diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Boller Side 6 af 9

Boller til bryllupsreception

Vi er virkelig velsignet med kærlighed i år 🙂 Om kort tid skal min eneste niece giftes, og det bliver så fint. Og selvfølgelig lidt pudsigt at der kommer to bryllupper på et år i vores familie, når der nu ikke har været nogen de sidste knap 30 år 🙂

Jeg er blevet spurgt, om jeg vil bage nogen boller – og det vil jeg naturligvis gerne. Men tænker også, at de godt må være lidt særlige, lidt lækre og lidt indbydende. Så der må eksperimenteres lidt. Og her kommer første udgave 🙂 En lille bitte portion.

Boller med speltmel og ramsløgolie (6 stk.)

10 gr. gær

1½ dl. mælk

2 spsk. surmælksprodukt

1 spsk. ramsløgolie

½ tsk. groft salt

1 spsk. honning

50 gr. groft spelt mel

50 gr. fint spelt mel

ca. 150 gr. hvedemel

Rør gæren ud i mælken og tilsæt de øvrige ingredienser – men hold lidt hvedemel tilbage. Æltes til en fin dej og stilles til hævning et par timer eller tre.

Dejen æltes igennem igen – og jeg delte den i afvejede portioner á 75 gr. Bollerne efterhæver, mens ovnen varmer op til 200 grader. Bages ca. 12 minutter, og køler af på en rist.

Lækre boller med blød krumme og et strejf af ramsløg. Jeg synes faktisk, de vil gå fint til en frokostreception – med lutter glade mennesker.

Som et lille kuriosum – her ses deres invitation. Den er så fin – lavet i karton, så det ligner en LP med cover. Og de er jo slet ikke fra den tid, hvor man købte vinyl plader og ikke kendte til andet. Men nu hedder de jo Lise og Peter, så idéen er da ret sjov 🙂 At lave en LP plade til deres gæster.

God og stille tirsdag.

Jette

Kanel – på en våd søndag

Det er så langt fra sommer. Jo i kalenderen er juli og sommer, men verjmæssigt indbyder det til lune boller og masser af varme krydderier. Det gør godt med lækkert lunt bagværk – så der blev bagt kanelsnurrer i går.

Det er jo egentlig bare kanelsnegle, der er blevet snurret lidt rundt, men festlige ser de da ud 🙂

Kanelsnurrer (ca. 10 små stk.)

1½ dl. mælk

50 gr. smør

10 gr. gær

1 spsk. sukker

½ tsk. kardemomme

½ tsk. groft salt

ca. 200 gr. mel

Kom melet i en skål, sammen med sukker, kardemomme, salt og smør. Smuldr smørret i melet. I en anden skål udrøres gæren i mælken, den tilsættes melblandingen og ældtes godt sammen. Måske der skal en anelse mere mel i. Stilles til hævning 1½-2 timer.

Remonce

50 gr. smør

50 gr. rørsukker

1½ tsk. kanel

Det hele røres sammen.

Ælt dejen igennem og udrul den til en tynd rektangel, og smør remonce på den ene halvdel (den lange led) fold dejen sammen. Med en pizzaskærer skæres 2 cm brede strimler. Hver strimmel skæres næsten igennem igen, og de to ben snoes sammen, og til sidst snoes hele strimlen sammen og lægges i en muffinsform. (Se gerne her, hvor jeg fandt vejleningen til snoningen)

Efterhæver mens ovnen varmer op til 225 gader, snurrerne bages ca. 10 minutter og køler af i formen.

Vær så god – lækkert bagværk 🙂 Muffinsformerne gør, at fyldet bliver omkring snurren. Næste gang vil jeg lave dem større, så man ikke skal spise så mange små 🙂

God mandag.

Jette

Koldthævede boller

Revisoren havde meldt sin ankomst – til morgenkaffe 🙂 Det er en gammel ven, som ordner min selvangivelse, så det er hyggeligt at få besøg – og sidde og drikke en kop kaffe og få opdateret hindens livssituation imens.

Skat fik de tal, de havde brug for, og jeg fik et grønt tal retur – det er nu altid dejligt 🙂

Jeg bagte disse boller til morgen – dejen blev rørt sammen i aftes. Det er en udmærket måde at klare nybagte boller på, sådan en helt almindelig torsdag.

Koldthævede boller (6 – 8 stk.)

3 dl. koldt vand

10 gr. gær

1 tsk. salt

1 tsk. honning

1 spsk. olie

evt. 1 tsk. tørret tang

75 gr. fuldkornsmel

25 gr. havregryn

250 gr. hvedemel

Rør gæren ud i vandet og tilsæt alle de øvrige ingredienser. Dejen røres godt sammen – jeg brugte røremaskinen, den fik lov at køre nogle minutter – inden den bløde dej kom i et fad, blev dækket med film og sat i køleskabet.

Hæver natten over – ca. 12 timer.

Dejen tages ud af køleskabet og sættes med en ske i nogle klumper på en plade med bagepapir. Hæver og tempererer lidt, mens ovnen varmer op til 200 grader.

Bager ca. 15 – 17 minutter og afkøles på en rist.

Gode nybagte boller – på kort tid og uden at du en eneste gang har haft fingrene i dejen.

De smager dejligt – eneste ulempe, synes jeg, er, at de bliver lidt flade. Men det er naturligt nok, der er ikke så meget mel til at holde dem oppe.

God torsdag – hvor det i dag er præcis en måned til min bryllupsdag 🙂

Jette

Koldthævede grovboller

Forleden aften serverede en kollega lækre flade, bløde boller. De fremstod som nogen, der havde hævet længe. Men jeg fik ikke spurgt om opskriften, derfor er dette mit forsøg.

Jeg kan i mit arkiv se, at jeg en gang før har forsøgt med koldthævede boller, men her kommer et andet forsøg, en anden udgave 🙂

Koldthævede grovboller  (8 boller)

3 dl. koldt vand

1 tsk. groft salt

10 gr. gær

50 gr. hørfrø, solsikkekerner, græskarkerner eller andre kerner

1 dl. havregryn

75 gr. fuldkornsmel

2 spsk. olie

175 gr. mel

Rør gæren ud i vandet og tilsæt de øvrige ingredienser og rør det godt sammen. Læg film over skålen og stil den i køleskab natten over.

Næste dag deles dejen i 8 klumper og sættes på en plade med bagepapir. Efterhæver mens ovnen varmer op til 225 grader. Bag bollerne ca. 15 minutter.

De smager ganske godt 🙂 men er lidt flade i det. Men er en super måde, når man gerne vil servere nybagte og lune boller en dejlig sommermorgen 🙂

God onsdag.

Jette

Sunde chiaboller

Jeg har stadig Trines fine chiafrø stående. Det går – for at sige det mildt – lidt langsomt med at få dem brugt 🙂

Chiafrø er ellers supersunde – de er rige på blandt andet Omega 3, protein og kostfibre. Og smager stort set ikke af noget, og kan derfor fint blandes i brød.

Så her kommer et bud på nogle udmærkede boller – de er ret lette og lækre. Og helt sikkert sunde 🙂

Chiaboller med gulerod (8 små boller)

1 mellemstor gulerod, revet

10 gr. gær

2 spsk. chiafrø

1 dl. vand

½ dl. surmælksprodukt

1 æg, fra en modig høne

1 tsk. salt

50 gr. grahamsmel

ca. 200 gr. hvedemel

Rør vand og chiafrø sammen og lad dem trække ca. 10 minutter. Rør gæren ud i surmælksprodukt og tilsæt de øverige ingredienser og chiafrø og vand. Kom hvedemelet i lidt efter lidt. Æltes let igennem og sættes til hævning et par timer.

Dejen æltes igennem igen og deles i 8 stykker, trilles og sættes på en plade med bagepapir. Efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Bollerne bager ca. 20 minutter og afkøler på en rist.

Det er ret lette og lækre boller. Passer fint til morgenmad og med ost på.

På en smuk vinterdag.

Jette

Foccaciaboller

Ret ofte, når jeg er ude at handle, så frister bake-off med foccaciaboller. Det minder mest af alt om en minipizza, blot med lidt mindre fyld.

I går forsøgte jeg mig med min egen udgave. I de her kolde dage, er det rart med lidt lunt til frokost, og disse kan fint lunes i mikroovnen.

Foccaicaboller (3 stk.)

1 dl. vand

½ tsk. salt

1 spsk. olie

5 gr. gær

ca. 150 – 200 gr mel (grahamsmel, pizzamel, hvedemel – lidt af hvert)

Dejen æltes sammen og hæver nogle timer.

Æltes igennem igen og formes til 3 flade boller og sættes på en plade med bagepapir. Tryk fordybninger i dejen og kom fyld på efter behag. Jeg brugte pesto, lidt olie, og smuldret feta. Tørret tomat og mozzarella og rosmarin, olie og feta.

Bag bollerne ca. 15 minutter ved 225 grader.

Nydes lune – og smager altså ret godt 🙂

Og de udsprungne hyacinter dufter så fint. Giver lidt liv til bordet – og hele stuen.

God torsdag.

Jette

Små brød til minikonfirmander

Minikonfirmanderne får jo hver gang saftevand og kage – en meget vigtig del af det at være minikonfirmand. Så meget, at når jeg møder dem igen som store konfirmander, så er de helt uforstående overfor, at der ikke er saftevand og kage, når man går til præst i 7. klasse 🙂

Dette hold slutter med en afslutningsgudstjeneste den 2. december, og derfor har jeg sagt farvel til dem inden det bliver Lucia dag. Og derfor bliver det små Lucia brød de får i dag, for jeg synes, det er en lidt hyggelig ting at bage noget med lidt historie eller en form for sammenhæng.

Opskriften kommer her, men er egentlig bare en lidt større udgave af disse.

Luciabrød (ca. 30 stk.)

1½ dl. mælk

25 gr. gær

125 gr. mel

50 gr. sukker

1/4 gr. safran – eller så meget som du synes

1 dl. mælk

40 gr. sukker

50 gr. blødt smør

2 æg, fra flittige høns

½ dl. surmælksprodukt

1 tsk. salt

50-75 gr. grahamsmel

ca. 450 gr. hvedemel

Pynt: rosiner

De første 4 ingredienser røres sammen og hæver knap en time.

Smuldr safran og kom den i mælken og tilsæt sukker og lad det gerne trække lidt, så farven bliver flot gul.

Jeg bruger røremaskinen, så nu kommes alle ingredienser op i dens skål – undtagen ca. halvdelen af hvedemelet – det tilsættes lidt af gangen efterfølgende. Rør og ælt dejen godt. Til sidst ælter jeg den lige igennem med hænderne – det er nu lettest at fornemme dejens konsistens ved at røre ved den og arbejde med den.

Stilles til hævning 1½-2 timer.

Æltes igennem og formes til Luciabrød – hvilken facon er helt op til dig. Efterhæver mens ovnen varmer op – og bages ved 210 grader 8-10 minutter.

De smager dejligt, lune og nybagte. Men smurt med smør og i selskab med et glas gløgg, gør de sig helt sikkert også 🙂

God tirsdag.

Jette

Rødbedeboller med grønne græskarkerner

Til høstgudstjenestens auktion fik jeg erhvervet mig et par rødbeder. Og tiltænkte dem noget bagværk, for jeg tror, jeg har spist de rå revne rødbeder, jeg skal spise 🙂

I mine unge dage var jeg (helt frivilligt) 14 dage på et kursted, hvor der blev serveret rå revne rødbeder morgen, middag og aften. Så nu har jeg et lidt distanceret forhold til rødbeder.

Men derfor skal de jo ikke helt negligeres. Og er nu kommet i nogle fornuftige boller.

Rødbedeboller med grønne græskarkerner (6 store stk.)

15 g. gær

½ dl. surmælksprodukt

1½ dl. vand

25 gr. græskarkerner

100 gr. revet rå rødbede

1½ tsk. groft salt

1½ tsk. honning

1 spsk. olie

50 gr. rugmel

50 gr. fuldkornshvedemel

ca. 350 gr. hvedemel

Rør gæren ud i væsken og tilsæt de øvrige ingredienser. Hold lidt af hvedemelet tilbage. Det bliver en let klistret dej, så jeg æltede den kun let.

Stilles til hævning, gerne et par timer. Min nåede kun at hæve knap så længe. Formes med let hånd til ca. 6 store boller, der efterhæver, mens ovnen varmer op til 200 grader.

Bages ca. 25 minutter og afkøler på en rist.

Nogen vil beskrive dem som fine og farvestrålende 🙂 Jeg beskriver dem som alternative – søde, solide og med smag af rødbede.

Og en mulig måde at anvende en god dansk rodfrugt på 🙂

God tirsdag.

Jette

Genganger burgerboller

Jeg har tidligere bagt burgerboller – men det er faktisk allerede over et år siden, og nu fik jeg lyst til at prøve igen.

Mest fordi, at jeg fik lyst til at spise en burger til frokost 🙂

Jeg bagte dem i går, så aftensolen gør billedet lidt mørkere end billedet af frokostburgeren 🙂

I forhold til første gang jeg bagte dem, så har jeg her rullet dejen ud og brugt en rillet form til at udstikke bollerne med. Det fungerede fint, men det ser lidt forkert ud i forhold til det man forventer af en burgerbolle 🙂

Men bollerne forblev lave og smager bare ret godt.

Efter frokostburgeren går turen sydpå – afsted med trillebøren. Da jeg for 24 år siden gik på Pastoralseminariet fik vi det råd, at når vi havde haft en tung begravelse, så skulle vi efterfølgende bruge en halv dag på at gøre noget godt for os selv. Og det gør jeg så i dag! Ud i det fri, mens sensommeren endnu viser sig fra sin allerbedste side 🙂

Jette

Rosmarin flutes

Jeg tager i dag hul på den sidste uge inden det hedder to ugers sommerferie 🙂 Og det er lidt sjovt, for alting tager sig lidt anderledes ud, når ferien nærmer sig med så hastige skridt.

Vi nærmer os også midsommer, lyse aftner og måske en gang solfyldte dage – og dermed mulighed for at tage på tur og spise i det fri – eller måske bare på terrassen 🙂

Og flutes er oplagt at tage med på tur. Og på min terrasse står der stadig fin rosmarin, så den kan gøre fin nytte her. Frisk hakket rosmarin gav en rigtig god smag til disse flutes. Der er også lidt majsmel i, jeg ved ikke helt, om det gør den store forskel. Men melet har jeg “arvet” fra Trine, og tænkte at nu må det hellere blive brugt 🙂

Rosmarin flutes (2 stk.)

2½ dl. surmælksprodukt/vand

10 gr. gær

1 tsk. groft salt

1 tsk. honning

1 spsk. friskhakket rosmarin

25 gr. solsikkekerner

100 gr. italiensk mel

75 gr. majsmel

ca. 75 gr. hvedemel

Rør gæren ud i væsken og tilsæt de øvrige ingredienser, hvedemelet lidt af gangen. Dejen æltes godt igennem og stilles til hævning et par timer.

Slås ned og formes til to flutes, der efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Brødene bager ca. 15-20 minutter.

Afkøler på en rist.

Til venstre i billedet er guacamole – lavet med kikærter og avocado efter denne idé, det kan varmt anbefales.

God mandag, hvor det stadig er køligt og blæsende. Jeg glæder mig til rigtig sommer 🙂

Jette

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal