Det er blevet tid til at holde møde med forældrene til årets konfirmander. Det er meget fint at mødes med dem og få talt om, hvordan tiden til præst er gået, og tillige få snakket om alle de praktiske spørgsmål der er i forbindelse med selve konfirmationen.

Jeg samler alle forældrene den samme aften og mødes i kirken. Der er plads nok, og så kan vi slutte aftenen med, at kirkens organist spiller til de salmer, der skal synges til konfirmationen.

Det er min erfaring, at det er ganske fint at få salmerne genopfrisket eller måske ligefrem lært 🙂

Der er altid en pause med kaffe og kage. I år bagte jeg denne “snyde-brownie” – og tilsatte lidt chokolade. Den er super nem, smager dejligt, og ser faktisk ret lækker ud. Det er en god kage, hvis man skal bage til mange. Og bliver den skåret lidt sirligt ud, så ser det ganske godt ud 🙂

Brownie med kakao – og lidt chokolade (ca. 40 små stk.)

150 gr. smør

3 æg

375 gr. sukker

1 spsk. vaniljesukker

et nip salt

3/4 dl. kakao

150 gr. mel

75 gr. grofthakket chokolade

25 gr. grofthakkede nødder (mandler, valnødder, græskarkerner osv)

Smelt smørret og lad det køle lidt af. Pisk æg, sukker, salt og vaniljesukker godt sammen og tilsæt det afkølede smør og pisk igen. Sigt kakao og mel og vend det i dejen sammen med det hakkede chokolade.

Fordel dejen i 2 forme (18 x 18 cm) med bagepapir i bunden. Du kan selvfølgelig også bruge en større form.

Drys med de hakkede nødder og bag kagerne i ca. 20 minutter ved 175 grader. De skal endelig ikke bage for længe, de må godt være en anelse fugtige i midten.

Køler af og skæres i små stykker – lige til at tage i farten.

Med udsigt til en solrig og kølig forårsdag, hvor er det dejligt. Og den nytilkomne hane galer af hjertens lyst 🙂

God onsdag.

Jette