Taknemmelig og enormt lettet er helt klart de to følelser, der fylder nu.
De seneste 14 dage har været helt, helt anderledes end normalt. Og hvor bliver man pludselig glad for at noget er, som det plejer. At det normale, hverdagene og rutinerne – at de bare er værdifulde. Ind imellem glemmer vi det – men så sker det, at vi bremses og pludselig ønsker at alt var, som det plejede.
Min supersunde og stærke lillesøster blev ud af det blå ramt af lammelser i arm og ben for 14 dage siden. Helt surrealtisk, for vi have to dage tidligere gået og malet og arbejdet i deres stald, og da var der intet galt.
Scanninger viste, at en stor knude i hjernen var skyld i miseren, trykket var blevet for stort. Medicin hjalp på det – men uvisheden om, hvad knuden rummede, satte tiden noget i stå. Alle mulige tanker og frygt for det værste, dukker op.
Det viste sig at være en bindevævsknude, som blev opereret ud i går. Og hvor alt forløb godt. Og hvor min søster efterfølgende kunne både tale og bruge både arme og ben.
Hold op, hvor bliver man glad. Og taknemmelig. Og lettet. Selvfølgelig er alt ikke bare overstået – men nu kan der tænkes videre.
Taknemmelighed og lettelse – og en påmindelse om livets skrøbelighed. Og som min gamle Farmor ofte sagde: “Kun en dag, et øjeblik ad gangen”. Det er ord, der er værd at huske på.
På en smuk septemberdag.
Jette
