Rundt i haven

Jeg har nævnt det indtil flere gange 🙂 Jeg har ikke meget forstand på have og havearbejde. Men derfor kan jeg da godt se, at der sker noget derude i denne tid. Så her komme nogle glimt fra en tur rundt i haven.

 

Der er kommet nye blomster til siden sidste år. Nu, da jeg ser dem, kan jeg svagt erindre, at jeg vist nok lagde nogle løg i det her bed … Men meget styr på det har jeg altså ikke. Men fine er de nye blomster, som jeg jo så heller ikke ved, hvad hedder 🙂

 

Stormen væltede havens høje birketræ. Nu har min hjælpsomme graver været forbi og fældet det helt og savet det op – så det bare skal kløves og lægges til tørring. At kløve træ er hårdt arbejde – især de stykker med knaster i. Men godt arbejde. Jeg gør det sikkert helt forkert og bruger ret lang tid på det – men det er altså en god måde at være i haven på. Og lidt af gangen, stille og roligt – så skal jeg nok komme igennem det.

 

 

Og så har jeg foræret mig selv to små højbede. Sidste år købte jeg et kvadratisk, der står mine jordbærplanter – og i år kom så to mindre rektangulære bede til. Købt i Bilka, fiks og færdig til at sætte på jorden. Det er altså nemt – og sikkert en dyr løsning, men når man nu ikke er handymand eller det der ligner, så er det her en god ide. Nu står de klar til at der kan komme nogle små pyntegræskar plantespirer i – og muligvis nogle løg. Det er ikke helt besluttet endnu.

 

Og på turen rundt i haven kan man være heldig at møde denne travle høne 🙂

 

 

Og indtil videre har hønsene hele haven som arbejdsplads – jeg overvejer stadig, om de skal vedblive med at have det 🙂 Men ingen tvivl om, at de nyder det!

 

Her til morgen er det lunt og fugtigt udenfor – det skal nok sætte skub i alle planter – både de ønskede og mindre ønskede. Men det ændrer ikke på – at foråret er en dejlig tid.

 

God mandag.

 

Jette

 

 

Forrige indlæg

Krydrede mandler

Næste indlæg

Kanelknuder med marcipan og chokolade

2 Kommentarer

  1. Anonym

    Hehe – det er små botaniske tulipaner, du har lagt i bedet – nærmere bestemt Tulipa turkestanica. Flot navn, ikke? Jeg elsker blomsternavne. Man kan også få nogle ganske yndige små, mørkpink, botaniske tulipaner – af og til er der løg til sådan nogle i Netto i efteråret. Når du så bliver bidt af have, kan du lave en søsterblog, der kan hedde Have med Budget 😉 vh/Karen

  2. Jette Holm Rosendal

    🙂 Det er unægtelig et flot navn – som det kræver lidt øvelse at sige. Men en have blog – nej det sker vist næppe 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal