Jeg har været til byggemøde 🙂 Det i sig selv er bemærkelsesværdigt. Det er ca. et år siden, jeg mødtes med byggefirmaet første gang, så det er en proces, der har taget tid.
Der nåede endda at komme et bryllup, inden sommerhuset kom rigtig på banen 🙂
I går mødtes Green House– og deres solide og engagerede nordjyske medarbejdere og Karina fra Orbiconog jeg. Det, vi skulle tale om, var ikke så meget selve byggeriet, men mere materialevalget og mærkningen af det.
Jeg har, som tidligere fortalt, besluttet at mit hus skal bygges af FSC træ. Det vil sige træ, der er dyrket under forhold, der tager hensyn til bæredygtighed, sociale forhold for skovarbejdere og miljømæssige forhold. Så det er ikke fordi træet er noget specielt træ som sådan, det er mere holdningen til træproduktion, det handler om.
For at få mit hus certificeret er der en del regler, der skal overholdes, nogle procedurer der skal følges. Blandt andet må træet kun indkøbes gennem en forhandler, der er certificeret til at håndtere FSC træ. Men det er der faktisk en del savværker, der allerede er – og trælasthandler som Stark og XL-byg er det også.
Men ud over at der skal holdes styr på indkøb og følgesedler, så skal der også laves opgørelser over mængder og spild af træ – så der er lidt ekstra papirarbejde forbundet med det at bygge mit hus 🙂
Og hvorfor dog gøre det? Som en gammel tømrermester sagde til mig: – “Det gør det jo ikke til et bedre hus!” Og det er rigtig nok. Men somme tider skal man gøre det, der bare føles rigtigt og som man har lyst til! Og jeg synes, der vil være en lille sejr og en stor glæde ved at have vist, at det er muligt – for en uden forstand på byggeri – at få bygget et hus i træ, hvor der er tænkt over miljø og bæredygtighed inden for skovdrift. Og så få mulighed for at bruge det lille FSC Logo.
Ud over at tale certificering, så blev der også sat en tidshorisont på byggeriet. Sidst i oktober skulle der gerne blive sat et hus op på grunden – det bliver så godt! Ikke at det så er færdigt – det indvendige skal jeg selv – og gode håndværkere – stå for og færdiggøre efterfølgende. Men bare det, at der kommer omridset af et hus vil blive enormt godt 🙂
Med store sommerhusdrømme på en helt almindelig tirsdag.
Jette
Skriv et svar