Jette Holm Rosendal
Tak – ja, det plejer at være ret hyggeligt 🙂 Og enig, et fint navn til en æblekage. – Og så tror jeg altså bare, at de første æblekager smager ret så godt …
mange hilsner Jette