Det er der vist ikke noget der hedder 🙂 Men når man kan tale om havkig, så hvorfor ikke havekig 🙂

I hvert fald var jeg en tur rundt i haven i går, og måtte konstatere, at selv om det blæser og er bidende koldt, så er der nogle blomster, som bare synes, at det er fint vejr.

Mit magnoliatræ er næsten udsprunget. Det er altid bare flot.

Og sĂĄ er tulipanerne næsten klar til at ĂĄbne sig. Jeg nyder dem meget – fine og farvestrĂĄlende.

PĂĄskeliljer og deres artsfæller har hĂĄrde vilkĂĄr med deres tynde stilke og den stride blæst – men de holder fast 🙂

Dejlige forĂĄrsblomster der holder ud og troligt venter pĂĄ varmere dage – ganske som os andre!

I aftes var jeg til kor, og vi sang blandt andet:

Det dufter lysegrønt af græs

i grøft og mark og enge.

Og vinden kysser klit og næs

og reder urtesenge.

Guds sol gĂĄr ind

i krop og sind,

forkynder, at nu kommer

en varm og lys skærsommer.

Det er lidt fortidligt – men det med duften af det lysegrønne græs, det passer. Jeg kom til at tænke pĂĄ, hvor glad man bliver af at synge, da vi sang den. For sange og fine tekster bringer bare en god stemning med sig. Man bliver glad ved livet og for alt, hvad det giver en.

Som blomster pĂĄ en kold forĂĄrsdag.

God tirsdag.

Jette