Efter endnu et besøg på grunden blev det tydeligt, at det ville være godt at have en trillebør. Der er trods alt et stykke vej fra nederst til øverst på jordstykket 🙂

Så turen gik til byggemarkeder – hvor jeg godt kan føle mig en anelse fremmed, det er ikke der, jeg har været oftest 🙂 Og helt galt blev det, da jeg forhørte mig, om jeg kunne få 3 m2 fliser leveret på adressen. Ekspedienten lænede sig ind over disken og sagde – en lille smule overbærende – at det kunne jeg sagtens, men det kostede ca. det samme i fragt som selve fliserne, og i hans optik, var det helt hen i vejret ikke bare at hente de få fliser selv 🙂

Men nu har jeg hverken stationcar eller trailer, og heller ikke særlig store overarme (:-)) så jeg vil gerne have fliserne leveret. Det er næste projekt.

Imens samles trillebøren – jeg ved godt kassen mangler, den var blot ikke kommet med ind 🙂 Det er virkelig de små skridt, du er vidne til netop nu. Men jeg er sikker på, at lige pludselig så sker der noget. Indtil da træder jeg lidt vande.

Og der begyndes fra scratch – intet er der på grunden. Men nu er der kommet to meget gamle plastik have stole, så der kan siddes ned og drikke en kop kaffe. Måske tænker du – plastikstole og bæredygtighed, træ og meget andet miljørigtigt 🙂 Men alt genbrug går faktisk under betegnelsen bæredygtigt. Og lige disse to stole har en lang historie. De var en bryllupsgave og er altså godt 27 år gamle, og kan nu gøre lidt gavn her. For det bliver nødvendigt med pauser – bare for at sidde og nyde udsigten, men også når der skal laves lidt.

Der er noget jord, der skal rives og jævnes, og en hel del grene, der skal samles og klippes i passende stykker. De kan bruges til optændingsbrænde, når huset engang står der. For eneste opvarmning bliver en indbygget brændeovn. Og så er små stykker tørt træ guld værd 🙂

På en smuk septemberdag.

Jette