Mit sommerhus byggeri har ført andet og mere med sig, end blot det at bygge sommerhus 🙂
Jeg har aldrig før lavet så mange anderledes ting end jeg plejer – syet hynder og tæppe til husets sofa. Eller gået på genbrugs jagt. Eller som nu fået ordnet en bordplade.
Jeg manglede et bord til annekset – et bord, man kunne sidde ved, måske spise ved, men mest blot skrive og notere alt det, der skal skrives ned undervejs.
Ole havde et gammelt bord, jeg måtte få. Et solidt træbord. – Og at genbruge passer jo perfekt ind i sommerhus projektet. For alt genbrug af træ er pr. definition også FSC. For det er både bæredygtigt at genbruge og miljømæssigt udmærket.
Så det var jo helt fint. Men bordpladen var ikke så køn! Så jeg fik lyst til at prøve kræfter med at slibe den og oliere den og se om det kunne blive et brugbart bord.
Og det synes jeg faktisk, det er blevet 🙂
Her er borpladen, inden jeg gik i gang. Den blev slebet med rystepudser og sandpapir korn 60 og efter meget lang tid – synes jeg – blev den til sidst pudset med korn 150.
Og overfladen var dejlig blød – men den så noget spættet ud. Jeg tænker ikke mange ville godkende mit arbejde – men energien slap op 🙂
Så var det langt sjovere at smøre olie på. Og hvor gjorde det underværker. Nu skal benene blot skrues på igen, og så er der et fint arbejdsbord på den kommende byggeplads 🙂
Jeg har købt mange ting til huset, der endnu ikke er der. Og forleden købte jeg det sidste på min liste. Men der kommer helt sikkert mere siden hen.
Faskiner – to styks. Det ord, faskine, kendte jeg knap, før jeg begyndte på dette projekt. Men jeg synes, det er en genial idé at lede regnvand tilbage til jorden igen – i stedet for at det skal i kloakken først og så renses på rensningsanlæg.
Nu er mine indkøbt og klar til at blive gravet ned – når huset er færdigt. Så det varer lige lidt 🙂
God tirsdag.
Jette
Skriv et svar