Vi nyder fortsat at holde ferie – og er nu rykket ned i sommerhuset. Og jeg viser det gerne frem og fortæller gladeligt om bæredygtighed, FSC-certificeret træ, arvestykker og indkøb på Den blå Avis 🙂
I søndags havde jeg inviteret menighedsrådene til at kigge forbi, og det gjorde en god del af dem.
Og det blev en rigtig hyggelig eftermiddag.
I invitationen stod kaffe og kage, så de første kager er nu blevet bagt i sommerhusets lille fine køkken. Men der er ikke nogen vægt endnu – kun et litermål! Så målene er lidt ca. mål, men det går fint endda 🙂 Jeg havde bagt klassiske chokoladebrød og så forsøgt mig med en smørkage. Den faldt i god jord og smagte også dejligt.
Smørkage (10-12 Pers.)
Dej
20 gr. gær
1 ½ dl kold mælk
1 æg
½ tsk. salt
1 spsk. sukker
Ca 300 gr. mel
100 gr. Smør
Smuldr smørret i melet, der er blandet med sukkeret. I en skål røres gær, mælk, æg og salt sammen inden det hældes i melblandingen og røres sammen. Der tilsættes mel efter behov, til du har en blød og lækker dej. Stilles til hævning et par timer.
Vaniljecreme
2 dl. mælk
1 tsk. vaniljesukker
2 spsk. sukker
1 spsk. mel
Alt kommes i en gryde og bringes langsomt i kog, koger et par minutter inden det kommes i en skål og film lægges over og cremen køler af.
Remonce
100 gr. smør
50 gr. sukker
75 gr. rosiner
Smør og sukker røres godt sammen.
Glasur
75 gr. flormelis + lidt kogende vand
Ælt dejen igennem og del den i to dele. Den ene rulles ud til en cirkel og lægges i en springform beklædt med bagepapir (ca 24 cm. i diameter) Fordel 1/3 remonce på dejpladen og dernæst fordeles ½ af cremen oven på. Drys ½ af rosinerne over. Rul det resterende dej ud i en rektangel. Fordel remonce, creme og rosiner og rul pladen sammen. Skær i ca. 2 cm skiver og fordel “sneglene” oven på bunden.
Efterhæver ca. 1/2 time og bages ved 200 grader ca. 35 minutter. Køler lidt af inden den pyntes med glasur.
Så er det bare at sige værsågod 🙂 Virkelig en gammel klassiker, men stadig yderst gangbar.
Ferien fortsætter – i morgen med FSC audit – en slags eksamen for huset 🙂 Det kommer der mere om senere.
God tirsdag.
Jette
Skriv et svar