diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: FSC Side 2 af 4

Tre hurtige glimt

Turen til Århus gik godt – det var fantastisk vejr, skønt selskab og dejligt at kunne fejre Peter.

Vi nåede det med skoene 🙂 Han fik et par skønne sko/støvler, som jeg tror, han bliver glad for. De skal selvfølgelig lige gås til, for gamle sko sidder bare bedre på fødderne 🙂 Men nu skulle han kunne gå efteråret i møde.

Og så besøgte vi Kulbroen. Jeg vidste ikke så meget om den – men vidste at FSC Danmark havde været involveret i opførelsen af den. Jeg tænkte mig et stort projekt – en bro, der kunne ses langt væk fra. Sådan var det ikke helt 🙂

Men nede på havnen, midt mellem byggekraner og containere var der opført lidt af den gamle kulbro. Den bro, der engang i 50’erne og 60’erne blev brugt til at transportere kul fra havnen til gasværket i området. Den bro var der kun rester tilbage af. Men sidste år begyndte et renoveringsprojekt – som skulle genskabe den gamle bro, så den bliver et bindeled mellem det gamle Århus og den nye bydel i Sydhavnen. Det lille stykke bro, der nu er renoveret, er beklædt med ikke mindre end 17 forskellige træsorter. Alt sammen FSC certificeret.

Sjovt at se, og med en ganske fin udsigt.

WeFood havde åbent, så der nåede vi også ind. Og købte en lille potte basilikum til 3 kr. Og hvor Ole, lidt forundret bed mærke i ekspedientens hilsen – “Tak for støtten”. Alle varer er donationer, stop madspild og forkert mærkning – så derfor sælges varene til lavere pris, og overskuddet går ubeskåret til Folkekirkens Nødhjælp.

Den fine basilikum skal senere blive til dejlig pesto 🙂

På endnu en blæsende dag.

Jette

En stolpe

Det er agurketid 🙂 Og ualmindelig varmt. Trine og jeg har været en tur i sommerhus, et godt sted at opholde sig i det her vejr. Vandet var dog ikke så lækkert – der var masser af tang på bredden og vandet stod næsten stille – det ville gøre godt med en rask efterårsstorm til at få lidt gang i det hele igen 🙂

Inden det blev vildt varmt nåede jeg at give en massiv stolpe linolie. Det er der såmænd ikke så meget mærkeligt i. Det bemærkelsesværdige er, at stolpen står så råt, som den gør. Som fuldtømmer 100 x 100 mm, som den kom fra savværket.

Og det er med vilje. Selv om nogen undrede sig. De øvrige stolper på terrassen er beklædt og nærmest pakket ind i cedertræ. Men det var ikke nødvendigt med den her i midten, den står helt alene og hører ikke naturligt sammen med resten af huset og dets beklædning.

Og nu hvor det er så tørt kan man tydeligt se, at træ arbejder og der kommer sprækker i det. Jeg er sikker på, at træet nød at blive malet med olien i dag.

Og jeg nyder de små projekter, jeg selv kan finde ud af i sommerhuset 🙂

God torsdag – en meget varm dag.

Jette

Søndagstur til Hjarnø

Selv om der er næsten en måned til, at jeg går på ferie, så er der alligevel lidt feriestemning overalt nu. Solen og varmen hjælper godt på vej 🙂 Så udflugter ligger lige for. I søndags tog Ole og jeg til Hjarnø. Den lille ø ved Horsens fjord.

Danmarks næstmindste kirke

Det var anden gang, jeg besøgte øen – en sogneudflugt gik en gang hertil. Men anledningen var denne gang en anden. Via Facebook, dette forunderlige sociale medie, var jeg kommet i kontakt med en ung familie, som bygger et træhus på Hjarnø. Også med inspiration fra Signe Wenneberg, og et hus bygget på skruer og bygget af træ. Derfor ville det være sjovt at møde dem og se deres projekt, når der nu var så mange fællestræk med Kærnehuset.

Tømrerfirmaet TræVærk, bæredygtigt byggeri

En yngre tømrer har startet et firma, som netop koncentrerer sig om at bygge mindre træhuse i bæredygtige materialer. Hans filosofi er at bygge mindre og billigere – for så vil ejeren af huset ikke skulle tjene så mange penge for at have råd til at bo i huset. Og så vil der være mere tid og bedre råd til at gøre ting i livet, der er vigtige. Vigtigere end at tjene mange penge. Jeg synes, det er så fint et koncept! Og ville gerne se, det han var i gang med. Derfor gik turen til Hjarnø. 

Skelet til et hus med skøn udsigt

Her så vi huset, der endnu kun er et skelet – men som også tog tankerne med tilbage, da jeg byggede sommerhus. Det var dog noget koldere dengang.

Det var spændende at tale med den unge familie – tilflyttere fra København – så der var tale om noget af et spring. Men et helt bevidst valg, de ville gerne det nære, det mindre og tid til det væsentlige.

Rosé i glasset

En udflugt indeholder også en lækker frokost, så næste stop var Cafe Den gamle Smedie. Et charmerende sted, med en skøn lukket gårdhave.

Skrænter mod syd

Hjarnø er virkelig meget natur. En flad ø – som det står i brochuren: “Hjarnø er en flad moræneø dannet under sidste istid.” Og den er kun godt 3 km2 stor, så derfor perfekt at gå rundt på. Der var en fin rundtur med anlagt sti.

Digesvaler har lavet reder inde i skrænten

Turen gik blandt andet forbi skrænter fyldt med huller, som digesvaler havde lavet. Fuglene fløj ustandseligt frem og tilbage.

Det samme gjorde måger og andre fugle, da vi nåede strandengene, og det var tydeligt, at vi ikke var så velkomne – for pludselig landede et klat i mit hår og en anden på mit tøj! Så jeg var glad for et bad, da jeg kom hjem igen 🙂

Hjarnø er en spændende lille ø at besøge, det tager fem minutter med færgen at komme derover. Og øer har sin helt egen stemning.

Øens kirke er i øvrigt landets næstmindste – sidste år besøgte vi Danmarks mindste kirke. De er små, men rummer jo alt det, der skal være.

En oplevelse rigere.

God tirsdag.

Jette

Mere sne

Det er faktisk helt utroligt at vågne op til nyfalden sne har først i marts.

Men da også hyggeligt 🙂 Konfirmanderne fik lidt tidligere fri i dag, og så blev der ellers kastet en hel del snebolde. Det går vist aldrig af mode.

Men jeg kan også godt mærke, at nu begynder jeg at se frem til at kunne komme udenfor – uden at være iført flyverdragt. Men det er kun at væbne sig med tålmodighed – og finde på nogle indendørs sysler.

Eller gå på indkøb.

Det gjorde jeg forleden og fik købt en skræller til sommerhuset. Og mærket er på plads – fsc certificeret. Det er unægteligt et lille stykke træ, der er brugt til skaft på denne skræller. Men når det nu kan købes, hvor man så ved, at det træ, der er brugt, det er dyrket og fældet, sådan, at der er taget hensyn til skovdrift, dyreliv og menneskeliv, så kan man da lige så godt støtte det.

Jeg glæder mig til at bruge den i sommerhuset, den har manglet 🙂

På en stille torsdag.

Jette

Advent i sommerhuset

Hvor har jeg glædet mig til første gang at kunne julehygge i sommerhuset. Pynte med lidt gran, lave en dekoration og dække bord med gran og kviste.

I weekenden lykkedes det – alle børn, svigersøn og min egen Ole kunne komme i sommerhuset samtidig. Så der blev gjort klar, og jeg nød det. Fyrede gevaldigt i den lille brændeovn, så huset blev gennemvarmt inden de kom. Og den lille ovn klarer det helt fint. Der skal blot holdes øje med den, for selve rummet til brænde er ikke stort, så der skal jævnligt mere træ på.

Her et par glimt fra Kærnehuset:

Plankebordet og stolene fra den blå avis – det fungerer 🙂

Idéen med træsvampene som bordpynt fik jeg fra Karens blog – mine svampe er dog købt i Bilka 🙂 Men en super nem måde at lave lidt bordpynt på. Servietterne er købt i den lokale Brugs og fremstillet af papir, der er fsc certificeret 🙂

Ja, Diva nød også varmen fra brændeovnen.

Maden – ja den glemte jeg altså at fotografere. Men opskrifterne er fra bloggens arkiv, så har du lyst til en ret grøn adventsmiddag, så er her et forslag:

Tomatsalat – selv om tomaterne er lidt ude af sæson

Perlespeltsalat med æble, squash og peberfrugt og persille

Porretærte

Og ved siden af fulgte lidt ovnbagt laks, og der sneg sig også et enkelt hvidløgsflutes ind.

Til kaffen var der krydret brownie og bærpure.

Det blev en dejlig aften og skøn morgen – inden vi igen skulle hver til sit. Men sommerhuset levede fuldt ud op til dets værdier – om nærvær, samtale og masser af hygge og stemning.

God mandag.

Jette

Terrassens fine gelænder

Sommerhusets store terrasse blev påbegyndt allerede i maj måned. Da det var virkelig varmt. Ole stod for udregninger og havde ansvaret for projektet – jeg gav blot en hånd med.

Det var skønt vejr tilbage i Kristi Himmelfarts dagene 🙂

Gelænderet er lavet af den samme slags træ som selve terrassen (cumaru), men vi har fået brædderne savet op i halv bredde.

Der blev regnet meget, inden det første hul til en kommende gelænderstolpe blev savet ud.

Her er en af de første lodrette stolper sat fast. Der er blevet savet små huller ud til alle stolperne. Der er lige lidt luft omkring, så der er plads til at følge årstidernes varierende luftfugtighed og vandmængde.

Det tager tid at lave et gelænder 🙂 sollyset viser det meget godt. Her er alle lodrette stolper sat fast og de første tværbrædder sat op med skruetvinger.

Her er begge rækker af tværbrædder kommet på. Gelænderet er lavet af cumaru, og det er hårdt træ, så der er blevet boret for, inden hver skrue kunne skrues i. Øverst mangler der at blive sat en vandret liste hele vejen rundt.

Og så blev de sidste stykker træ sat på – skørterne for neden. Det afsluttede indtrykket, og hvor havde vi glædet os til at de kom på 🙂

Nu er terrassen klar til at blive indtaget igen til næste år. Lige nu er det bedst at sidde inden for og nyde det færdige resultat. Ole har virkelig gjort det godt !!

God tirsdag.

Jette

FSC® certifikat til Kærnehuset

Så har jeg endelig fået både logo og certifikat på sommerhuset 🙂

“Mit logo” betyder, at man (med talkoden nederst) kan gå ind og finde huset opført i FSC database med alle certificierede projekter. Der ligger mit lille sommerhus side om side med store projekter og flotte bygninger 🙂

FSC står for Forest Stewardship Council ® – en ikke særlig tydelig indikation af, at det handler om bæredygtig skovdrift. Men det er essensen af arbejdet.

At der ikke fældes flere træer end der genplantes

At dyr og planteliv bliver beskyttet

At skovarbejderne er uddannede og har styr på sikkerhed og gives en ordentlig løn

På forsiden af et boligtillæg :-)

For noget tid siden havde jeg besøg af en journalist og en fotograf fra Fyens Stiftstidende. Jeg havde aftalt, at de kom på besøg i sommerhuset, og så ville jeg fortælle om processen og vise huset frem. Det er der kommet en super fin artikel ud af, som kunne læses i Basebolig i går – du kan se et glimt af den via linket.

Det var lidt vildt at være forside billede – men selvfølgelig var jeg også lidt stolt 🙂

Men det er ikke den eneste artikel, der har været om sommerhusbyggeriet. FSC Danmark bragte også i sidste uge en fin omtale af projektet.

Men nu er det vist også ved at være slut med at fortælle om huset 🙂 Nu bliver det mere glæden ved at bruge huset, der kommer i fokus.

I weekenden, var det min søster og hendes familie, der var der – og vi var inviteret til fødselsdag dernede. Super hyggeligt 🙂 Dejligt at opleve at huset kan danne ramme om skønne stunder sammen med mennesker, der beriger ens liv.

God mandag.

Jette

FSC audit – sommerhuset til eksamen

Det har helt fra begyndelsen været meningen, at jeg gerne ville have sommerhuset certificeret. Altså have papir på, at det er bygget af træ, hvor der er taget hensyn til bæredygtighed, miljø og klima og meget andet.

Det er et uvildigt firma, der foretager certificeringen, jeg og byggefirmaet har så skullet sørge for at samle den nødvendige dokumentation for, at de materialer – af træ – der blev brugt, alle var mærket med et FSC certificat. Det har til tider været op af bakke. Men er lykkedes langt hen af vejen.

For et år siden var jeg med til et møde, hvor FSC processen blev sat i gang. Og i sidste uge var Karina fra Orbicon så besøg i sommerhuset, og alle dokumenter, fakturaer, følgesedler og foto blev gennemgået. Der blev regnet og noteret, der blev talt og orienteret – så Ole og jeg var noget trætte i vores hoveder, da Karina tog hjem 🙂

Men samtidig havde det været super spændende. Vi blev klogere på hvad FSC egentlig betyder. Forest Stewardship Council – som forkortelsen står får – den siger ikke så meget. Men træ med FSC mærket er dyrket og fældet med fokus på bæredygtighed, miljøkonsekvenser, økonomisk ansvarlighed og socialt engagement. Det betyder, at FSC certificatet har et meget bredt fokus område. Der kigges ikke kun på træet, men også på arbejdsvilkår, uddannelse af skovarbejdere og arbejdsmiljø og meget andet.

For sommerhusets vedkommende blev der beregnet, hvor meget træ – inklusiv isolering – der er blevet brugt og hvor stor en del, der så kunne dokumenteres at være FSC. Vi nåede ikke til det færdige resultat, der manglede et par fakturaer og lidt anden dokumentation – så vi afventer i spænding, hvor vi lander. Altså hvor stor en procentdel af hele byggeriet, der bliver FSC certificeret. Den foreligger endnu ikke 🙂

Efter nogle intense timers arbejde blev der tid til lidt let frokost – tærte og speltsalat – og et glas kølig hvidvin. Det gjorde godt.

God tirsdag.

Jette

Ret klassisk smørkage

Vi nyder fortsat at holde ferie – og er nu rykket ned i sommerhuset. Og jeg viser det gerne frem og fortæller gladeligt om bæredygtighed, FSC-certificeret træ, arvestykker og indkøb på Den blå Avis 🙂

I søndags havde jeg inviteret menighedsrådene til at kigge forbi, og det gjorde en god del af dem.

Og det blev en rigtig hyggelig eftermiddag.

I invitationen stod kaffe og kage, så de første kager er nu blevet bagt i sommerhusets lille fine køkken. Men der er ikke nogen vægt endnu – kun et litermål! Så målene er lidt ca. mål, men det går fint endda 🙂 Jeg havde bagt klassiske chokoladebrød og så forsøgt mig med en smørkage. Den faldt i god jord og smagte også dejligt.

Smørkage (10-12 Pers.)

Dej

20 gr. gær

1 ½ dl kold mælk

1 æg

½ tsk. salt

1 spsk. sukker

Ca 300 gr. mel

100 gr. Smør

Smuldr smørret i melet, der er blandet med sukkeret. I en skål røres gær, mælk, æg og salt sammen inden det hældes i melblandingen og røres sammen. Der tilsættes mel efter behov, til du har en blød og lækker dej. Stilles til hævning et par timer.

Vaniljecreme

2 dl. mælk

1 tsk. vaniljesukker

2 spsk. sukker

1 spsk. mel

Alt kommes i en gryde og bringes langsomt i kog, koger et par minutter inden det kommes i en skål og film lægges over og cremen køler af.

Remonce

100 gr. smør

50 gr. sukker

75 gr. rosiner

Smør og sukker røres godt sammen.

Glasur

75 gr. flormelis + lidt kogende vand

Ælt dejen igennem og del den i to dele. Den ene rulles ud til en cirkel og lægges i en springform beklædt med bagepapir (ca 24 cm. i diameter) Fordel 1/3 remonce på dejpladen og dernæst fordeles ½ af cremen oven på. Drys ½ af rosinerne over. Rul det resterende dej ud i en rektangel. Fordel remonce, creme og rosiner og rul pladen sammen. Skær i ca. 2 cm skiver og fordel  “sneglene” oven på bunden.

Efterhæver ca. 1/2 time og bages ved 200 grader ca. 35 minutter. Køler lidt af inden den pyntes med glasur.

Så er det bare at sige værsågod 🙂 Virkelig en gammel klassiker, men stadig yderst gangbar.

Ferien fortsætter – i morgen med FSC audit – en slags eksamen for huset 🙂 Det kommer der mere om senere.

God tirsdag.

Jette

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal