Det er vildt grænseoverskridende, når nogen bryder ind i andres huse!
I går besøgte min søster og jeg min Far på plejehjemmet med henblik på af få afklaret, hvad der lige fremover skal ske. Vi havde et godt møde med relevante personer, og med min Far ved godt mod, så kunne det have været en rigtig dejlig dag.
Men hvor var det ubehageligt så at komme hen til mit barndomhjem, og høre min søster sige: “Her har været nogen!”
Og det havde der. Vi havde eller forsøgt at gøre som det anbefales, at tænde lys om aftenen og fylde skraldespanden, men det var naturligvis også tydeligt, at der ikke kom hjemmepleje, som der plejede at gøre.
Så at træde ind i huset og se køkkengulvet sejle med sengetøj, porcelæn ligge knust under spisebordet og skabe og skuffer og alle døre stå åbne – det er virkelig grimt!
Politiet var hurtigt på banen og sendte allerede i aftes en rapport over det skete. Men ubehaget sidder i en.
Hvor er det bare fejt at stikke af med andre folks ting. Og der var ikke meget af værdi i huset, det meste havde vi taget med. Men min mors gamle spise- og kaffestel stod tilbage – men er nu væk. Tallerkener, kopper og fade – alt samlet gennem et langt liv og brugt ved utallige lejligheder, er nu for altid fortid.
Hvor er det træls. Og man står lidt magtesløs tilbage, og synes, at det kunne han/de ikke være bekendt!
Nu er der ryddet op og lagt på plads. Og samtidig har vi besluttet, at min far ikke skal høre om indbruddet, det gør ingen forskel for ham. Vort ønske for ham er kun, at hver eneste af hans dage, må være så god som mulig.
Jette.
