diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Boller Side 3 af 9

Rosmarinsnurrer

Forleden så jeg en opskrift og et billede af nogle fine snurrer med rosmarin, olie og smør – og tænkte, dem vil jeg gerne forsøge at bage. Men kunne efterfølgende slet ikke finde hverken opskrift eller billede. Så det er min egen udgave, der kommer her. De blev nu også meget gode, hvis du spørger mig 🙂 De er i hvert fald lækre, hvis du lige er lidt sulten og behøver noget brød og lidt salt. Eller de kan spises som madbrød til aftensmaden.

De er ret enkle at lave, men det fedter noget undervejs. Men lad det ikke forhindre dig i at prøve – det er det hele værd.

Lækre æbleboller med hasselnødder

Det er ved at være tid til æbler. Årets bedste frugt 🙂 Den første portion æblemos er kogt og blevet suppleret med sprød rasp og flødeskum – det er bare sensommersmag 🙂

Og der skal helt sikkert bages både tærte og kager i mange udgaver inden efteråret er omme.

Men i dag er det æbleboller, der er på programmet. Boller til morgenmad eller eftermiddagskaffe – de klarer det hele.

Morgenmad på tur

I weekenden var vi på en hyggelig tur med gode venner. En heldagstur, som blandt andet indeholdt formiddagskaffe/morgenmad på vejen op til Hobro. Ofte er sådan et pitstop ensbetydende med rundstykker købt hos en bager. Og det er bestemt også godt. Men jeg tænkte, at det kan også gøres anderledes.

Så jeg tilbød at bage koldthævede boller – som jo så næsten ville være lune endnu, når vi holdt pause. Den ide var de andre heldigvis med på 🙂

En ide er et, resultatet et andet :-)

 Mine minikonfirmander skal i morgen høre om nadver, om brødet og vinen, om skærtorsdag og Jesu sidste aften sammen med disciplene. Hvad der skete der, er nok muligt at forklare, det er straks sværere, når det skal forklares, hvad det betyder. Og hvorfor vi stadig holderaltergang. Og hvordan det lille brød og de få dråber vin nu også gør en forskel. Det får jeg tænkt over til i morgen 🙂

Min ide er, at de skal bage brød. Det har jeg også gjort tidligere år, og det er nu altid en succes. At sidde med noget dej mellem hænderne og ælte og forme – og så siden komme tilbage og hente et lille brød, der faktisk kan spises og smager godt, det er populært 🙂 

I morgen er tanken at de skal bage et lille brød, der minder om en flettet tornekrone. Men reference til Jesu tornekrone langfredag. 

Jeg har lavet et forsøg – men som altid, så er en ide et og resultatet et andet. Og især en gærdej, den lever ofte sit eget liv. Så mine flettede kranse med klippede hakker – blev mest fine kuvertbrød 🙂 Men passede jo så perfekt til aftensmaden, hvor Ole serverede suppe!

Men idéen er nu god nok – så i morgen så fletter vi bare et længere bånd, så kransen bliver lidt større, og så klipper vi flere og dybere snit, så spidserne kommer til at stritte som små torne. Det er i hvert fald planen. Og mon ikke at fantasien så hjælper med det sidste ? Det tror jeg. 

God mandag.

Jette

Koldthævede gulerodsboller

 Jeg er virkelig blevet fan af koldthævede brød og boller. Dette helt enkle koncept, hvor du rører en dej sammen om aftenen, sætter den i køleskabet natten over og næste morgen – i løbet af ca. 20 minutter – har nybagte og velduftende boller, som kan serveres og spises med det samme. Det kan kun blive en god start på en ny dag 🙂

Jeg har lavet mange koldthævede boller efterhånden, de første blev temmelig flade i det. Men efterhånden har jeg fundet en konsistens, som gør at bollerne holder formen, også når de bliver bagt.

Disse gulerodsboller minder næsten om et gulerodsbrud, de er lette, svampede og kan sagtens spises uden smør – selvom det nu altid gør noget godt for et stykke brød af få smør på toppen 🙂

Koldthævede gulerodsboller (5-6 stk.)

50 gr. revet gulerod 

10 gr. gær

½ dl. yoghurt – eller andet surmælksprodukt

2 dl. koldt vand

1 spsk. olie

1 tsk. groft salt

1 tsk. sukker

25 gr. solsikkekerner

25 gr. rugmel

50 gr. havregryn

ca. 175 gr. hvedemel

Rør gæren ud i vand og yoghurt og tilsæt så alle de øvrige ingredienser – hold lidt øje med hvedemelet – måske skal der lidt mere i, måske lidt mindre. Dejen skal være tung at røre, men ikke fast nok til at kunne æltes. Læg noget over skålen og sæt dejen i køleskab natten over. 

Næste morgen tages dejen ud af køleskabet, og mens ovnen varmer op til 200 grader, står dejen lige og vænner sig til varmen. Så sættes dejen med en ske på en plade med bagepapir og bollerne bager ca. 17 minutter. Køler lidt af, og værsågod – så er der nybagt brød.

De smager vældig godt. Du kan sagtens bruge andre slags mel. Jeg tror sjældent, jeg har lavet to portioner der har været helt ens 🙂

Billederne er taget i præstegårdens have, hvor bladene begynder at farve græsset brunt og orange. Og med det blæsevejr det er blevet nu, så kommer der flere blade på jorden.

God onsdag.

Jette

Brownie og boller med ganacherest

I weekenden lavede jeg jo bryllupskager – og det er altid svært helt præcist at ramme mængden, der skal bruges af det ene og det andet – så der blev lidt chokoladeganache til overs. Og hvad bruger man lige det til?

Ganache er chokolade og piskefløde blandet sammen – så i sig selv er det jo en lækker ting. Men alt med måde 🙂 Så det sidste er blevet omdannet til en dejlig brownie og nogle velduftende chokoladeboller.

Brownie med ganacherest

75 gr. ganache

20 gr. chokolade

15 gr. smør

2 små æg

50 gr. sukker

35 gr. farin

1 spsk. kakao

60 gr. mel

20 gr. hakkede valnødder

I en gryde smeltes ganache, chokolade og smør, og køler lidt af. Imens piskes æg, sukker og farin til en skøn æggesnaps. Tilsæt chokoladeblandingen og pisk godt. Vend til sidst de øvrige ingredienser i og rør godt rundt. Dejen kommes i en lille form – jeg brugte et tærtefad beklædt med bagepapir (ca. 18 cm i diameter)

Bages ved 175 grader ca 20 minutter og køler af i formen.

Smagen og konsistensen minder meget om en helt almindelig brownie – så denne lidt alternative udgave skal nok få ben at gå på 🙂

Chokoladebollerne er lavet som koldthævede boller og smager mildt af chokolade. Og som næsten alt andet nybagt – så smager de godt 🙂

Og nu fik jeg brugt en rest ganache, som ellers bare stod i køleskabet. Alternativet var nok blevet, at hønsene fik det – men det var det ligesom for godt til 🙂

God tirsdag.

Jette

Solbrød – eller bare et lækkert madbrød

Nu er biblioteket igen åbnet, og jeg har allerede hentet flere bøger i udlånet. Nogle var bestilt før alt blev sat i stå, andre er fundet nu, hvor jeg igen gå langs de lange reoler og blive inspireret af forsider og fængende titler.

Sådan med bogen “Varm på brød og lun på boller” skrevet af Rikke Holm. Og i den bog så jeg et billede af et solbrød – og tænkte, at sådan et måtte jeg bage! Det var bare så fint tænkt og virkelig indbydende at se på. Brødet er tænkt som et madbrød eller til en buffet, hvor det bare vil tage sig godt ud.

Jeg halverede opskriften, så min sol blev bestemt noget mindre og ikke helt så sammenhængende som den i bogen – men pyt. Dette er min udgave, og jeg er tilfreds. Jeg havde ikke tid til at vente til dagslyset kom, for jeg ville gerne smage brødet, derfor er billederne tage i konfirmandstuens klare lys 🙂

Solbrød

1½ dl. kold mælk

15 gr. gær

3/4 tsk. groft salt

1 tsk. sukker

3 spks. olie

50 gr. grahamsmel

ca. 200 gr hvedemel

Det er en helt almindelig gærdej – så rør gæren ud i væsken og tilsæt de øvrige ingredienser, men hold lidt igen med hvedemelet. Ælt til du har en dejlig dej og stil den til hævning på køkkenbordet et par timer.

Del dejen i 10 stykker – de 8 trilles til solstråler og lægges i en cirkel på en bageplade med bagepapir på. De sidste to stykker samles og trilles til en lang pølse og snoes til en snegl, som lægges i midten af brødet.

Efterhæver mens ovnen varmer op til  225 grader. Pynt brødet med forskellige frø og kerner (jeg brugte solsikkekerner, nigellafrø, hørfrø og hakkede mandler) – sneglen i midten er drysset med revet ost. Bages ca 15 minutter, men hold øje med det. Jeg lod brødet køle af på pladen inden det kom over på et serveringsfad.

Det er virkelig et lækkert brød, dekorativt og lige til at nappe en solstråle af. Den kan spises som den er eller deles og smøres med smør 🙂

God weekend.

Jette

Hveder og Bededag

I morgen er det Bededag – og igen en helligdag, hvor jeg ikke skal i kirke og holde gudstjeneste. Det er virkelig mærkeligt. Og netop i dag går jeg og tripper – sikkert sammen med rigtig mange andre – og venter på at høre, hvad bliver lukket op i fase 2 – og under hvilke restriktioner. Jeg håber sådan, at kirken er med i denne omgang.

Men helligdag og  højtider har også meget med mad at gøre. Jul og juleand. Påske og påskelam. Og Bededag og varme hveder. Denne hyggelige tradition med at riste boller og spise dem lune med smør på aftenen før Bededag.

Jeg bagte en lille portion hveder i går – og har taget forskud på glæderne ved at nyde en nyristet hvede her til morgen 🙂

Jeg faldt lige over en lille fin beskrivelse af hvorfor det er vi spiser hveder:

“Skikken med at spise varme hveder skyldes, at bagerne før i tiden holdt lukket på selve store bededag. Det var dengang, butikkerne lukkede på helligdage, og samfundet turde gå i stå At spise hveder torsdag aften bør derfor være en påmindelse om, at det er helligdag næste dag, og at vi skal besinde os på, at gå ned i temp ligesom hvedebrødsbagerne gjorde.” (Poul Joachim Stender)

Og det er jo lidt tankevækkende, for de sidste par måneder har jo på nogen måder bragt den ro og meget er gået ned i tempo. Og der har været tid til at bage rigtig meget i mange køkkener. Det er noget af det positive, vi kan tage med fra denne mærkelige tid: Lidt mere ro på, tid til at tænke sig om og sætte pris på det, der er lige rundt om en.

Bededag er en dag til eftertænksomhed – men måske i år den alligevel bliver afløst lidt af glæden ved at kunne gøre noget af det, vi ikke har kunnet gøre længe 🙂

Jeg venter spændt, og håber det bedste.

God torsdag.

Jette

Kommenskringler

Det burde jo nok have været fastelavnsboller der var på tapetet i dag. Men det blev det ikke. Det her grå og våde vejr inspirerede mere til lækre kommenskringler – og noget lækker ost.

Jeg har ikke før bagt kringlerne her, men har bagt et kommensbrød for nogle år siden. Og kommen er vist noget, der lidt skiller vandene – men jeg holder meget af smagen. Og kringlerne blev både bløde og lækre 🙂 Det lidt specielle ved disse er, at de er lynhævet i kogende vand – og det gjorde at formen skred – så de ligner ikke så meget kringler, men pyt 🙂

Kommenskringler (8 stk)

10 gr. gær

2 dl. mælk

50 gr. smør/margarine

½ tsk. groft salt

½ tsk. sukker

50 gr. rugmel

ca. 200 gr. hvedemel

1 spsk. kommen

Smelt smør/margarine. Kom gær og den kolde mælk i en skål og rør det sammen inden de øvrige ingredienser tilsættes. Hvedemelet kommes i lidt af gangen, det er altid lidt forskelligt hvor meget mel der skal bruges. Æltes til en fin dej, som hæver et par timer.

Bring en gryde med vand i kog, og tænd ovnen til 200 grader. Dejen æltes igennem, deles i otte dele, og hver del rulles til en tynd pølse, som formes til en kringle. Så snart en kringle er formet kommes den i det kogende vand og fiskes op igen, når den igen dukker op til overfladen. Sættes på en plade med bagepapir. Gentag med de øvrige kringler.

Bages ca. 12 minutter, til de er fine lysebrune. Afkøler på en rist.

Det lyder måske lidt bøvlet – det med vandet, men det var nu ganske let at håndtere.

Og smagen – ja den er god.

Lige nu skinner solen på min græsplæne og de mange vintergækker – det gør alting så meget lettere med noget sol. Min weekend er fyldt med arbejde, og et enkelt fødselsdagsarrangement – så alt er som det skal være.

Må du få en dejlig weekend.

Jette

Pesto gifler

Vi er allerede godt i gang med januar – men her er lige glimt tilbage til nytårsaften. Vi var til et sammenskudsgilde – en super fin måde at arrangere en festlig aften på. Og vi skulle medbringe forretten. Det var en forholdsvis grøn tallerken med blandt andet spinatrulle med fetacreme og bruschetta med røget laks. Og så disse mindre pesto gifler ved siden af. Og de var et hit. Jeg havde for en sikkerheds skyld også lagt noget købt flutes i brødkurven – det var det, der var i overskud 🙂 Inspirationen til pesto giflerne kommer herfra.

Pesto gifler (10 stk)

10 gr. gær

2 dl. koldt vand

1 spsk. olie

1 tsk. groft salt

1 tsk. honning

100 gr. fuldkornsmel

ca. 160 gr. hvedemel

ca. 4 spsk. pesto

Rør gæren ud i vandet og tilsæt de øvrige ingredienser og ælt en blød dej. Kom en anelse olie i bunden af skålen, læg dejen ovenpå og dæk med et låg eller vitavrap og sæt skålen i køleskabet til næste dag.

Tag skålen ud af køleskabet en times tid før, du vil lave giflerne. Vend forsigtigt dejen ud på bordet, jeg æltede ikke, men samlede nærmest dejen sammen og rullede den ud til et rektangel på et meldrysset bord. Fordel pestoen på dejen og rul den sammen som en roulade. Skær den i trekantede stykker og sæt dem på en plade og efterhæv ca. 1/2 time, inden de bages ved 200 grader ca. 12 minutter.

Og hele køkkenet dufter dejligt af nybagt brød med smag 🙂

Jeg må indrømme, at giflerne ikke er så fotogene – men det skal nu ikke lastes dem – de smager godt 🙂

God mandag.

Jette

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal