diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: april 2014 Side 1 af 2

Othello-lagkage

Mine to menighedsråd har hvert år et fællesmøde – blandt andet for at fremme samarbejde, forståelse og og i øvrigt bare ha’ nogle gode timer sammen. Jeg tænkte her var muligheden for at få gang i min nye røremaskine. Så jeg lavede Othello-lagkager 🙂

I Fyns Stifsttidende læste jeg forleden i et tillæg om kage-kultur, at netop Othello-lagkagen er ret gammel. Den er fra ca. 1900 og er opkaldt efter Shakespeares Othello-figur. Desværre stod der ikke noget om hvorfor, eller hvilke fællestræk der måske havde været. Det kunne ellers have været sjovt at vide.

Othello-lagkagen er på sin vis en enkel kage, og smager ret godt. Jeg surfede lidt rundt for at få nye tips og gode ideer til opbygningen. Og fandt ud af, at mange opskrifter har en mandel/makron bund nederst. Det har jeg nu ikke tidligere haft. Men det skal absolut prøves en dag. I denne omgang blev det så til, at købte makroner blev lagt inden i cremen. Men mere om det senere.

Othello-lagkage (ca.10-12 pers.)

3 lagkagebunde (opskrift her – kagen delt i tre)

Vaniljecreme (opskrift her – dobbelt portion)

Chokoladeglasur

50 gr. mørk chokolade

100 gr. flormelis

lidt vand

Smelt chokoladen over vandbad. Kom flormelis i en lille gryde og rør vand i til glasur. – Lun det lidt og tilsæt den smeltede chokolade. Rør grundigt og tilsæt evt. lidt mere vand. Glasuren må ikke være for tynd, men heller ikke så tyk at den ikke kan flyde ud og fordeles på kagen.

Marcipanbånd

175 gr. marcipan

85 gr. flormelis

ca. 25 gr. glukosesirup

Det hele æltes sammen – bland evt. glukosesirup og flormelis først og ælt det lidt af gangen ind i marcipanen. Det tager noget tid – men resultatet er en smidig og medgørlig marcipan. Kom den i en lufttæt pose indtil den skal bruges – tørrer ret hurtig ud. En røremaskine kunne sikkert hjælpe med at ælte her – det må jeg prøve en anden gang 🙂

Derudover bruges:

2½ dl. piskefløde – pisket til flødeskum

15 makroner, let knuste

Samling af kage:

Læg en lagkagebund på det fad, du vil servere kagen på. Sæt den rengjorte springformskant rundt om bunden.

Fordel de let knuste makroner ovenpå og sprøjt langs den yderste kant en krans af flødeskum. Inden i fordeles halvdelen af vaniljecremen.

Læg anden lagkagebund på og sprøjt igen en krans af flødeskum.

Fordel den sidste del af vaniljecremen inden i – og læg den sidste bund på. Pres let og sæt nu kagen på køl – helst nogle timer.

Tag den kolde kage ud af køleskabet og fordel hurtigt den lune chokoladeglasur på toppen af kagen. Glat det ud. Min glasur var lidt for tyk, så den blev ikke så pænt fordelt, men noget kan skjules med flødeskumskanten til sidst 🙂 Sæt evt. kagen på køl igen inden marcipanbåndet kommes på.

Ælt overtræksmarcipanen godt igennem og rul den til en lang pølse.

Jeg brugte en ren fryseplastikpose, som jeg klippede op og lagde marcipanen inden i og rullede den så ud. Så slipper den let og hænger ikke i bordet eller fingrene.

Beregn kagens omkreds (diameter x 3,14) eller mål med et målebånd. Mål også kagens højde og skær så marcipanbåndet til, så det passer. Det skal være lidt bredere end kagens højde. Jeg delte båndet på midten – det er langt, når man skat styre et 75 cm  langt marcipanbånd.

Og slut så af med at sætte en kant af flødeskums rosetter – de skjuler mange ujævnheder 🙂

Og endelig er kagen klar til servering.

Og alle anstrengelserne værd. Den smagte ret godt 🙂

Menighedsrådsmedlemmerne var godt tilfredse med kagen. – Og foreslog at jeg med tiden kunne lave en samlet pakkeløsning, så man i vores kirke kunne få både: Dåb og dåbskage 🙂 Men jeg tror nu nok, at jeg holder de to ting adskilt.

Jette

Othello-lagkage på vej

Jeg skriver mere om den færdige lagkage – Othello-lagkagen – i morgen. For selv om det er en enkel kage at lave, så kræver den lidt forberedelse. Så den ene dag bager jeg normalt bundene og næste dag lægger jeg så kagen sammen.  Og lige nu har jeg kun bagt bundene 🙂

Opskriften er den sædvanlige – her blot i lidt større portion, derfor to kager. Jeg vender altid kagen på “hovedet” – det giver en meget mere jævn overflade at pynte på senere.

Hver bund deles her i 3 dele. Det gøres lettest med en takket kniv.

 

Lette, lyse og gule bunde – klar til at blive lagt sammen med lækker vaniljecreme og pyntet med chokoladeglasur og marcipan bånd.

Men som sagt – det færdige resultat ses i morgen 🙂

Forhåbentlig bliver der også tid til at nyde det skønne vejr …

Jette

Besætning fuldtallig igen :-)

Så er hønsebestanden oppe på det normale – nemlig to høns!

Nu er de to høns begyndt at følges ad. Men de første dage gik eller løb den gamle høne rundt, for lige som at finde den høne, der nu var væk. Det lød faktisk lidt, som om den kaldte på den.

Men nu har de her to høns fundet ud af det. Den unge er stadig lidt medløber, lidt forsigtig, men årvågen og nysgerrig 🙂

Ung og langhalset – og allerede i gang med at lægge æg! Det er ret fint 🙂

Og æg bliver der brug for – i denne uge skal der blandt andet bages Othello lagkager – med lækre bunde og hjemmelavet vaniljecreme.

Alt imens det gode vejr fortsat nydes – nu er det allerede på tide at slå græs igen.

God mandag.

Jette

Skøn søndag morgen

“Nu vågne alle Guds fugle små…” – og alle os andre.

Det er dejligt at vågne til lyse morgener – og i dag vide, at det er fri søndag. Jeg har ingen gudstjeneste i dag – men så er der andre planer 🙂

 

Det er dog hverken i haven eller i eget køkken. Jeg har for længe siden lovet nogle gode bekendte at hjælpe i køkkenet ved deres søns konfirmation. Og det er i dag. Men skal nok blive en rigtig hyggelig dag.

I haven er de første rhododendron sprunget ud. Det er virkelig skønne og flotte blomster.

Løbeskoene står parat og solen skinner fra en smuk blå himmel.

Jeg vil skynde mig ud – og ønsker dig en skøn søndag.

Jette

Gulerodskage – helt enkelt

På en dag, hvor det var lidt småkoldt og vådt, der var æg i køleskabet og gulerødder, der kun ventede på at blive afløst af forårets nye – ja, så var der ikke noget at betænke sig på. Gulerodskage!

Jeg tror, den kage kom frem i 70’erne – eller i hvert fald med Karolines kogebøger. Og i begyndelsen  modtaget med nogen skepsis. For både at bruge gulerødder i en kage, og så komme ost på toppen – det var ligesom lidt for moderne 🙂 Men siden hen er netop den kombination blevet ret godt modtaget.

Denne opskrift er helt enkel, helt simpel – ingen rosiner, ingen nødder og ingen ost på toppen! Men en lækker kage at fornøje sig med, når vejret kun opfordrer til at sidde indenfor – og arbejde.

Inspirationen til denne opskrift fandt jeg her. Og formindskede opskriften lidt og sparede lidt på sukkeret.

Og skulle i øvrigt se, hvordan det gik, når jeg brugte min nye røremaskine. Det her er nok den mindste portion maskinen kan piske ordentligt. Men så må håndmikseren bare i gang igen 🙂

Gulerodskage (springform 18 cm)

2 æg fra fornøjede høns

1 dl. neutral olie

200 gr. farin (havde ikke nok, så der er lidt almindelig sukker i)

150 gr. mel

200 gr. revne gulerødder

1 tsk. bagepulver

1 stor tsk. kanel

1 tsk. nelliker

1 tsk. vaniljesukker (gerne hjemmelavet)

1/4 tsk. salt

Pisk æg og sukker, tilsæt olie og pisk det sammen. Sigt mel, bagepulver og krydderier og vend dem i dejen sammen med de revne gulerødder. (Jeg rev halvdelen fint og den anden halvdel groft)

Kom dejen i en smurt form – eller kom bagepapir i – og bag kagen i ca. 50 minutter ved 180 grader.

Og huset dufter af kanel! Også selv om det er forår og april. Men kagen og smagen er der ikke noget i vejen med. Så bare prøv den og lad tankerne gå baglæns.

Nu kommer resten af kagen med en tur til Nordjylland – så må jeg bare håbe, at min Far ikke synes det er lidt for mærkeligt med gulerødder i en kage 🙂

God weekend.

Jette

Rugstykker med chokolade

Ja, så kommer der igen noget med chokolade 🙂 Jeg ved ikke rigtigt. Jeg spiser ikke så meget ren chokolade, men så snart det er gemt i noget lækkert brød – så forsvinder det. Og denne gang er det i små rugstykker, hvor der også er solsikkekerner og hørfrø i.

Anledningen til at bage disse, var at jeg ville prøve min nye Kitchen aid af. Og også lære den lidt at kende. Jeg har indtil dato altid rørt og æltet gærdej ved håndkraft, så er det jo noget af en omvæltning at skulle overlade alt røre og ælte arbejdet til en maskine 🙂

Det gik nu meget godt – der stod heldigvis ikke en støvsky af mel ud over det hele. Men jeg havde ikke meget fornemmelse af, om der var nok mel i – eller om der måske var kommet alt for meget i. Det kræver noget tilvænning at blive helt dus med min fine maskine. Men vi skal nok blive venner med tiden!

Inspirationen til rugstykkerne fandt jeg her – men lavede igen en mindre portion, og ændrede lidt i forhold til melet.

Små rugstykker (12-14 stk.)

1/4 pakke gær

3/4 tsk. salt

2½ dl. vand

40 gr. solsikkekerner

25 gr. hørfrø

150 gr. rugmel

50 gr. grahamsmel

ca. 75 gr. hvedemel

60 – 75 gr. hakket mørk chokolade

Rør gæren ud i vand og salt. Min maskine klarede fint opgaven med dejkrogen påsat.

Tilsæt de øvrige ingredienser – undtagen chokoladen, og hold også lidt af hvedemelet tilbage. Maskinen kørte videre i sindigt tempo og fik det hele godt blandet.

Når dejen næsten er færdig kommes chokoladen i – og det hele æltes godt sammen. Det sidste gjorde jeg selv, jeg var nødt til at mærke, hvordan dejen var. Men alt det hårde arbejde havde maskinen klaret.

Sæt dejen til hævning ca. 1 time.

Ælt dejen let igennem – den er ret blød, så ikke arbejd for hårdt 🙂

Rul dejen ud i en firkant ca. 1½ – 2 cm tyk og læg på en plade med bagepapir.

Skær dejen ud i stykker, pensl med vand og drys evt. med sesamfrø eller en anden slags frø eller kerner. Efterhæver ca. 1 time.

Bages ved 200 grader ca. 25-30 minutter.

Køler af på en rist før brødet deles i små rugstykker.

Og så er der bare serveret små lækre brød – de er virkelig gode. Og super at tage med på tur.Der er både noget at tygge på, de smager skønt og mætter godt. Så der er ikke meget at betænke sig på her 🙂

God torsdag.

Jette

Kitchen aid – eller røremaskine, som den hed i min barndom …

Tiden flyver af sted. Sådan føles det ind i mellem. Og nu er det allerede 14 dage siden jeg havde fødselsdag.

Jeg fik en noget uventet, men rigtig fin gave af mine børn. De kender jo alt til bloggen, og er testsmagere af brød og kager ind imellem. Så de syntes, at med al den bagning og rumsteren i køkkenet så skulle jeg have en Kitchen Aid – eller en røremaskine som den førhen blev kaldt. Sådan en har jeg aldrig før ejet 🙂


En Centurion – top chef! Så nu kan der piskes, røres og æltes – flødeskum, kager og brød.

Siden Mette Blomsterberg trådte ind i vores stuer med “Det søde liv” så har røremaskinen i hvert fald fået en renæssance. Jeg mindes de første udsendelser, hvor hun stod i glyptoteket og bagte og kreerede, og ved siden af hende på den glatte og blanke stålplade stod hendes uundværlige røremaskine.

Og nu er jeg den heldige ejer af en også. Og jeg glæder mig til at bruge den, og ikke mindst lære den at kende. For det skal man – lære den at kende. Hvad bruges hvilke kroge og piskeris til? Hvordan får man i det hel taget skilt tingene ad? Og hvor hurtigt skal der køres med den?

Alt det bliver jeg klogere på hen over foråret – der skal nok komme en kommentar om maskinen hist og her.

Ud over den fine maskine – så fulgte også en helt rulle sprøjteposer! og en skøn dråbeformet skål – Mette Blomsterberg design 🙂

Skønne og brugbare gaver – og helt overraskende. Fra mine betænkesomme børn!

Glæde på en fugtig onsdag.

Jette

Scones med marcipan og chokolade

Der er ikke blevet bagt meget de seneste dage. Påsken er gået med at holde og forberede de mange gudstjenester – og faktisk også hvile lidt ud oven på turen til Tyrkiet. Og så har vejret også bare været så solrigt og varmt, at det indbød til at være udendøre 🙂

Men jeg fandt alligevel en opskrift på nogle lækre scones, som måtte prøves. Igen fordi opskriften lød lidt anderledes end den, jeg plejer at bruge. Den opskrift er endnu ikke kommet på bloggen, men finder vej hertil en dag.

Denne opskrift stammer fra Odense marcipan. Og med både marcipan og hvid chokolade i dejen – ja så er interessen vakt. Bemærkelsesværdigt er det, at der ikke skal smør i!

Jeg reducerede igen lidt i størrelsen.

Scones (ca. 15 små hjerter)

175 gr. mel (jeg erstattede 25 gr. med grahamsmel)

1 tsk. bagepulver

50 gr. marcipan, revet

35 gr. hvid chokolade, grofthakket

3/4 dl. juice (appelsin eller multijuice)

3/4 dl piskefløde

Bland mel, bagepulver, marcipan og chokolade. Tilsæt først juicen og rør godt. Dernæst piskefløden – lidt af gangen, indtil dejen kan æltes og ikke klistrer.

Dejen rulles ud i 1½ cm tykkelse og udstik små scones. Jeg valgte at lave dem i hjerteform (nu var det påske, og noget med: kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden (DDS 192,3))

Den sidste lille klump dej blev blot rullet ud og lagt på pladen med bagepapir sammen med de andre scones.

Bages ved 200 grader i ca. 12 – 14 minutter.

De bagte scones blev fine og holdt nogenlunde formen. – Men problemet er lidt den chokolade, som ligger nær den udstukne kant, den smelter og flyder ud – og det er jo lidt ærgerligt.

Den lille udrullede restdej klarede det meget bedre. Så måske det var bedre at lave 5-6 større scones og ridse dem i kvarte, så chokoladen var lidt mere “lukket” inde.

Men de små scones smagte fint. Jeg spiste dem som de var. Men de vil sikkert også gøre sig godt smurt med smør 🙂

Velkommen tilbage til hverdagen – de dage, der heldigvis er flest af.

Jette

Ferie i Tyrkiet

Aller først – så er det dejligt at være tilbage i Danmark. Og dernæst er det rigtig fint at være tilbage i blog-verdenen igen 🙂

Jeg har netop været en uge på ferie i Tyrkiet sammen med mine tre dejlige børn.

Renaissance

Det har været en dejlig uge uden ansvar, bekymringer og computer. Alt det blev efterladt herhjemme og i stedet sagde vi goddag til afslapning, opvartning og nogen sol 🙂

Netop ankommet og første frokost – lidt trætte, vi havde været tidligt oppe.

Jeg havde forestillet mig, at vi skulle være lidt kulturelle undervejs – det blev vi ikke.

Men vi boede på et fint gammelt hotel – Renaissance i Beldibi (nær Antalya) – med all inclusive. Det vil sige kæmpe buffet tre gange dagligt, drikke og drinks ad libitum og en kagebar i hotels midte.

Kagebar 🙂

Udenfor var der sol, pool og zumba om dagen og i pianobaren underholdning om aftenen. Så tiden gik egentlig hurtigt, mens der blev læst nogle bøger og spist rigeligt. Det var som om linningen i shortsene blev mindre og mindre.

Her er en af dagenes eftermiddagskaffe – cheesecake og hindbærtærte.

 

Cola og kage

 

Temperaturen lå omkring de 20 grader – bestemt meget tilpas. Ungerne var i poolen og prøvede vandrutchebaner. – Jeg havde tæerne i – og konkluderede lynhurtigt, at det var alt for koldt 🙂

Morgenmaden bød på meget lækkert. Selv om mine børn er voksne 🙂 så var pandekagerne med chokolade sauce stadig et stort hit!

Og se så her, hvad buffetten også bød på:

Hel bitavle

 

En hel tavle fra et bistade, hvor honningen dryppede ned i en skål.

Så ovenpå min yoghurt med friske jordbær og müsli kom helt friskt ufiltreret honning!

Det var lækkert 🙂

All inclusive er som nævnt ensbetydende med buffet, og mad til mange, gemt i store beholdere. Begrebet tallerken servering findes ikke her – til gengæld var tjenerne meget hurtige til at fjerne ens tallerken, når man holdt op med at spise. Så tog man bare en ny tallerken til næste omgang.

Krydderi bar

Med fare for at gøre det tyrkiske køkken uret – så vil jeg beskrive det som krydret, blødt og sødt. Der var mage kogte, marinerede grøntsager, fritterede fisk og utrolig søde kager. De smagte dejligt, når man sad i Tyrkiet, men jeg er ret sikker på, at smagsoplevelsen vil være anderledes, hvis de blev serveret her hjemme.

Jordbærfestival

Den sidste dag vi var der, var dagen for den årlige jordbærfestival. Midt i april – her var det tydeligt at vejret var mildere, så jordbærene allerede var modne. Og det var bestemt en god oplevelse. At blive mødt med jordbær dyppet i chokolade og champagne i glasset klokken 8 om morgenen – var festligt. Og resten af dagen var jordbær det gennemgående tema. Og bærene smagte vel og mærke skønt.

🙂

Haven og parken var meget velholdt. Blomsterne stod på snorlige rækker.

Det var en dejlig uge. Men godt, at det stadig er dejligt også at komme hjem. Tyrkiet – tja, jeg ved ikke meget mere end da jeg rejste, så måske skal turen gå dertil igen en anden gang.

Nu glæder jeg mig til igen at stå i eget køkken. Og også her på bloggen komme til at fortælle lidt om mine skønne og overraskende fødselsdagsgaver 🙂

Og sikke en skøn lørdag i Danmark – græsset er blevet slået. Med en almindelig plæneklipper, for havetraktoren strejker stadig 🙂

Jette

Hjemme igen :-)

Det er dejligt at rejse på ferie – men det er også skønt at komme hjem igen 🙂

Vi landede i går eftermiddags efter en uge i Tyrkiet – det kommer der mere om i morgen.

Men hvor er der blevet grønt og fint ude omkring i løbet af den uge.

Træerne har fået fine små blade, tulipantræet er godt på vej og tulipanerne står med fyldige hoveder og venter lige på lidt solskin for at folde sig ud. Og purløgene mænger sig grundigt frem 🙂 Det hele står lidt tæt og oveni hinanden – og byder foråret velkomment.

Her indenfor dufter køkkenet igen af nybagt brød.

 

For som det første i morges blev der æltet dej og sat til hævning. Så kunne det bages, når jeg kom hjem fra langfredags liturgiske gudstjeneste. (Liturgisk betyder, at gudtjenesten er uden prædiken, men veksler mellem bøn, salmer og læsninger fra det gamle og det nye testamente)

Nu er der brød til min søster og mine nevøer, når de kigger forbi senere for at aflevere hunden. Det bliver godt at få Diva hjem igen – der er lidt stille, når hun ikke er her 🙂

Men dagen har også budt på afsked med en af hønsene. Den var på en eller anden måde kommet til skade og kunne slet ikke støtte på sit ben. – Så min nabo, som er erfaren hønseholder, var ikke i tvivl om, at det var bedst at hugge hovedet af hønen. Det hverv påtog han sig – og det er jeg ham meget taknemmelig for.

Nu må jeg snarest ud og købe en ny høne, for den ene, der er tilbage, mangler selskab.

Sådan er det også at have dyr – men tak til hønen, der mistede hovedet, for de mange æg, hun nåede at lægge!

Fortsat god påske.

Jette

Side 1 af 2

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal