diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: april 2014

Glædelig påske

“Påskeblomst! hvad vil du her?

Bondeblomst fra landsbyhave

uden duft og pragt og skær!

hvem er du velkommen gave?

hvem mon, tænker du, har lyst

dig at trykke ømt til bryst?

mener du, en fugl tør vove

sang om dig i Danmarks skove?” (Den danske Salmebog 236,1)

Sådan indleder Grundtvig sin flotte påskesalme. Jeg kan slet ikke forestille mig en påske, hvor den ikke bliver sunget i kirken 🙂 

Billedet af påskeliljen er den
røde tråd igennem hele salmen.

På Grundtvigs tid var påskeliljen en lille forpjusket og overset blomst, som
ikke var særlig velkommen nogen steder. Og netop den vinkel bruger Grundtvig
til at pege på Jesu liv. Jesus var heller ikke lige velkommen alle steder. Men det, som i det ydre måske ser lidt ydmygt ud, kan rumme den største skat.

Påskeliljens form – det bægerformede hoved – får Grundtvig til at tænke på nadveren. Det lille bæger, der fyldes med få dråber vin – og som giver næring til vores tro.

Og
påskeliljens kraftfulde gule farve bringer i sig selv et løfte om livet, der
bryder mørkets magt. Som livet, der påskemorgen væltede stenen fra gravhulens
indgang. Til tro og til håb.

Jeg ønsker dig en glædelig og velsignet påske.

Jette

Fødselsdags islagkage

Jeg synes altid at fødselsdage er lidt særlige – uanset hvor gammel man bliver. I år har jeg blandt andet fejret min fødselsdag sammen med kirkens personale – og det var ret så hyggeligt.

Og vi spiste blandt andet denne islagkage.

Den bestod af nøddemarengs, pistacieis, solbærsorbet og lidt flødeskum. Det gik faktisk ret godt sammen.

Nøddemarengsbund har jeg bagt før, opskriften finder du her.

Jeg lavede den 1/3 mindre, men havde ikke en form, der lige passede. Jeg tror en form med 20 cm. i diameter vil passe. Min var 18 cm. og marengsen hævede op, blev let og luftig – men egentlig alt for høj, når der nu skulle is ovenpå. Jeg regner med at lære af mine fejl 🙂

Pistaciemasse

35 gr. sukker

35 gr. meget finthakkede, usaltede pistaciekerner

0,35 dl. vand

Det hele blandes i en gryde og  koger ca. 10 minutter under låg ved svag varme. Får konsistens som grød.

Is

2 æggeblommer fra friske høns

50 gr. sukker

2 1/2 dl. piskefløde

Pisk fløden til let skum. Æggeblommer og sukker piskes godt og luftigt. Rør den kolde pistaciemasse i æggesnapsen og fold til sidst forsigtigt flødeskummet i.

Iscremen kom ovenpå marengsbunden og dernæst sat i fryseren.

Så kom turen til solbærsorbet. Jeg har ikke tidligere lavet sorbet – og den opskrift jeg brugte som forlæg fungerede ikke rigtig – så her kommer min udgave. Solbærene blev i øvrigt plukket sidste sommer og har ligget i fryseren vinteren over – og nu skal de bruges. Hyggeligt at tænke på, at det er mine egne bær, der her anvendes 🙂

Solbærsorbet

300 gr. rensede solbær

100 gr. sukker

1 dl. vand

1-2 spsk. citronsaft

1 æggehvide – fra en frisk høne

Kør solbær og citronsaft godt sammen på foodprosessoren.Det bliver en ret tyk grød.

Kom vand og sukker i en gryde og bring det i kog – og lad det koge til sukkeret er opløst. Det går ret hurtigt.

Bland sukkerlage og “solbærgrød”, rør det godt sammen og hæld det hele i en sigte og sæt det til afdrypning. Pres så meget væde ud af det som muligt – men der bliver altså en del solbærrester tilbage.

Saften kommes i en beholder og sættes i fryseren. Jeg har ingen ismaskine, så jeg gik i kælderen ca. hver anden time og rørte rundt i massen. Da det var blevet godt tyktflydende tog jeg isen med op.

Piskede æggehviden godt stiv og vendte den i den halvfrosne is. Og så tilbage i fryseren igen. Og ventede endnu et par timer før isen kom i en plastpose og derefter sprøjtet i toppe på islagkagen.

Der var rigelig med sorbet, så resten ligger i fryseren til en anden gang.

Det kom til at se noget rustikt ud 🙂  men sorbeten skal gemmes og pyntes med flødeskum, så det går nok.

Flødeskum:

2½ dl. piskefløde

Jeg piskede fløden forholdsvis stift og kom det i en sprøjtepose med tyl i (og ja, jeg har fået investeret i nogle plastsprøjtesposer, og de er dejlige at bruge)

Da gæsterne var gået, var der lige et lille stykke tilbage 🙂 her kan det ses (med lidt god vilje) at kagen har tre lag – nøddemarengsen, pistacieisen og solbærsorbet omkranset af flødeskum.

Og den smagte altså godt. Jeg er ret sikker på, at den får et forsøg mere senere på året. Det er altid rart at have noget at glæde sig til.

God weekend.

Jette

Flag og fødselsdag

Flag og fødselsdag hører sammen, i hvert fald hos os. Flaget i haven er endnu ikke blevet hejst – det blæser ret meget, men mon ikke det lykkes at få det op 🙂

Inden for har jeg dette lille flag stående.

 

Det er lavet af min venindes far for over 25 år siden, og det har fulgt familien i alle årene, og har igen og igen været med til at pege på og fejre den, der nu har fødselsdag.

I dag er det så mig selv 🙂

Blev allerede fejret noget i aftes, og senere i dag kommer pigerne også hjem – så det er bare om at nyde dagen.

Hvilket jeg så gør – med bevidstheden om, at nu er jeg så blevet et år ældre.

Rigtig god dag.

Jette

Kanelknuder med marcipan og chokolade

Fødselsdag – det er en åbenlys anledning til at bage 🙂 Men lige hvad? Jo, jeg er i færd med at fremstille en islagkage – som jeg tror bliver god. Mere om den en anden dag.

Men jeg vil også gerne lave noget lækkert gærbrød. Det afslører sig, at jeg er mægtig glad for brød i alle variationer.

Så efter søgen på nettet faldt jeg over nogle lækre kanelknuder, der udover remonce også indeholder marcipan og chokolade. Så kan man da kun blive glad!

Her kommer min lidt tilrettede udgave :

Kanelknuder (14 – 16 stk)

Dej:

25 gr. gær

2 dl. mælk (stuetemperatur)

1 tsk. vaniljesukker (oprindeligt stod der kardemomme, men det var jeg udgået for)

½ tsk. salt

2 spsk. sukker

1 æg fra en lykkelig høne

75 gr. smør

ca. 450 gr. mel

Kom det meste af melet og alt smørret i en skål og smuldr smørret. I en anden skål røres gæren ud i mælken, vaniljesukker, sukker, salt og æg tilsættes og røres godt sammen. Kom blandingen over i skålen med mel og smør og rør – senere ælt det godt sammen. Der skal eventuelt bruges det sidste af melet.

Den lækre dej stilles nu til hævning et par timer under et klæde.

Remonce:

100 gr. smør

100 gr. sukker

2 tsk. kanel

75 gr. marcipan, revet

25 gr. grofthakket chokolade

Rør smør, sukker og kanel sammen og tilsæt marcipanen og rør det godt igennem.

Når dejen er fint hævet, æltes den igennem igen og rulles ud – på øjemål til ca. 45 x 35 cm 🙂 Fordel remoncen på den ene halvdel (på langs) og drys chokolade over.

 

Fold den anden halvdel ind over, og klap den lidt fast. Skær dejen i strimler á ca. 2 – 3 cm. Tag en strimmel og sno den og fold enderne ind, så de kommer i bunden af formen. Jeg fik ikke slået nogen knuder på mine strimler, men snoet og foldet, det blev de.

Jeg bruger ofte muffinsforme til den her slags bagværk – så bliver al remoncen i nærheden af dejen. Ellers læg knuderne på en bageplade med beklædt med bagepapir.

Nu skal de efterhæve ca. 45 minutter under et klæde.

Og bages ca. 15 minutter ved 200 grader. Og huset dufter! Og knuderne er vokset! Meget mere end jeg synes var nødvendigt 🙂

Så næste gang bliver strimlerne skåret i 2 cm bredder, i stedet for de 3 cm, de blev skåret i her.

Nu ligger dem, der er tilbage i fryseren, klar til at blive tøet, lunet og spist når jeg holder fødselsdag – og det er der ikke så længe til 🙂

God tirsdag.

Jette

Rundt i haven

Jeg har nævnt det indtil flere gange 🙂 Jeg har ikke meget forstand på have og havearbejde. Men derfor kan jeg da godt se, at der sker noget derude i denne tid. Så her komme nogle glimt fra en tur rundt i haven.

 

Der er kommet nye blomster til siden sidste år. Nu, da jeg ser dem, kan jeg svagt erindre, at jeg vist nok lagde nogle løg i det her bed … Men meget styr på det har jeg altså ikke. Men fine er de nye blomster, som jeg jo så heller ikke ved, hvad hedder 🙂

 

Stormen væltede havens høje birketræ. Nu har min hjælpsomme graver været forbi og fældet det helt og savet det op – så det bare skal kløves og lægges til tørring. At kløve træ er hårdt arbejde – især de stykker med knaster i. Men godt arbejde. Jeg gør det sikkert helt forkert og bruger ret lang tid på det – men det er altså en god måde at være i haven på. Og lidt af gangen, stille og roligt – så skal jeg nok komme igennem det.

 

 

Og så har jeg foræret mig selv to små højbede. Sidste år købte jeg et kvadratisk, der står mine jordbærplanter – og i år kom så to mindre rektangulære bede til. Købt i Bilka, fiks og færdig til at sætte på jorden. Det er altså nemt – og sikkert en dyr løsning, men når man nu ikke er handymand eller det der ligner, så er det her en god ide. Nu står de klar til at der kan komme nogle små pyntegræskar plantespirer i – og muligvis nogle løg. Det er ikke helt besluttet endnu.

 

Og på turen rundt i haven kan man være heldig at møde denne travle høne 🙂

 

 

Og indtil videre har hønsene hele haven som arbejdsplads – jeg overvejer stadig, om de skal vedblive med at have det 🙂 Men ingen tvivl om, at de nyder det!

 

Her til morgen er det lunt og fugtigt udenfor – det skal nok sætte skub i alle planter – både de ønskede og mindre ønskede. Men det ændrer ikke på – at foråret er en dejlig tid.

 

God mandag.

 

Jette

 

 

Krydrede mandler

Da vi tog hul på 2014, skrev jeg lidt om nogle lækre saltede mandler, jeg havde lavet til nytårsaften. Og tænkte, at dem ville jeg vende tilbage til – det bliver så først nu 🙂

Men i den kommende uge oprinder både fødselsdag og ferie – og det skal fejres lidt.

Og det kunne passende indledes med at nyde nogle dejlige mandler. Så selv om den her opskrift falder lidt uden for bagning i traditionel forstand, så har mandlerne dog været en tur i ovnen.

Jeg synes helt almindelige mandler er en anelse kedelige – men så snart de er i selskab med krydderier eller chokolade, så er det en helt anden sag 🙂

Krydrede mandler

100 gr. mandler

1 dl. vand

1½ – 2 spsk. groft salt

2 tsk. paprika

½ spsk. olivenolie

Bring vand, salt og paprika i kog og lad det koge til saltet er opløst. Tages af varmen og hældes over mandlerne, som nu står og trækker i ca. 20 minutter.

Afdryppes godt i en sigte. På en bageplade med bagepapir kommes nu mandler og olivenolie og det blandes godt og fordeles rundt på pladen.

Bages/tørrer i ovnen ved 150 grader i ca. 20 minutter.

 

 

Mandlerne er blevet prøvesmagt – og de er godkendt 🙂 Nu er spørgsmålet vist hvor længe de får lov at blive i skålen.

 

Ønsker dig en hyggelig søndag.

 

Jette

Næste generation bager

Det er altså en fornøjelse!

At se og opleve at ens børn også synes, det er sjovt og hyggeligt at bage. At det er en god måde at være sammen på og skabe noget sammen.

I går morges stod jeg op til en ny boks på køkkenbordet med en gul post it på.

Bon appetit!

Peter og hans kæreste havde bagt kage og delt den – så her stod nogle lækre stykker kage og ventede.

Og det var lidt pudsigt senere at høre Peter fortælle om processen.

For fortrolig som de unge er med nettet, så fandt de opskriften her, og læste oppe fra og ned – og fandt den ene ingrediens efter den anden og blandede det sammen. For så længere ned at læse, at der faktisk var forskellige arbejdsgange undervejs 🙂 Så æg og sukker blev aldrig rigtig pisket her, og mel og kakao heller ikke vendt forsigtigt i. Men hvad pyt. De endte med en fin kage, som smagte godt og bragte glæde.

Så er meget lykkedes!

 

God weekend – håber den også bringer glæde hos dig.

 

Jette

Brownies igen igen – til mange :-)

Det kan næsten lyde, som om jeg ikke har lavet andet i denne uge end at bage brownies – det har jeg nu 🙂

Men netop fordi første udgave af denne kage var så lille, så syntes jeg, det var lidt sjovt at vise den i meget stor størrelse også. 5 x større. Derfor gentagelsen.

Og hvorfor nu vise det her billede? Jo, fordi det er ganske sjældent at jeg bager så store kager. Og bemærk det ene hjørne uden nødder – det kunne jo være der var en konfirmandforælder, der heller ikke syntes så godt om nødder. Ellers ville Peter i hvert fald værdsætte det senere 🙂

Tja, aftenen gik godt – og der var kun nogle få stykker kage tilbage – alle sammen med nødder.

Konklusion: Det er godt nok en nem kage at have med at gøre – og dejligt smager den – især med nødder på!

God torsdag.

Jette

Sjove og nyttige indkøb

Ind imellem falder man bare over nogle sjove ting. – Og min nysgerrighed er især vakt, når prisen tilligemed er lille.

For nylig falt jeg over de her fine muffinsforme – og selv om jeg ikke bager så mange muffins, så måtte de med hjem alligevel. Men prisen var også sat ned fra 35 kr til 5 kr. 🙂

Pyntegræskar-mini-drivhus til 10 kr. Det må altå prøves.

Sidste år købte jeg en pose frø og forspirede dem – efter næsten at have druknet frøene først. Men de overlevede – nogle af dem! For dræbersneglene syntes bestemt også, at de små planter var fine og smagte godt. Men jeg fik nogle små pyntegræskar.

Så det skal prøves igen i år. I år består udfordringen nok i at skulle dele planterne med hønsene. Nu må vi se 🙂

Men denne lille bakke var da oplagt – også fordi den reklamerer med, at der er forskellige slags græskar. Det håber jeg passer.

Men fortsættelse følger hen over forår og sommer.

Og det sidste nyindkøb har jeg omtalt før, men ikke vist et billede af. Det er mit tupperware-lagkage-låg.


Det er godt nok smart – og var ret dyrt. Men jeg ved allerede, at jeg nok skal blive meget glad for mit nye låg 🙂

Det smarte ved netop det her låg er, at det kan skrues op, så der kan være en højere lagkage under låget. Og det blev faktisk nødvendigt, da Mettes malteserskage skulle fragtes til Århus. Men som det ses – så passede låget fint.

I dag skal der igen bages brownies – den med lidt snyd 🙂 Og konfirmandforældrene skal jo ikke kun spise kage, så nogle ord og noget oplysning skal også forberedes.

God onsdag.

Jette

Porretærte

Madtærter – det er vist et emne, mange har et forskelligt forhold til 🙂

Nogen synes, det er en glimrende måde at få mad serveret på, mens andre har et noget mere anstrengt forhold til tærter med grøntsagsfyld og meget andet godt.

En af mine venner har fortalt, at han engang var inviteret til en fest, hvor maden bestod af et stort antal tærter i mange varianter. – Der var lige fra helt rene grøntsagstærter til laksetærter, for til sidst at ende med jordbærtærter. Han syntes, det havde været en elendig fest  – alene på grund af maden. Og jeg ville have syntes, at det var en skøn fest – alene på grund af maden. Sådan er vi så forskellige.

Jeg har bagt mange tærter – og de er mest blevet lavet efter, hvad rummer køleskabet. Er der noget som kan eller skal bruges – og derfor har jeg sjældent haft særlig meget fokus på mål og vægt. Det har jeg forsøgt at råde bod på her.

Så her kommer min porretærte. – Men den er meget åben for fortolkning og med mulighed for at bruge, det man selv bedst kan li’, og hvad man lige har af grøntsager.

Porretærte

Dej

125 gr. mel ( evt. 50 gr. grahamsmel)

75 gr. smør/margerine

lidt salt

evt. lidt koldt vand

Findel smør i melet – brug gerne foodprocessor, her kommer den virkelig til sin ret. tilsæt salt, og saml dejen med lidt koldt vand. Lad dejen hvile, gerne en time i køleskab. Men i en snæver vending går det også med mindre.

Rul dejen tyndt ud og læg den i et lille tærtefad. Prik bunden med en gaffel og forbag bunden i ca. 15. minutter ved  200 grader.

Netop i dag drillede tærtedejen, så bunden måtte stykkes sammen. Øv, når den nu lige skulle fotograferes 🙂

Fyld

2 porrer (renset vægt ca. 300 gr.) skåret i skiver

½ spsk olie

75 gr. revet ost

2 æg fra nysgerrige høns

1 dl. fløde/mælk

½-1 tsk. salt

peber

Svits porrerne i olien i ca. 5 minutter (under låg de sidste minutter). Pisk æg, fløde, salt og peber sammen og tilsæt til sidst halvdelen af den revne ost.

Når dejen er forbagt, tages den ud af ovnen og den anden halvdel af osten fordelen i bunden. Fordel de svitsede porrer oven på osten – undlad at tage væsken med fra porrerne. Kom æggeblandingen over og så tilbage i ovnen med tærten. Bager nu færdig på ca. 30 minutter.

For at det hele ikke skulle blive alt for grønt, ristede jeg et par pølser, som vi fik til. Men et stykke laks ville også have smagt dejligt. Det må blive en anden dag 🙂

Og så er vi nået til april – skønt, det er for alvor forår.

Jette

Side 2 af 2

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal