Havekig

Det er der vist ikke noget der hedder 🙂 Men når man kan tale om havkig, så hvorfor ikke havekig 🙂

I hvert fald var jeg en tur rundt i haven i går, og måtte konstatere, at selv om det blæser og er bidende koldt, så er der nogle blomster, som bare synes, at det er fint vejr.

Mit magnoliatræ er næsten udsprunget. Det er altid bare flot.

Og så er tulipanerne næsten klar til at åbne sig. Jeg nyder dem meget – fine og farvestrålende.

Påskeliljer og deres artsfæller har hårde vilkår med deres tynde stilke og den stride blæst – men de holder fast 🙂

Dejlige forårsblomster der holder ud og troligt venter på varmere dage – ganske som os andre!

I aftes var jeg til kor, og vi sang blandt andet:

Det dufter lysegrønt af græs

i grøft og mark og enge.

Og vinden kysser klit og næs

og reder urtesenge.

Guds sol går ind

i krop og sind,

forkynder, at nu kommer

en varm og lys skærsommer.

Det er lidt fortidligt – men det med duften af det lysegrønne græs, det passer. Jeg kom til at tænke på, hvor glad man bliver af at synge, da vi sang den. For sange og fine tekster bringer bare en god stemning med sig. Man bliver glad ved livet og for alt, hvad det giver en.

Som blomster på en kold forårsdag.

God tirsdag.

Jette