De sidste fjorten dage har været anderledes – på grund af flere ting. Men primært fordi min gamle far på 96 i ly af mørket fik en blodprop. Og den sætter sig spor. Med et kunne min far stort set intet se. Og det er virkelig besværligt og et stort handicap.
Så nu er min far kommet på aflastning på et plejehjem. Og det er helt som det skal være, men jeg synes, det er en kæmpe omvæltning. Min far tager det som det kommer, og er egentlig bare glad for, at han bliver taget godt hånd om.
Men ens tilværelse rykkes altså ud af sin vante gænge. Der kommer mange tanker om både fortid og fremtid.
At nå den alder, som min far har, betyder, at man må være taknemmelig for hver dag, der går godt. Det må vi sådan set være hele livet, men det bliver lidt tydeligere, når man er 96.
Min far er ved godt mod, og har ikke antydning af smerter – hvilket i sig selv er en velsignelse.
Weekenden er brugt både i Nordjylland, men også i sommerhuset. For her rykker tingene sig også 🙂 Det var virkelig godt at kunne gå rundt dernede og bare pusle omkring i min egen lille verden. Det tror jeg, vi alle har godt af at gøre en gang i mellem.
I går ventede også en konkret opgave – at få fejet op efter de travle håndværkere. De havde ganske enkelt ikke nået det, men det var nu helt i orden. De havde nået mega meget andet 🙂
At feje – det var et stykke arbejde, hvor jeg slet ikke var i tvivl om, hvor langt jeg var kommet 🙂
God mandag.
Jette
Lene
Det gør mig ondt, at din far skulle blive ramt af en blodprop. Er det i øjet?
Jeg synes ældre mennesker ofte tager tilværelsens slag med stoisk ro.
Håber du kan fejre påske i sommerhuset 🙂
Jette Holm Rosendal
Hej Lene. Tak for din omsorgsfulde hilsen. Jeg ved ikke præcist hvor blodproppen sidder – vist nok bagerst i hjernen, så altså ikke i selve øjet.
Og ja, det er, som om der kommer en anden accept af tingenes tilstand, når man kommer op i årene. Og heldigvis for det.