diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Lagkagebunde Side 2 af 3

Valnøddelagkagebund

Jeg er blevet begavet med valnødder – og det er dejligt 🙂 Og inden længe skal jeg lave en lagkage til mødregruppen i anledning af, at vi har 25 års jubilæum – eller næsten en slags sølvbryllup.

Kagen kommer der mere om, men her er første udkast til en bund i kagen. En lagkagebund med valnødder, hvor der er mere fylde i end hvis det blot havde været en marengsbund med nødder.

Opskriften her er mikro 🙂 Når jeg laver selve kagen kommer opskrifter i lidt større mål.

Valnøddelagkagebund

1 æg

40 gr. sukker

20 gr. finthakkede valnødder

35 gr. mel

1/3 tsk. bagepulver

15 gr. smeltet smør

Pisk æg og sukker grundigt, jo luftigere jo bedre 🙂 Pisk det afkølede, smeltede smør i og vend dernæst de øvrige ingredienser i – sigt gerne melet, så klumper undgås.

Kom dejen i en springform ( 12 cm i diameter) med bagepapir i bunden og bag kagen ca. 25 minutter ved 180 grader. Køler af i formen og kan derefter deles i to dele.

Og så lige et enkelt glimt fra haven – jeg er blevet lidt bidt af at lave små opstillinger, så her er næste bud.

Igen med meget fundet i haven og i garagen. Julerose og hyacinter er dog nye, men kan jo siden få nyt liv i haven her eller ved sommerhuset. Den fine betonkogle er købt hos Karen. Den holder jeg meget af.

God tirsdag.

Jette

Festlig kage med årstidens bær

Jeg er en stor fortaler for,  at vi spiser jordbær i juni og grønkål til jul 🙂 Altså, at vi følger årets gang, også når det kommer til frugt og grønt.

Og lige nu – ja, da er der jo bare rigtig meget at vælge imellem. Det er virkelig blevet høsttid. Der er æbler i massevis, og de første er ved at være gode at spise og bruge i en kage. Hindbær og brombær er det også muligt at finde. Så alle tre slags frugt er i kagen jeg har lavet i dag. Den skal bruges i morgen til byens gadefest. Jeg håber, de vil synes om den.

Jeg kan desværre ikke deltage – for jeg skal til bryllup. Og det vil jeg altid gerne. Det er både festligt, varmt og fyldt med gode tanker.

Kagen jeg har lavet – består af:

Lagkagebund med æbler

Bærmousse (opskriften er lidt nede i indlægget her)

Honningkaramel på toppen

Marcipanbånd (af Overtræksmarcipan)

Og endelig pyntet med lidt Nøddecrüsli

Grundelementerne er kendte, det er bare et spørgsmål om, hvordan de lige kombineres 🙂 Den her kage blev faktisk ret fin, nu håber jeg, de vil nyde den i morgen.

Og lige tilbage til det med årstiden og alle afgrøderne. Det er alt sammen blevet fint beskrevet i en ny høstsalme, her hedder det blandt andet:

“om blomster i et farvespil

af gule, hvide, røde,

der frodigt gror og vokser til

og lyser os i møde;

om druer, der vil være vin,

når gennem stok og ranke,

lidt vand, der møder solens skin,

vil minde om Guds tanke.” (100 salmer, tillæg, nr. 809)



Uanset om udbyttet har været stort eller mindre, så bliver vi netop nu mindet om, at vi får meget givet. Skaberværket er Guds, vi hans forvaltere og må glæde os og takke for alle goder gaver, der kommer oven ned.

Rigtig dejlig weekend ønskes du.

Jette

Min svigermors opskrift

Jeg har aldrig mødt nogen af mine to svigermødre – de har begge været døde, inden jeg kom ind i familien. Men begge – og alle vi andre efterlader os jo spor – på mange måder. Aftryk, som gør, at vi husker på dem, tager noget frem, de har sagt eller gjort og taler om det og mindes dem. Og det er altså guld værd at have masser af minder.

Og netop opskriften her er et minde – en kopi af min svigermors opskrift. Opskriften er mindst 50 år gammel, og det anes også i den måde, den er skrevet på.

Der bliver ikke skrevet hverken smør eller margarine – men Oma 🙂 Og der er ikke lange og udførlige anvisninger på, hvordan det gøres. Det må man formode, at en husmor ved 🙂

Jeg bagte kagen til menighedsrådet i aftes – og der var ret stor tilfredshed, da den blev sat på bordet. Men med marengs, flødeskum og friske jordbær – så er succesraten ret stor.

Guldlagkage (6-8 pers)

4 æg – delt i blommer og hvider

70 gr. sukker

70 gr. margarine/smør

110 gr. mel

1 tsk. bagepulver

160 gr. sukker

2½ dl. piskefløde

400 gr. friske jordbær

Pisk hviderne stive og kom de 160 gr. sukker i og pisk til en lækker marengs. Sæt til side. I en anden skål piskes de 70 gr. sukker og smør godt sammen og æggeblommerne piskes i. Vend mel og bagepulver i dejen.

Beklæd en lille bradepande (ca. 20 x 28 cm) med bagepapir og kom dejen i bunden. Smør den ud. Fordel marengsen ovenpå og bag kagen ca. en time ved 150 grader. Køler af.

Pisk fløden til skum og kom 2/3 af jordbærene i flødeskummet (jeg havde ladet dem trække nogle timer med lidt sukker) Fordel flødeskummet på kagen og pynt med de resterende bær.

Min måde at pynte kagen på, er ikke som den oprindelige. Her skal der bages to bunde, som lægges sammen med flødeskum og abrikosmarmelade. Og det lidt specielle er, at de to marengs sider lægges med fladerne mod hinanden. Det må jeg prøve en anden gang 🙂

Der er desværre ikke et billede at hele kagen – kun det lille stykke, der var tilovers 🙂

God onsdag.

Jette

Glutenfri lagkagebund

Jeg skal inden så længe bage en dåbskage til en af mine gamle konfirmander, hvis barn jeg også skal døbe.

Det er en bestillingskage, så jeg håber jo, at kagen lever op til forventningerne. Men ønsket er – hvis det er muligt – en glutenfri kage. Og det er straks værre. For jeg har ikke lavet meget glutenfrit bagværk – disse scones og et parkager. Men nu øver jeg mig lidt inden tid. Opskriften er med inspiration herfra.

I aftes var der igen menighedsrådsmøde, og så de måtte igen være testsmagere 🙂

Glutenfri lagkagebund

3 silkehønseæg – eller 2 almindelige

90 gr. sukker

30 gr. rismel

50 gr. havremel (havregryn kværnet med minihakkeren)

3/4 tsk. bagepulver

Pisk æg og sukker godt sammen til det er let og luftigt.

Vend rismel, havremel og bagepulver i og fordel dejen i en springform (ca. 20 cm i diameter) og bag kagen ved 190 grader i ca. 20 minutter. Mærk med en tandstik om kagen er gennembagt. Der må ikke sidde dej på pinden.

Lad kagen køle af inden den tages ud af formen.

Jeg delte min bund i to – det var ikke nogen god ide. For kagen er lidt skrøbelig og smuldrer let. Så næste gang vil jeg bage to bunde og lægge dem sammen.

Præcis sådan som jeg husker min mor gjorde i gamle dage – da havde man lagkageforme til at bage bundene i. Men de forme er blevet kasseret, så nu er det springformen, der bruges i stedet 🙂

Lagkagen blev lagt sammen med bærmousse og fik honningkaramel på toppen. Og smagen var der ikke noget i vejen med. Der er lidt mere bid i kagen end i en almindelig lagkagebund. Men det gør nu ikke noget, synes jeg.

Så med forsøget her, er jeg kommet et skridt nærmere den dåbskage, jeg skal bage i maj.

God onsdag.

Jette

Fødselsdags bagværk

Sidste uge var præget af de to fødselsdage – Mettes og Oles. Fejret forskelligt, men begge super hyggelige dage. Og weekenden gik med et besøg i sommerhuset :-), arbejde og lidt oprydning. Nu venter en uges arbejde, og så har både Ole og jeg en uges ferie – det er dejligt at kunne se frem til.

Ole havde et ønske til sin fødselsdag – en Othellolagkage 🙂 Så sådan en blev fremstillet, sammen med et par tærter, som blev serveret som en del af aftensmaden.

Der er blevet eksperimenteret med Othellolagkagen igen. Det er vist en klassiker i vores familie, i hvert fald er den lavet mange gange. Og her kommer endnu en udgave, denne gang med en bagt makronbund nederst 🙂

Othellolagkage (ca 10 personer)

Lyse bunde:

3 æg

½ vaniljestang

125 gr. sukker

50 gr. mandelmel

100 gr. mel

75 gr. smeltet afkølet smør

1 tsk. bagepulver

Pisk sukker, vaniljekorn og æg let og luftigt. Tilsæt det smeltede smør og pisk lidt videre. Sigt mel og bagepulver og vend det i dejen sammen med mandelmelet. Dejen kommes i en springform (ca. 21 cm i diameter) og bager ved 175 grader i ca. 30 minutter. Køler af i formen, inden den deles i to dele.

Makronbund:

100 gr. marcipan

60 gr. flormelis

1 æggehvide

Pluk marcipanen i mindre stykker og bland med flormelis og æggehvide og pisk det sammen. Tegn en cirkel med 21 cm i diameter på bagsiden af et stykke bagepapir. Smør dejen ud på bagepapiret inden for cirklen og bag ca. 12 minutter ved 180 grader. Afkøler.

Når kagen samles bruges vaniljecreme (dobbelt portion), lidt hindbærsyltetøj, chokoladeglasur, overtræksmarcipan (af ca. 125 gr. marcipan) og flødeskum.

Tærterne var også gamle kendinge. Jeg nyder meget, at have fået en mand, der gerne spiser både grønt og tærter. Det er nemlig ikke nogen selvfølge 🙂

En tærte blev helt grøn – kun med grøntsager. Bunden er lavet af almindelig tærtedej.

Og en anden blev med laks og spinat. Det er nu også altid godt.

Begge tærter fik følgeskab af en grøn salat – mange forskellige grønne grøntsager blandet med lidt olie, salt og peber. Det er såmænd ikke den store salatvidenskab, men ind i mellem er det lidt sjovt at farvekoordinere ens salat. Og smagen er fin – noget er sprødt, andet blødt, og andet igen let bittert.

Klar til en grå mandag morgen 🙂

Jette

Lagkagebund med æble og honning

Det er en gammel kending, der kommer her. Eller gammel og gammel – det er lagkagebunden fra Luther lagkagen, der kommer her – i al sin enkelthed. For sammen med al fyldet og pynten, så ser man den jo slet ikke. Og jeg tænker at bunden faktisk fint kan bruges til en anden lagkage end lige Luther kagen.

Denne udgave passer til en springform på 20 cm. i diameter.

Og den er selvfølgelig ikke bare bagt uden grund 🙂 Vi skal have konstituerende menighedsrådsmøde i aften, og formanden havde spurgt, om jeg ville bage en Luther Lagkage – og ja, sådan en forespørgsel er jo svær at sidde overhørig 🙂

Lagkagebund med æble og honning

3 æg

150 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

35 gr. honning

75 gr. smør

150 gr. mel

1 tsk. bagepulver

1 stort revet æble uden skræl

Smelt smørret. Kom æg og de forskelige sukkerarter i en skål og pisk til det er let og luftigt. Tilsæt det afkølede smør og pisk let. Sigt mel og bagepulver og vend det i dejen sammen med det revne æble. Kom dejen i en springform med bagepapir i bunden og bag kagen ca. 45 minutter ved 180 grader.

Afkøler i formen, inden kagen deles i to bunde.

Min kage var ikke helt kold – derfor den lidt smuldrede overflade. Det er en lidt tung lagkagebund, men smagen er ret så fin 🙂

Nu skal den blot lægges sammen og pyntes færdig 🙂 og en Luther lagkage vil bestemt lyse op på en sådan grå novemberdag.

Jette

Luther Lagkage

Til næste år – den 31. oktober 2017 – er det 500 år siden, at Luther slog sine 95 teser op på slotskirkedøren i Wittenberg. Det fejrer vi – over hele landet. Og i Fyns stift arbejdes der med at arrangere aktiviteter til alle årets måneder – alle med reference til reformationen.

Og som optakt til Lutherjubilæet, så blev der for ganske nylig afsløret netop i slotskirken i Wittenberg et altertæppe, som Dronning Margrethe havde tegnet og broderet – af lutherrosen. Det er utroligt flot.

Men der er også blevet skabt en Luther lagkage. Det er Anne Mette Voss, der står bag den. Og den er rigtig fin.

Jeg prøvebagte et eksemplar – i noget mindre udgave. Den indeholder honning, æbler og nødder – perfekt til denne årstid – og helt sikkert ingredienser, der også fandtes på Luthers tid 🙂

Kagen er ikke så svær at samle, men der er mange indledende projekter – men når de er lavet, så går det ret let det sidste. Og du har en smuk og lække kage – fyldt med historie fra 1500-tallet.

Luther lagkage

Æblebund

2 æg

100 gr. sukker

½ tsk. vaniljesukker

25 gr. honning

50 gr. smør

100 gr. mel

½ tsk. bagepulver

1 revet æble uden skræl

Smelt smørret, og lad det afkøle lidt. Pisk æg, sukker, vaniljesukker og honning let og luftigt og tilsæt så den smeltede smør og pisk lidt videre. Vend det revne æble i og sigt så mel og bagepulver og vend det i dejen. Kommes i en lille smurt springform (ca. 17 cm i diameter) og bager ca. 40 minutter ved 180 grader. Køler af i formen, inden kagen deles i to dele.

Honningkaramel

50 gr. honning

75 gr. sukker

4 spsk. piskefløde

Kom honning og fløde i en gryde og bring det til kogepunktet. Tages af varmen. I en anden gryde kommes sukker og det smeltes. Rør ikke i det undervejs, vip evt. gryden lidt. Det skal være mørk gyldent men ikke branket. Det oser og lugter lidt 🙂 Tages af gryden og honningfløden røres i af et par omgange. Det bruser op, men røres fint ud. Hæld karamellen i en skål til afkøling.

Æblemos

1 kg. æbler

100 gr. sukker

1 tom vaniljestang

1 blad husblas

Skræl æbler og fjern kernehus. Kom æblerne i en gryde med en anelse vand i bunden af gryden (1-2 spsk.) og kom sukker og vaniljestang ved. Koges under låg til æblerne er godt møre (ca. 20 minutter) og kan moses med en ske. Smages til, måske der skal lidt mere sukker i. Fisk den tomme vaniljestang op og lad mosen køle af. Mens æblerne koges ligger husblassen i blød i koldt vand, og smeltes så til sidst i den varme æblemos.

Abrikosmarmelade

75 gr. tørrede abrikoser, i mindre stykker

25 gr. sukker

2 spsk. vand

1 spsk. rom

Det hele kommes i en gryde koger under låg ca. 5 minutter. Køres på minihakker for at findele abrikoser. Køler af.

Nødde crunch

50 gr. blandede nødder (valnødder, mandler, hasselnødder, græskarkerner)

15 gr. sukker

15 gr. honning

1/4 tsk. fint salt

Hak nødderne forholdsvis fint. I en gryde smeltes honning, sukker og salt til karamelfarve. Tages af gryden og nødderne røres i. Hældes ud på bagepapir og afkøler. Hakkes groft efter behag.

Honningkaramel og nødde crunch – lækre sager 🙂

Ymerfromage

2 bl. husblas

1 æggeblomme

50 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

2 dl. ymer

1 spsk. citronsaft

½ dl. piskefløde

Læg husblas i blød i koldt vand. Pisk fløden til skum. Pisk æggeblomme, sukker og vaniljesukker godt sammen, til det bliver lyst 🙂 Rør/pisk ymer i. Vrid husblas for vand og smelt den i mikroovn og køl ned med citronsaft og dernæst lidt af ymerblandigen. Til sidst piskes det hele sammen, og vend den piskede fløde i til allersidst.

Kagen samles:

Den nederste bund lægges på et fad og smøres med abrikosmarmeladen. Sæt kageplast omkring kagen, inden du går videre. Fordel æblemos i et pænt lag og drys med halvdelen af nødderne. Køler helt af, inden ymerfromagen hældes over og der sluttes med den øverste bund.Sæt kagen på køl – mindst 3 timer.

Pyntes med flødeskum af 3 dl. piskefløde

Til sidst hældes honningkaramellen ud øverst på kagen og der drysses med de sidste crunchy nødder.

Kagen smager virkelig godt. Men den er lidt svær at skære pæne stykker af. Jeg havde udeladt husblas i æblemosen, og det gjorde det ikke lettere at skære. Men som hel lagkage er den bare fin.

Og honningkaramellen er virkelig lækker 🙂

På en blæsende, våd og kølig fredag – så kunne denne kage godt være et projekt, der er værd at give sig i kast med 🙂

Under alle omstændigheder ønskes du en skøn weekend.

Jette

Et kedeligt indlæg – men en lækker bund

Kedeligt – det afhænger nok af øjnene der ser det 🙂 Men det er opskriften på en lagkagebund der kommer her – og i sig selv, er det jo ikke så interessant. Men når den kommer i selskab med lækker chokoladecreme og syrlig bærmousse og dækkes af flødeskum eller marcipan – ja, så får  piben en anden lyd 🙂

Opskriften her har jeg bragt før, blot i mindre størrelse. Men i forbindelse med forberedelse af bryllupskage, så er det rart at have prøvebagt alle størrelser, for at være sikker på at bagetid og portions størrelse er den rette.

Opskriften her er til en springform 25 cm i diameter.

Lagkagebund

6 æg

250 gr. sukker

½-1 vaniljestang, kornene derfra

150 gr. smør

75 gr. mandelmel

225 gr. mel

1½ tsk. bagepulver

Smelt smør og lad det køle lidt af. Pisk æg og sukker og vaniljekorn til lækker æggesnaps. Tilsæt den smeltede smør og pisk grundigt. Sigt mel og bagepulver og vend det i æggesnapsen sammen med mandelmelet. Fordeles godt rundt til en ensartet og fin dej. Kommes i en springform med bagepapir i bunden (25 cm i diameter). Bages ca. 30 minutter ved 175 grader.

Køler af i formen, før den tages ud og deles i tre lag. De er bløde, men hænger godt sammen og er tilpas fugtige.

Nu ligger bundene i fryseren, og næste gang du møder disse, eller nogen tilsvarende er de kommet i godt selskab med mange lækre ting.

Der bliver også lavet marcipanroser og blomster for tiden – og øvet lidt i at få dem sat sammen så det ser fint ud 🙂

Det er altså mærkeligt – det ser så let ud, når jeg kigger billeder på Instagram – men når det er mig, der selv står med marcipan, farve og forme – så er det ikke helt så let. Men jeg synes dog efterhånden, at det går den rigtige vej 🙂

God og sommerlig weekend til dig.

Jette

Lagkage bund i ny springform

Jeg har jo fået købt en ny springform – udvalgt efter diameter 🙂 Denne har en diameter på 21 cm. Og den størrelse skal bruges som midterste kage i bryllupskagen, så for lige at være sikker på, at mængden af dej passede, så blev der lavet en prøvebagning i går.

Lagkagebunde (21 cm)

4 æg

½ vaniljestang, korn herfra

170 gr. sukker

100 gr. smeltet, let afkølet smør

50 gr. mandelmel

150 gr. mel

1 tsk. bagepulver

evt. lidt revet citronskal

Pisk æg, sukker og vaniljekorn godt sammen og tilsæt den smeltede smør og evt. citronskal. Piskes godt, jo mere, jo luftigere kage 🙂 Sigt mel og bagepulver og vend det i dejen, uden at al luften røres ud. Kommes i en springform – sliplet eller smurt – jeg lagde bagepapir i bunden, for at være helt sikker på, at bunden slap.

Bages da. 25 minutter ved 175 grader. Afkøler inden den deles i tre bunde.

En god og tilpas solid lagkagebund – det er nødvendigt, når der skal “bygges” videre på den 🙂

Og den smager virkelig godt – dejlig konsistens – så det er bare med at glæde sig til at skulle bygge videre på den.

Det bliver så ikke denne udgave – for se engang

Mens jeg var i haven og ryddede lidt op i den – så fornøjede katten sig med kagen! Det var jeg ikke helt tilfreds med, men den var ret ligeglad 🙂

Men det jeg ville finde ud af – om dejens størrelse passede til formen – det fandt jeg ud af. Den var helt perfekt og kagen kan fint deles i tre bunde, som der kan arbejdes videre med. Jeg glæder mig allerede 🙂

Men inden da er der også mange andre gøremål, der skal klares – såsom almindeligt arbejde og besøg hos min gamle far. Det sidste sker i weekenden, og det bliver helt fint at se ham igen.

God onsdag – med stille regn.

Jette

Glutenfri lagkagebund

Gluten er ikke noget jeg rigtig har spekuleret over tidligere. Der er ikke nogen af mine børn, der lider af glutenallergi – og så er motivationen til at sætte sig ind i emnet ikke så presserende. Men jeg har fundet ud af, at det kan være godt at have en opskrift eller to uden gluten 🙂

Derfor blev der eksperimenteret. Og resultatet er ikke helt som håbet. Kagen er forholdsvis kompakt, men smager alligevel ret godt 🙂

Så her er et bud på en lille kage, der kan deles i to lagkagebunde.

Glutenfri lagkagebunde

2 æg, fra de sødeste høns

80 gr. sukker

80 gr. smør

50 gr. kartoffelmel

25 gr. mandelmel

25 gr. finthakkede nødder/kerner (solsikkekerner, mandler, græskarkerner)

1 tsk. bagepulver

1. tsk. vaniljesukker

1½ tsk. kakao

2 spsk. mælk

Pisk sukker og smør grundigt. Tilsæt æg et af gangen og pisk igen. De sidste ingredienser vendes forsigtigt i og dejen kommes i en springform (18 c. i diameter) beklædt med bagepapir i bunden.

Kagen bages ca. 40 minutter ved 170 grader. Køler af i formen.

Ovenstående er måske ikke det mest spændende indlæg at slutte ugen af med 🙂 Men det skal nu ikke forhindre mig i  ønske dig en dejlig weekend.

Jette

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal