diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: FSC Side 3 af 4

Sagen er afsluttet

I går fik jeg en skelsættende mail. Jeg fik færdigmeldt sommerhusbyggeriet – det foregår jo digitalt med NemID og vedhæftede filer – og kort efter at jeg havde trykket på send, kom en mail retur med den gode meddelelse : Sagen er afsluttet!

Hvor er det vildt at være nået hertil. Der mangler stadig lidt – noget gelænder og noget planering og græssåning, men de store ting – de er færdige.

Her var udgangspunktet –

og her er vi i dag 🙂 Ingen tvivl om, at det har været det hele værd.

Og hvad har det så kostet? Ikke at alt skal gøres op i penge, men det er trods alt en del af det.

Det blev selvfølgelig (!) dyrere end først antaget. Men ikke værre end det nok skal hænge sammen.

Det, som gjorde den store forskel, var de bevidste bæredygtige tilvalg – fsc-certificeret træ og træfiberisolering. Håndværkerlønninger er de samme uanset, hvilket materiale de har skullet arbejde med. Og her lige en cadeau til håndværkerne – hvor har de været dygtige. De har virkelig afleveret et stykke arbejde, de kan være stolte af. Og som vi nu kan nyde at tage i brug.

Men huset – eksklusiv grund, kloakering og indlæggelse af vand – løber op i 1,1 million. For 50 m2 hus og 20 + 32 m2 terrasse. Et lille hus og en stor terrasse 🙂

Og nu med sænkede skuldre og ikke helt så mange bekymringer. Det lykkedes at komme i mål. Og hvor jeg glæder mig til at sidde/ligge på terrassen – og læse en bog eller tale med hvem, der nu måtte være i nærheden 🙂

God onsdag.

Jette

Sommerhusets slutfase

Jeg håber, du holder ud lidt endnu. Men det er ved at lysne med sommerhusbyggeriet, der sker virkelig meget i disse dage, som jeg så gerne vil fortælle om. Og med en travl pinse for døren, så er der ikke tid til at bage så meget. Det må komme 🙂

I dag er nogle glimt fra, hvad håndværkerne nåede i går. – Jeg blev super glad, da jeg gik dernede i aftes og ryddede op. Snakkede lidt med mig selv – og glæder mig meget til, at jeg bare skal nyde at være der 🙂

Mureren har sat fliser i bruseniche

og lagt gulvfliser. Gulvfliserne er en rest jeg har fået, som ellers bare stod i præstegårdens garage. De var til overs fra da præstegården fik nyt badeværelse for godt tyve år siden – og nu får de sidste fliser så nyt liv i sommerhuset. En lidt sjov tanke.

For længe siden – i efteråret – var jeg på besøg hos køkkenfirmaet, og fik bestilt det fineste køkken. Og endelig – endelig – er det blevet sat op.

Hvor er det godt at se. Og nogle lækre skabe, der lukker helt af sig selv 🙂 Der er også blevet lagt bordplader på og gjort klar til montering af vask og komfur.

Og der er kommet døre i 🙂 Utroligt at man kan begejstres over det – men jo, det er bare dejligt at se tingene komme i og komme på plads.

Om alt går vel, så afslutter tømreren sit arbejde i dag. Det bliver endnu et punktum, der sættes.

God torsdag.

Jette

Sommerhusets terrasse

Eller rettere anden terrasse. For den første er jo bygget sammen med huset og overdækket, og fungerer så fint. Men der var også planlagt en terrasse for enden af huset, mod vest med kig til Lillebælt – og mulighed for blot at nyde en afslappet dag.

Den blev lavet i Kristi Himmelfartsdagene. I meget varmt vejr og masser af sol. Men også mega hyggeligt 🙂 Ole var mester, jeg var medhjælp. Det gik nu meget godt.

Fundamentet er som til huset – punkt fundament af store skruer.

Oven på dem blev understøtning monteret. Det bestod af to lag FSC sibirisk lærk.

For noget tid siden malede Mette og jeg alle brædderne med en blanding af trætjære og linolie.

Det er i stedet for anden imprægnering og er en gammel måde at gøre det på. Det duftede ret kraftigt 🙂

Oven på lærkebrædderne kom murpap som en ekstra forsikring mod, at regnvand kan stå og soppe og få træet til at rådne.

Det tog tid at få målt, savet og lagt i vater, men endelig blev det tid til at lægge terrassebrædder på 🙂

De fineste FSC cumaru brædder. Det er hårdt træ, der vokser i det nordlige Sydamerika. På grund af træets beskaffenhed kan det ikke bare skrues fast, der skal forbores, inden syrefaste skruer skrues i. Ca 750 skruer blev det til 🙂 Og jeg nåede både at bore og at skrue. Og egentlig ret sjovt – især her bagefter, og jeg kender i hvert fald min terrasse.

Nu mangler der et gelænder – for terrassen er så højt over jorden, at det er nødvendigt. Jeg havde oprindelig troet, at det var unødvendigt, men det er det ikke. Der er godt en meter ned 🙂 Men det betyder jo så også, at udsigten er blevet des bedre.

Terrassen er ret stor – til børnenes udelte begejstring. De kan sagtens se, at der kan stå adskillige liggestole der side om side 🙂

Jo, der er mange planer for brugen af sommerhuset – vi glæder os.

God tirsdag.

Jette

Karklude

Tænk sig, at man kan skrive et indlæg om en karklud 🙂 Men det er altså tilfældet.

For noget tid siden skrev Karen om sit forhold til de neonfarvede karklude – og jeg kunne kun være helt enig. Jeg har i mange, mange år været glade for de små lette klude, nemme at vride op og gode at arbejde med. Så det har været med lidt blandede følelser, at jeg har fulgt med i debatten om, at de var dårlige for miljølet – og at det er så godt at strikke bomuldskarklude selv. Jeg har ikke helt været overbevist – selv om jeg ikke var i tvivl om det miljørigtige i at skifte.

Men så forleden fandt jeg noget! 🙂 Og blev meget glad. En pose karklude lavet i viskose (granfibre) og som der stod – uden plastik! Og selv emballagen var komposterbar. Det var godt nok et grønt produkt. Og så var det på tilbud, fundet i en lidt rodet stak. Men det gør ikke fornøjelsen mindre 🙂

Disse karklude er et godt alternativ til de gamle pink, gule og lyseblå 🙂

Med ønsket om en skøn søndag, hvor det åndelige niveau får lov at løfte sig over snakken om karklude!

Jette

Travle håndværkere indendørs

Nu er sommerhuset jo blevet helt færdigt udvendigt – og så mangler det indvendige. Det sjove og interessante.

I denne uge er der virkelig sket noget.

Gode tømrere, en lærling og lokale håndværkere er kommet og gået i et væk – spændende at følge på sidelinjen. Og fascinerende at opleve, at de blot lige ringer og aftaler, “kommer du lige forbi”, og så kommer en anden håndværker – og pludselig er der kommet vægge i badeværelset 🙂

Og cisternen til det væghængte toilet er blevet monteret.

Der er blevet sat utallige kvadratmeter træfiberisolering op. Det tager tid, og isoleringen er lidt sejere at save i, end hvis det havde været traditionel isolering. Til gengæld behøvede lærlingen ikke hverken handsker eller maske, og der var ingen irriterende fibre, der generede.

Der skal bygges et møbel til brændeovn og komfur og ovn. Så der måles og vurderes og må ændres planer 🙂 Skorstenen er blevet sat lidt forkert i forhold til mine ønsker for komfur – men så kan der heldigvis laves et knæk på skorstenen.

Brændeovnsmøblet bygges af Scamotec225 plader (moler, forarbejdet, og vejer ikke særligt meget) – der er ikke-brændbart. Og rimelig nemt at arbejde med – sagde tømreren 🙂

Møblet bliver lavet i bordhøjde på den ene side, og laves lidt højere, der hvor brændeovnen skal sættes ind. Komfur og ovn monteres, der hvor ledningerne ses (til venstre).

Så kom der en brændeovn på plads – hvor er det blevet fint. Der skal øverst i pladen skæres hul til skorsten. Så nu er det smeden, der ventes på.

Også bordpladen er blevet leveret. En plade i hårdt mørkt træ, nyatoh hedder det. FSC certificeret – det ses af det lille grantræ på sedlen.

Jeg har valgt, at der gerne må komme mange forskellige slags træ ind i byggeriet. – Det er godt for miljøet, hvis det ikke kun er et produkt, der efterspørges. Jeg er spændt på, hvor mange forskellige slags træ, jeg ender med at have brugt i huset 🙂

Nu begynder vi at kunne se rum og størrelses forhold. Det bliver så spændende at se, hvordan indretningen kommer til at fungere.

Vi glæder os alle til at kunne tage huset i brug 🙂

God torsdag.

Jette

FSC nørderi :-)

Efterhånden er de fleste af de materialer, som byggefirmaet skulle stå for, blevet leveret. Der mangler kun det allersidste.

Men det betyder også, at nu er det mig, der skal til at bestille og købe de stumper og stykker, der nu mangler. Det er en spændende opgave. Men ikke altid ligetil 🙂

Jeg brugte det meste af en formiddag på at finde gulvspånplader, som var lavet af FSC træ.

Et byggemarked kunne i teorien godt skaffe det – men skulle tage et helt parti hjem og det var lidt i overkanten, når jeg kun skulle bruge 5 plader. Så ville de jo brænde inde med resten. Så desværre.

Et andet byggemarked, fundet på nettet, havde også de rette spånplader, men leverede ikke vest for Storebælt!

Men til sidst blev det den lokale XL-Byg i Middelfart, der kom igennem med at finde og kunne levere de omtalte plader. Så godt.

Men en faktura er ikke kun en faktura, når den skal vedlægges som dokumentarion i forbindelse med certificeringen. Det skal det klart fremgå til hvilket formål materialer er indkøbt (Kernehuset), hvem der har leveret det (XL-Byg), hvilken FSC kategori det er og og hvor meget der er.

Og når det hele så er indkøbt og modtaget, så skal det skrives ind i indtil flere skemaer 🙂 Så der er helt styr på hvor, hvad og hvor meget!

Men det er nu sjovt nok. Og indtil videre gået fint. XL-Byg er meget hjælpsomme og interesserede i, at få det hele opgjort og noteret rigtigt.

Så jeg ender nok med at få mit hus FSC certificeret. Det vil være så sejt 🙂

God onsdag.

Jette

Et uinteressant indlæg …

Hvorfor så dog overhovedet skrive det, hvis det er så uinteressant ?? 🙂 Godt spørgsmål.

Men når man nu bygger et hus helt fra bunden, og har fulgt det hele vejen og set det blive større, højere og tættere – ja, så er der også nogle lidt uinteressante detaljer, som hører med.

Vvs manden har afsluttet sit foreløbige arbejde, og har gjort det så fint. Alle slangerne her bliver siden hen gemt i en kasse under vaskemaskinen, og så regner jeg faktisk ikke med, at jeg skal se dem igen 🙂 Men det er godt at vide, at de er der!

De seneste par uger har huset mest stået til tørre. Der har været en varmeblæser på, som har holdt huset lunt og dejligt at være i – og tørret det lidt ud. Nu var det så klar til at få lagt gulv.

Det fineste gulv fra PA Savværk. Det blev leveret for noget tid siden og kom siden hen ind i det lune hus. Tom kom og lavede det fineste arbejde. Ingen tvivl om, at det har han prøvet før 🙂

Douglastræet changerer i farven – men træet bliver til sidst slebet og dernæst behandlet med hvidsæbe og voks. Så det kommer til at fremstå ret lyst og lækkert.

Og har dette været uinteressant – så er det interessant at kigge ud af vinduet og se præstegårdens store græsplæne fyldt med dejlige vintergækker – i forskellige varianter. Dejlige at kigge på 🙂

Med tanke på, at i dag er første forårsdag – dejligt!

Jette

Næste fase i sommerhusbyggeriet

Der er nu knap 1½ måned siden at lastbilen kom med et sommerhus på ladet. Og der er  sket meget med sommerhuset – selv om jeg stadig synes, der er lang vej, inden jeg kan møblere huset og overnatte i det 🙂

Men nu har byggefimaet næsten færdiggjort deres del af arbejdet, og så bliver det andre lokale håndværkere der kommer på banen. Det er altså lidt smart, at de alle bor mindre end 5 km fra grunden og arbejder i området. Så kan de nemt komme forbi, når der lige skal laves noget, og det er langt lettere at koordinere. Håndværkerne holdt ikke vinterferie, så vi kunne mødes til byggemøde i denne uge.

Hold da op, hvor var det et effektivt møde, og hvor blev mange detaljer vendt på kort tid. For eksempel fandt VVS manden en løsning på, hvordan vandtilførslen op i huset kan isoleres.

Fordi huset er bygget på skruer bliver der jo et hulrum under huset, og for at forhindre vandet i at fryse om vinteren, så skal vandtilførslen isoleres.

Næste mand, der skal i gang er elektrikeren, som kommer og trækker et hav af ledninger, inden gulvmanden går i gang med at lægge det fine gulv.

Gulvplankerne er det første træ, som jeg selv har stået for indkøb af. Jeg besøgte savværket for længe siden, og besluttede allerede da, at gulvet skulle være douglas. De fineste gulvplanker er nu blevet leveret af PA savværk. Og fordi sommerhuset skal certificeres, skal der holdes nøje regnskab med, at træet nu er det rigtige træ, at følgeseddel, levering og faktura stemmer overens.

Som nævnt er Green House nu næsten færdige. Træfiberisoleringen er blevet blæst ind i vægge og gulv.

Det sidste, som byggefirmaet har ansvaret for bliver lavet, er taget. Nu er der sat stillads op, så tagfolkene kan komme i gang med at lægge et miljøvenligt og langtidsholdbart tag..

Huset svæver jo noget over jorden, og det har indtil nu været noget af et skridt, der skulle tages, for at komme ind i huset. Det er der nu kommet en løsning på 🙂

Ole har af genbrugstræ lavet en fin trappe, så nu kan man komme elegant ind i huset 🙂 Der måtte lige graves lidt jord væk, før trappen stod helt stabilt.

Der sker noget, og der bliver talt, tænkt og tegnet – og mailet meget med de gode folk, der arbejder på huset. Det er virkelig en spændende proces.

Jette

En uge senere (5) …

Der har været lidt stille på byggepladsen i denne uge.

Og det jeg skriver om, er virkelig den lidt uinteressante del af byggeriet – det som med tiden vil være helt skjult. Men som jo skal med, for at det kan blive et rart hus at være i 🙂

Huset skal isoleres med træfiberisolering – FSC mærket som det øvrige træ. Men noget af den leverede isolering var ikke FSC mærket, så den måtte retur.

Men den løse træfiberisolering var ok, så indvendigt i huset er der blevet gjort klar til at puste isolering ind.

Hele huset har fået sat papirdampspærre op – sådan at der blev lavet et hulrum mellem ydervæg og dampspærren. Der, hvor isoleringen kan være.

Der blev lavet små huller, hvor isoleringen kunne blæses ind. Tømreren havde et anlæg i sin bil, hvorfra isoleringen blev pustet ud og futtede af sted, som støv i en stor støvsugerslange.

At isolere huset, er noget af det sidste denne tømrer skal gøre, så snart kommer nye folk på banen.

Elektrikeren har været forbi – og trukket et tomt rør ind i huset – her skal der snart komme ledninger, så der kommer strøm ind i huset.

Det her er et noget nørdet indlæg – jeg glæder mig i den grad til at skulle skrive om indretning, køkken og lækre detaljer i badeværelset. Men det varer altså lidt endnu 🙂

Tak fordi du stadig læser med – og følger tilblivelsen af et lille FSC certificeret sommerhus.

Jette

En uge senere (4) …

Hvor er det fascinerende at se at hus blive til. Og selv om jeg ikke har meget forstand på at bygge huse, så er det spændende at følge de forskellige skridt, der tages, og høre håndværkere forklare, hvorfor de gør det og det.

Den overdækkede terrasse er blevet helt færdig. I det fineste januarsolskin. Hvordan bliver det så ikke til sommer 🙂 ? Terrassen har lukket gavl og vindue i en del af facaden.

Der er kommet døre og vinduer i – og huset er blevet aflåst – ganske som tømreren forudsagde 🙂

Cedertræs beklædningen er nu ved at være afsluttet – det er blevet så flot. Farven holder ikke, årene vil gråne den, men lige nu nyder vi farven helt vildt.

På en kold, våd og grå januardag satte tømreren det sidste cedertræ fast. Den arme tømrer frøs sine fingre, men færdig blev det 🙂

Huset står på skruer – men der er også sat skruer ned den anden vej. Forskellige steder rundt langs husets fundamenent blev skruet nogle store skruer ned.

Hulrummet skal snart isoleres med løs FSC træfiberisolering. Det glæder jeg mig til at følge.

Isoleringen er blevet leveret på grunden – klar til både at blive blæst ind i væggene og sat op som bats.

Og så fik vi løst udfordringen med at få lavet hul til skorsten – og ikke mindst få den monteret 🙂 En lokal brændeovns forhandler vidste lige, hvordan det skulle gøres. Hvor er det blevet fint, nu mangler der kun en brændeovn neden under. Den kommer 🙂

Hvor er det spændende at følge, vi er alle dernede ganske jævnligt for at kigge med – og glæder os til, det bliver så varmt, at vi ikke skal have skitøj på, når vi er der 🙂

Jette

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal