diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: april 2017 Side 1 af 2

Tilfældige glimt :-)

Overskriften antyder mest, at der bare er mange bolde i luften lige nu – og de fleste spiller egentlig slet ikke sammen. Men når forhåbentlig at blive grebet med den rigtige hånd alligevel.

I dag er bagt denne skønne kage – nu håber jeg modtageren synes det samme 🙂 Men hvis du er meget glad for nødder og tærte, så er denne et hit.

Sommerhuset – tjah, lidt sker der, men det er først om godt en uges tid, at det for alvor rykker igen. Men skorstenen er blevet forlænget, den var for kort i første omgang. Men nu er der en skorsten, der kan ses viden om – så håber jeg blot, at det er hvid røg, der kommer op af den, når vi en gang får ild i brændeovnen 🙂

Ud over den terrasse, der allerede er på huset, skal der også være en stor terrasse for enden af huset. Den står vi selv for at lave. Dog ikke fundamentet, som er skruer magen til dem, resten af huset er bygget på. De er nu kommet i jorden, så nu mangles der bare lige tid til at få malet og lagt terrassen. Den skal nok blive flot og helt sikkert et dejligt opholdssted, når den en gang bliver færdig.

Og i den helt anden ende af landet sker der også noget. På mandag flyttes min far. Efter at han mistede det meste af synet, kan han ikke længere bo der, hvor han ellers har boet i næsten 70 år. Det lykkes os at få en plads på det lokale plejehjem, så det er rigtig dejligt. Ikke at min far jo kan genkende noget af det, men naboer og familie er bare tættere på.

Med ønsket om en dejlig weekend – jeg vil forsøge at gribe lidt flere bolde 🙂

Jette

Når noget afsluttes

I aftes trådte jeg ud af den bestyrelse, jeg de sidste knap fire år har været formand for. Det opleves på den ene side som godt og rart – men det var også lidt mærkeligt. Med ét var jeg uden for, ikke længere en del af …

Men sådan er det vel. I rygsækken har jeg nu mange erfaringer om samarbejdets vanskeligheder, men også tilfredsheden med, at noget lykkes. Og allermest har jeg minder om gode, energiske og givende mennesker. De er værd at samle på 🙂

Jeg fik som afskedsgave den fineste lille figur. Jeg vidste knap nok at den fandtes, men jeg blev rigtig glad, da jeg pakkede den ud. En bird fra Architectmade. Skabt tilbage i 1959, og så blevet glemt, for så nu igen at vinde frem som retro. Udskåret i træ – den vil passe så fint nede i sommerhuset 🙂

Den er virkelig sjov. Hovedet sidder løst, så ved at flytte på det, kan fuglen udtrykke forskellige sindstemninger – fra glad til nysgerrig til meget bedrøvet. Hvor utroligt.

Aftenen, som jo egentlig var et repræsentantskabsmøde for Grejdalens Efterskole, bød også på et musikalsk indslag. Skolens lille kor sang, så det var en lyst. Skønt at lytte til deres fine stemmer. Og læg lige mærke til – ingen noder, men ret mange mobiltelefoner og Ipads 🙂 Det er nye tider.

God aften.

Jette

Havekig

Det er der vist ikke noget der hedder 🙂 Men når man kan tale om havkig, så hvorfor ikke havekig 🙂

I hvert fald var jeg en tur rundt i haven i går, og måtte konstatere, at selv om det blæser og er bidende koldt, så er der nogle blomster, som bare synes, at det er fint vejr.

Mit magnoliatræ er næsten udsprunget. Det er altid bare flot.

Og så er tulipanerne næsten klar til at åbne sig. Jeg nyder dem meget – fine og farvestrålende.

Påskeliljer og deres artsfæller har hårde vilkår med deres tynde stilke og den stride blæst – men de holder fast 🙂

Dejlige forårsblomster der holder ud og troligt venter på varmere dage – ganske som os andre!

I aftes var jeg til kor, og vi sang blandt andet:

Det dufter lysegrønt af græs

i grøft og mark og enge.

Og vinden kysser klit og næs

og reder urtesenge.

Guds sol går ind

i krop og sind,

forkynder, at nu kommer

en varm og lys skærsommer.

Det er lidt fortidligt – men det med duften af det lysegrønne græs, det passer. Jeg kom til at tænke på, hvor glad man bliver af at synge, da vi sang den. For sange og fine tekster bringer bare en god stemning med sig. Man bliver glad ved livet og for alt, hvad det giver en.

Som blomster på en kold forårsdag.

God tirsdag.

Jette

Besøg i The Dome of Visions

Weekenden har været god og travl. Og med masser af tid sammen med familien, dejligt.

Lørdag bød også på tid til at komme forbi The dome of visions på havnen i Århus. Den har jeg længe gerne villet besøge, blandt andet fordi den store kuppel er monteret på samme slags skruefundamenter, som sommerhuset er.

The Dome of Visions er et forskningsprojekt, hvor der er fokus på klima, arkitektur, bygningskonstruktion og meget mere.

Som der skrives på hjemmesiden:

Dome of Visions skal vise nytænkning i byggeriet ikke ved at tale om det eller visualisere det med computerkraft, men ved at bygge det i virkeligheden. Ved at sætte handling bag ordene!

Det går langt ud over, hvad jeg kan gengive, men The Dome består af en kuppel opbygget af træ og plexiglas og som fungerer som et drivhus. Inden i er der så bygget et træhus i to etager og rundt om er der plantet blomster og planter. Der er en plads i midten til kulturelle indslag, og der er en lille café. Alt sammen ret så hyggeligt.

Træet, som huset er bygget af er CLT træ – det vil sige kryds lamineret træ. Tynde træbrædder lægges ovenpå hinanden i vinkelrette lag og limes sammen. Den måde at samle træ på, gør det meget stærkt og stabilt, og derfor godt at bygge med.

Der holdes øje med indeklimaet – vist med de fineste symboler. Jeg kan især god li’ den, der viser støjniveauet 🙂 Da vi var der, lyste den grøn, og der var virkelig også behageligt at være der, stille og roligt – midt i Århus.

Og så så jeg den sejeste urtepotteskjuler – den må jeg prøve at lave. Den består af træfiberisolering omviklet med sisal garn (naturmateriale). Tanken er så, at den dyppes i vand, så træfiberisoleringen suger vand til sig, og så kan blomsten suge vandet derfra. Den skal kun sættes i vand ca. en gang om ugen, dryppe af og så kan den hænge og klare sig selv igen. Det er da smart 🙂

The Dome er virkelig et besøg værd – spændende og nytænkende. Vi havde det dejligste vejr og nød gåturen langs med havnen.

Nu venter den sidste uge i april – god mandag.

Jette

Lækker glutenfri mazarinkage

Jeg bagte samme kage til min fødselsdag. Men nåede ikke at få taget noget billede af den. Det lykkedes i går 🙂

Det er virkelig en lækker kage, ikke særlig svær at lave og pynten kan varieres i et væk, alt efter hvad du lige synes, og hvad årstiden måske byder på.

Glutenfri mazarinkage (8 pers.)

3 silkehønseæg (eller 2 små alm. æg)

115 gr. rørsukker

1½ tsk. vaniljesukker (gerne hjemmelavet)

50 gr. revet/smuldret marcipan

75 gr. mandelmel

40 gr. smeltet smør

1 tsk. bagepulver

Pisk æg, sukker og vaniljesukker let og luftigt. Kom marcipan i og pisk lidt videre inden det smeltede smør piskes i. Sigt bagepulver og vend det i dejen sammen med mandelmelet. Det hele røres godt sammen.

Dejen kommes i en smurt springform (20 cm i diameter), med bagepapir i bunden og kagen bages 20-25 minutter ved 175 grader. Den hæver ret meget op inden den falder lidt ned igen 🙂

Køler af i formen.

Pyntes med flødeskum, creme eller bare nogle fine bær.

Og du har den lækreste kage 🙂

Menighedsrådet, som fik kagen i aftes, var ret godt tilfredse, og det var jo dejligt 🙂

Nu nærmer weekenden sig – den byder på et besøg hos min far, flytning af Peters ting og to gudstjenester søndag. En god og travl weekend.

Må din weekend også blive fyldt med gode ting.

Jette

Romkugler med rom og chokolade

Jeg har lavet romkugler før – og kan vældig godt li’ de hjemmelavede af slagsen. Dem, du køber hos bageren, er af varierende kvalitet, hvis du spørger mig.

I går havde jeg et møde sidst på eftermiddagen – et kritisk tidspunkt, så jeg tænkte at romkugler måske kunne være vejen frem 🙂 De hjalp i hvert fald på vej.

Romkugler med rom og chokolade (ca. 12 små stk.)

150 gr. kagerester (rester fra kagefremstilling, brownies, marengs …)

35 gr. chokolade

35 gr. syltetøj (solbær eller brombær)

25 gr. nødder (gerne blandet)

1 – 2 spsk. rom

1 – 2 spsk. kakao

Kom nødder, chokolade og kagerester i en foodprocessor og kør til det ligner lækker rasp. Tilsæt syltetøj, rom og kakao og kør kort. Den bløde masse trilles til mindre romkugler, der rulles i, hvad du nu synes. Jeg foretrækker kokos, men køkkenet var udgået for kokos, så det blev tivolipynt 🙂

Men det gik endda – og romkuglerne, ja de smagte bare af en mere … 🙂

Kagerresterne lå i fryseren, så det var nemt at lave nye romkugler.

I dag er der menighedsrådsmøde, så der bages igen – jeg håber at kunne vise dig i morgen, hvordan det tog sig ud.

God torsdag.

Jette

Omtale

For noget tid siden fik jeg en henvendelse om, om jeg ville have min blog omtalt i Hendes Verden 🙂 Det blev jeg da både lidt beæret og glad over.

Så i denne uge er der et par billeder og lidt tekst, der fortæller om bloggen.

Du genkender sikkert billederne – en Luther lagkage, macarons og Luther muffins.

Faktisk er det ikke første gang, at bloggen er nævnt i et ugeblad, det skete også perifert, da Gamborg kirke var udgangspunkt for en artikel i Familie Journalen tilbage i 2014.

Nu håber jeg blot, at hvis du er ny læser, at du så finder lidt stof til inspiration 🙂

God onsdag.

Jette

Det er hverdag

Tirsdag efter påske – stille, og så fint at vågne op til masser af sol og frost på bilens tag. April er vist helt som den plejer – ganske uforudsigelig i vejrliget 🙂

Tirsdag efter påske – det er en lidt stille dag, påskens mange helligdage skal lige falde på plads. Men i tilbageblikket, så har det været en dejlig påske. Forholdsvis rolig, og sluttede i går af med en frokost sammen med mand, børn og svigersøn – så kan jeg ikke ønske meget mere.

Høne og hane er stået op – og trisser nu glade rundt i den gamle hønsegård, hvor der er enormt meget græs og ukrudt, når de nu kun er to 🙂

I påskedagene var vi også en tur forbi sommerhuset, og jeg fik plantet noget af min fødselsdagsgave – to bakker med påskeliljer og andre forårsblomster. De kan lige nu – efter påske – jo købes for næsten ingen penge. Men jeg glæder mig til næste år at se dem spire og blomstre under hækken ved sommerhuset. Det skal nok blive fint.

Og så fik vi isoleret huset helt færdigt. Nu kan tømreren blot gå i gang. Jeg har lige fået lovning på, at træet til den indvendige beklædning kommer i begyndelsen af maj, så nu kan det kun gå fremad 🙂

Og vi har spist lagkage – som ja, jeg ved godt, at den slet ikke er påskeagtig – jordbær er slet ikke i sæson nu. Men de var bare fine og smagte faktisk ok – og lyser da op, og gør, at man glæder sig endnu mere til sol og varme dage 🙂

Nu hvor det er blevet hverdag.

God tirsdag.

Jette

Glædelig påske!

“Påskeblomst! hvad vil du her?

bondeblomst fra landsbyhave ….” (Den danske salmebog 236) 



Mine små påskeliljer ved hoveddøren kunne vi stille samme spørgsmål – hvad vil I her? Og svaret må være – bringe glæde, bringe håb, bringe godt nyt.

Gule som solen står de og fortæller om påskemorgens røde – solopgangen over den tomme grav. Fortæller det fantastiske budskab, at Jesus er opstået. Det vi ikke kan sige os selv, men som påskeliljerne hjælper os med at huske på.

Til glæde, til trøst og til håb.

Rigtig glædelig påske!

Kærlig hilsen

Jette

Citrongul påskekage med chiafrø

Det er påske! Alting springer ud … Det er titlen på en ny salme, men jo også den stemning og beskrivelse, der passer meget godt til i dag.

Nu venter gode dage, uden de store planer – ud over selvfølgelig mange gode gudstjenester 🙂 Men en kage er der blevet bagt.

Med chiafrø. – Ja, jeg har dem kun i huset, fordi Trine har foræret mig hendes glas med dem i 🙂

Og de er jo super sunde frø, som også fungerer fint i brød og boller. Men jeg har overvejet, hvordan de ville være i en kage? Og lidt søgning på nettet viste, at det var forsøgt, så det kunne jeg altså godt kaste mig ud i.

Det blev til en citrongul påskekage, fin i farven og bagt med små silkehønseæg 🙂

Citrongul påskekage med chiafrø (6-8 stk.)

3 silkehønseæg – eller 2 små æg

100 gr. sukker

75 gr. smeltet smør

50 gr. revet marcipan

25 gr. mandelmel

1 spsk. chiafrø

2 spsk. citronsaft

Revet skal af  ½ økocitron

½ tsk. bagepulver

100 gr. mel

Pisk æg og sukker godt, til det er lyst og luftigt. Kom marcipan og det smeltede smør i og pisk godt igennem. Vend de øvrige ingredienser i – sigt gerne mel og bagepulver for at undgå klumper.

Dejen kommes i en springform (ca. 17 cm i diameter) med bagepapir i bunden og kagen bager 30 minutter ved 175 grader.

Afkøler, inden den pyntes.

75 gr. flormelis

1 spsk. citronsaft

vand

lidt gul frugtfarve

Rør en lækker glasur og hæld den over den afkølede kage.

Når glasuren har sat sig lidt, kan der endvidere pyntes med lidt marcipanfigurer 🙂 Jeg nyder stadig godt af Odense Marcipans æske. Den grønne figur skal ligne en sukkulent. Det er det helt nye inden for kagepynt 🙂 og faktisk lidt sjov at lave.

Så er der ellers frisk påskekage. Det minder om en citronmåne 🙂 men de små chiafrø mærkes i munden, og gør den lidt anderledes. Men smagen er god!

Med ønsket om en dejlig skærtorsdag.

Jette

Side 1 af 2

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal