Sidste uge var præget af de to fødselsdage – Mettes og Oles. Fejret forskelligt, men begge super hyggelige dage. Og weekenden gik med et besøg i sommerhuset :-), arbejde og lidt oprydning. Nu venter en uges arbejde, og så har både Ole og jeg en uges ferie – det er dejligt at kunne se frem til.

Ole havde et ønske til sin fødselsdag – en Othellolagkage 🙂 Så sådan en blev fremstillet, sammen med et par tærter, som blev serveret som en del af aftensmaden.

Der er blevet eksperimenteret med Othellolagkagen igen. Det er vist en klassiker i vores familie, i hvert fald er den lavet mange gange. Og her kommer endnu en udgave, denne gang med en bagt makronbund nederst 🙂

Othellolagkage (ca 10 personer)

Lyse bunde:

3 æg

½ vaniljestang

125 gr. sukker

50 gr. mandelmel

100 gr. mel

75 gr. smeltet afkølet smør

1 tsk. bagepulver

Pisk sukker, vaniljekorn og æg let og luftigt. Tilsæt det smeltede smør og pisk lidt videre. Sigt mel og bagepulver og vend det i dejen sammen med mandelmelet. Dejen kommes i en springform (ca. 21 cm i diameter) og bager ved 175 grader i ca. 30 minutter. Køler af i formen, inden den deles i to dele.

Makronbund:

100 gr. marcipan

60 gr. flormelis

1 æggehvide

Pluk marcipanen i mindre stykker og bland med flormelis og æggehvide og pisk det sammen. Tegn en cirkel med 21 cm i diameter på bagsiden af et stykke bagepapir. Smør dejen ud på bagepapiret inden for cirklen og bag ca. 12 minutter ved 180 grader. Afkøler.

Når kagen samles bruges vaniljecreme (dobbelt portion), lidt hindbærsyltetøj, chokoladeglasur, overtræksmarcipan (af ca. 125 gr. marcipan) og flødeskum.

Tærterne var også gamle kendinge. Jeg nyder meget, at have fået en mand, der gerne spiser både grønt og tærter. Det er nemlig ikke nogen selvfølge 🙂

En tærte blev helt grøn – kun med grøntsager. Bunden er lavet af almindelig tærtedej.

Og en anden blev med laks og spinat. Det er nu også altid godt.

Begge tærter fik følgeskab af en grøn salat – mange forskellige grønne grøntsager blandet med lidt olie, salt og peber. Det er såmænd ikke den store salatvidenskab, men ind i mellem er det lidt sjovt at farvekoordinere ens salat. Og smagen er fin – noget er sprødt, andet blødt, og andet igen let bittert.

Klar til en grå mandag morgen 🙂

Jette