Madtærter – det er vist et emne, mange har et forskelligt forhold til 🙂

Nogen synes, det er en glimrende måde at få mad serveret på, mens andre har et noget mere anstrengt forhold til tærter med grøntsagsfyld og meget andet godt.

En af mine venner har fortalt, at han engang var inviteret til en fest, hvor maden bestod af et stort antal tærter i mange varianter. – Der var lige fra helt rene grøntsagstærter til laksetærter, for til sidst at ende med jordbærtærter. Han syntes, det havde været en elendig fest  – alene på grund af maden. Og jeg ville have syntes, at det var en skøn fest – alene på grund af maden. Sådan er vi så forskellige.

Jeg har bagt mange tærter – og de er mest blevet lavet efter, hvad rummer køleskabet. Er der noget som kan eller skal bruges – og derfor har jeg sjældent haft særlig meget fokus på mål og vægt. Det har jeg forsøgt at råde bod på her.

Så her kommer min porretærte. – Men den er meget åben for fortolkning og med mulighed for at bruge, det man selv bedst kan li’, og hvad man lige har af grøntsager.

Porretærte

Dej

125 gr. mel ( evt. 50 gr. grahamsmel)

75 gr. smør/margerine

lidt salt

evt. lidt koldt vand

Findel smør i melet – brug gerne foodprocessor, her kommer den virkelig til sin ret. tilsæt salt, og saml dejen med lidt koldt vand. Lad dejen hvile, gerne en time i køleskab. Men i en snæver vending går det også med mindre.

Rul dejen tyndt ud og læg den i et lille tærtefad. Prik bunden med en gaffel og forbag bunden i ca. 15. minutter ved  200 grader.

Netop i dag drillede tærtedejen, så bunden måtte stykkes sammen. Øv, når den nu lige skulle fotograferes 🙂

Fyld

2 porrer (renset vægt ca. 300 gr.) skåret i skiver

½ spsk olie

75 gr. revet ost

2 æg fra nysgerrige høns

1 dl. fløde/mælk

½-1 tsk. salt

peber

Svits porrerne i olien i ca. 5 minutter (under låg de sidste minutter). Pisk æg, fløde, salt og peber sammen og tilsæt til sidst halvdelen af den revne ost.

Når dejen er forbagt, tages den ud af ovnen og den anden halvdel af osten fordelen i bunden. Fordel de svitsede porrer oven på osten – undlad at tage væsken med fra porrerne. Kom æggeblandingen over og så tilbage i ovnen med tærten. Bager nu færdig på ca. 30 minutter.

For at det hele ikke skulle blive alt for grønt, ristede jeg et par pølser, som vi fik til. Men et stykke laks ville også have smagt dejligt. Det må blive en anden dag 🙂

Og så er vi nået til april – skønt, det er for alvor forår.

Jette