diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: november 2015 Side 1 af 3

Adventsgaver

Mine søde børn finder hvert år adventsgaver til mig 🙂 En stor fornøjelse og jeg er meget taknemmelig for den opmærksomhed, der ligger i det.

De får også stadig adventsgaver herfra – for som Peter siger, så bliver man vist aldrig for gammel til adventsgaver 🙂 Så i går blev Trine og Mette betroet hver sit lille juletræ – med en hilsen om, at overlevede det de næste uger, så ville jeg siden hen gerne plante det ved sommerhuset. Det kunne da være en lidt sød historie.

Jeg fik det fineste kalenderlys. Så nu kan jeg standsmæssigt tælle ned til den 24. december.

Og fik en lille bitte opsats. Den er så fin. Og fik den med begrundelsen, at så havde jeg noget at servere små fine kager på 🙂

Det blev her til små marcipan/nougat juletræer. Nemme at lave, dekorative at se på – og skønne at spise.

Emnet gaver kunne jo godt kræve sit eget indlæg – men her blot en enkelt tanke. Ønskelister kan være meget gode – men jeg holder faktisk allermest af små gaver, givet ud fra, hvad giveren tror eller ved vil glæde mig.

Og synes generelt at ambitions niveauet for gaver med fordel kan sættes ned. Reklamer for gaver til flere tusinde kroner bliver jeg så inderlig træt af!

Selv om det er et noget slidt udtryk, så er det altså tanken, der tæller 🙂

God og lidt mere rolig mandag.

Jette

Adventsdekoration 2015

Jeg holder meget af adventstiden – det er en helt speciel tid på året – alt bliver lidt farvet af adventstidens liturgiske farve: Lilla. Den farve står i kirkeåret for forberedelse, fordybelse og forventning. Og alle tre elementer præger december.

Forberedelse – ja her er vi alle vist godt med 🙂 brunkager, dekorationer, pynt og meget andet.

Fordybelse – også tid til at standse op, tænke tilbage, mindes og blive ret taknemmelig.

Forventning – vi glæder os, håber det bedste og ser frem til julefred og julehygge.

Det bliver lidt højtideligt – som Guds tid og jordens tid, der falder i slag.

Og sammen med de utallige lys og lyskæder, der findes overalt, så er der virkelig lys i mørket. Håbet får lov at spire frem – som en rose, midt i den kolde vinter.

Nu skrev jeg forleden, at der nok skulle være en dekoration klar til i dag. Så jeg har været i gang 🙂 Resultatet kunne helt sikkert have været mere prangende – men der er fire lys. Så der tælles ned til jul.

Glædelig 1. søndag i advent.

Jette

Biscotti

Jeg har aldrig bagt biscotti – nok mest fordi jeg synes, de er for hårde, når de skal spises. Og det med at dyppe kager i kaffen, det er jeg ikke vildt tilhænger af. Jeg synes kaffen bliver lidt træls til sidst 🙂

Men så læste jeg jo lige en opskrift, og blev inspireret til alligevel at give det et forsøg. Så her kommer mine første – lækre – biscotti 🙂

Biscotti – med hvid chokolade og syltet appelsinskal (ca. 20 stk)

1 æg, fra en glad høne

50 gr. smør

ca. ½ vaniljestang, korn herfra

125 gr. mel

½ tsk. bagepulver

100 gr. sukker

40 gr. hasselnødder

25 gr. syltet appelsinskal

30 gr. hvid chokolade, grofthakket

Kom alle de tørre ingredienser i en skål og smuldr smørret. Tilsæt æg og ælt det hele sammen til en blød dej og form den til en lang pølse, som lægges på en plade med bagepapir. Tryk den lidt flad.

Bages ved 175 grader ca. 15 minutter – de må ikke blive for mørke. Skæres ud på skrå, og hvert stykke væltes, så skærefladen kommer op. Sættes tilbage i ovnen og tørrer/bager ca. 10 minutter.

Afkøler, før de kommes i en kagedåse.

De smager virkelig godt – er sprøde, men ikke stenhårde. Og jeg er sikker på, at de også vil smage godt til et glas portvin. Det kan være, jeg skal gå en tur i kælderen og se, om ikke der gemmer sig en flaske, der kan nydes her i adventstiden 🙂

Vejret er ikke til billeder, så derfor kun det ene. Men det skal ikke afholde dig fra at prøve at bage biscotti – det er altså ret let. Og smagen ganske fortrinlig 🙂

God lørdag – måske fyldt med forberedelser? Eller forventning?

Jette

Årets første brunkager :-)

Lige om lidt er det første søndag i advent – jeg har fået købt de fire lilla (!) lys, men det er også nærmest det. Men jeg regner med, at der står en dekoration på bordet på søndag. Men nok ikke en krans, selv om Karen argumenterede overbevisende for en sådan 🙂 Mine evner er bare mere beskedne i den sammenhæng.

Med til første søndag i advent hører også brunkager. Krydrede, sprøde og med mandler. Kager, som spreder den skønneste duft i huset, når de bliver bagt. Opskriften minder meget om denne, men pistaciekernerne var blevet spist, så derfor ingen fine grønne  stykker.

Brunkager (ca. 60)

100 gr. smør

100 gr. farin

50 gr. lys sirup

200 gr. mel

2½ tsk. brunkagekrydderi

25 gr. syltet appelsinskal

50 gr. smuttede hele mandler

2 tsk. koldt vand

½ tsk. potaske

Kom smør, farin og sirup i en gryde, smelt det ved svag varme og lad det næsten på kogepunktet. Tages af varmen og potaske udrørt i vand tilsættes. Bland alle de tørre ingredienser og rør dem derefter i den lune smør/sukker masse.

Form dejen til en pølse, rul den ind i bagepapir og afkøl helt. Skæres i tynde skiver – mine blev for tykke – sættes på plader med bagepapir og bages ved 180 grader ca. 8-9 minutter. Brændte mandler er ikke nogen succes lige i denne forbindelse 🙂 så endelig ikke for lang bagetid.

Kagerne smager fint – krydringen kunne godt have været lidt kraftigere. Men det er første gang jeg prøver et færdigt brunkagekrydderi – men det var da let, bare at kunne åbne en pose i stedet for at skulle have fat i alle krydderidåserne. Selv om der nu også er noget hyggeligt ved at gense alle de forskelige dåser og dufte.

God og frostklar torsdag.

Jette

Nytårsløjer og hovedret

For nogentid siden tilmeldte jeg mig endnu en gang madbloggerudfordringen #10.

Og det blev så afsløret i går, hvilken kategori, jeg skulle lave nytårsløjer inden for. Det blev ikke lige favorit kategorien, kan jeg godt sige, uden at sige for meget. Jeg skal lave en hovedret!

Men nu skal jeg faktisk have gode gamle venner på besøg til nytår – så der er anledning til at øve sig på forhånd. Men hvad det bliver er helt uvist. Men sikkert ret grønt og med mindre kød 🙂

Udfordringen ligger jo så i at gøre det festligt og løjerligt!

På endnu en grå november dag 🙂

Jette

Små brød til minikonfirmander

Minikonfirmanderne får jo hver gang saftevand og kage – en meget vigtig del af det at være minikonfirmand. Så meget, at når jeg møder dem igen som store konfirmander, så er de helt uforstående overfor, at der ikke er saftevand og kage, når man går til præst i 7. klasse 🙂

Dette hold slutter med en afslutningsgudstjeneste den 2. december, og derfor har jeg sagt farvel til dem inden det bliver Lucia dag. Og derfor bliver det små Lucia brød de får i dag, for jeg synes, det er en lidt hyggelig ting at bage noget med lidt historie eller en form for sammenhæng.

Opskriften kommer her, men er egentlig bare en lidt større udgave af disse.

Luciabrød (ca. 30 stk.)

1½ dl. mælk

25 gr. gær

125 gr. mel

50 gr. sukker

1/4 gr. safran – eller så meget som du synes

1 dl. mælk

40 gr. sukker

50 gr. blødt smør

2 æg, fra flittige høns

½ dl. surmælksprodukt

1 tsk. salt

50-75 gr. grahamsmel

ca. 450 gr. hvedemel

Pynt: rosiner

De første 4 ingredienser røres sammen og hæver knap en time.

Smuldr safran og kom den i mælken og tilsæt sukker og lad det gerne trække lidt, så farven bliver flot gul.

Jeg bruger røremaskinen, så nu kommes alle ingredienser op i dens skål – undtagen ca. halvdelen af hvedemelet – det tilsættes lidt af gangen efterfølgende. Rør og ælt dejen godt. Til sidst ælter jeg den lige igennem med hænderne – det er nu lettest at fornemme dejens konsistens ved at røre ved den og arbejde med den.

Stilles til hævning 1½-2 timer.

Æltes igennem og formes til Luciabrød – hvilken facon er helt op til dig. Efterhæver mens ovnen varmer op – og bages ved 210 grader 8-10 minutter.

De smager dejligt, lune og nybagte. Men smurt med smør og i selskab med et glas gløgg, gør de sig helt sikkert også 🙂

God tirsdag.

Jette

Glimt fra en skøn weekend

Nogen weekender skiller sig ud. Dette var en af dem! Så meget, at det tager lidt tid at få alle indtryk, ord og stemninger til at falde på plads. Så er det dejligt at vågne op til en ret så frostklar november morgen og vide, det er fridag 🙂

Weekenden begyndte med en vellykket julefrokost for personale og menighedsråd. Masser af snak, meget mad, et par sange og omvendt banko. Det spilles sådan: Alle får en bankoplade og rejser sig op. Så råbes numre op – og har man nummeret, så sætter man sig ned og er ude. Og den, der står længst har vundet – en lille gave. Det er en ret hyggelig måde at spille banko på, og det går meget hurtigere end den traditionelle form.

Jeg vandt også – som den eneste – en lille nisse. En saml selv nisse. Og hvis du husker hvor mange – eller rettere få nisser der bor i mit hus, ja så var det lidt morsomt, at jeg netop vandt den 🙂

I den lidt mere seriøse ende af skalaen, så kom der også et revideret tilbud på sommerhuset – det kommer der mere om en anden dag. Men spændende læsning.

Og mens pigerne passede på hund, hus og høns – så tog jeg på besøg. Ind i landet, hvor det blev koldt, og sneen faldt og vindmøllen drejede rundt og rundt. 80 meter høj og 45 meter vinge – det er lidt imponerende at opleve.

Besøget blev skelsættende.

God mandag – den sidste stille uge før december for alvor banker på.

Jette

Jule cookies

Jeg ved ikke lige hvad det er, der sker – jeg synes det ene indlæg efter det andet får en snert af juletoner 🙂 Måske er den lige om hjørnet?

I hvert fald byder aftenen på årets første julefrokost. Menighedsråd og personale og deres ægtefæller mødes i konfirmandstuen til en hyggelig aften. En fornøjelse bare at kunne møde op – der er allerede pyntet fint op.

Jeg blev spurgt, om jeg havde kage med? Det er altid et godt spørgsmål at få, men det var ikke helt planlagt, så det blev den lidt lette løsning – cookies. Med juletema. Inspirationen er herfra, og de smager ganske glimrende.

Jule cookies (ca. 40 stk)

150 gr. smør/margarine

125 gr. farin

100 gr. sukker

½ tsk. salt

½ tsk. bagepulver

2 æg, fra nydelige høns

250 gr. mel

75 gr. marcipan

75 gr. nougat

25 gr. hakkede mandler

2 spsk. kanelsukker

Kom smør og de to salgs sukker i en skål og pisk godt. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk mellem hvert. Marcipan og nougat skæres i små tern og blandes med melet. Vend melblandingen i dejen sammen med mandler og bagepulver. Vend det hele godt sammen.

Sættes på 2 plader med en ske – med lidt luft mellem hver cookie. Drys dem med kanelsukker og bag dem ca. 15 minutter ved 180 grader.

Køler af og duften af jul nærmer sig 🙂

Og så hedder det meget snart FRI-weekend. Den er velkommen, og fyldt med forventning.

Du ønskes en dejlig weekend.

Jette

Snebolde – i regnvejr ?

Snebolde skal vi godt nok se langt efter i denne tid. Det gør mig ikke som sådan noget – men regnen må godt holde inde. Noget frost og klart vejr, det vil være velkomment 🙂

De snebolde, jeg viser her, er også af en helt anden beskaffenhed end naturens kolde bolde. Her er det marcipan med lækkert fyld og rullet i flormelis. Det er næsten sød – sødere – sødest. Men gør sig ret godt til en kop kaffe.

Jeg er ret sikker på, at der forsvinder et par stykker i aften, når vi fire ældre mødre sætter os sammen og vender stort set alt mellem himmel og jord. Forskellige som vi er, har vi også forskelligt at bidrage med – og tilsammen giver vi hinanden nye tanker og nye vinkler på mangt og meget.

Så jeg ser meget frem til i aften.

Der bliver også serveret lidt andet end snebolde, blandt andet disse mandler og valnødder

God torsdag – jeg håber du kan blive indendøre, der er det hyggeligst lige netop i dag.

Jette

Forberedelser

I morgen får jeg besøg af mødregruppen. Ja, normalt, så er det jo nybagte mødre, der mødes, det er det så ikke lige her. Børnene er voksne – 22 år – men vi, mødrene hygger os stadig med at mødes.

De første år var det til te og rundstykker, men de sidste mange år har det været om aftenen og så noget let og lækkert at spise.

Så derfor er der lidt forberedelser i gang i dag. Blandt andet valnødder i lækker lage.

Valnødder i honninglage

50 gr. valnødder

1 dl. vand

½ dl. honning

1 spsk. citronsaft

½ vaniljestang

Giv valnødderne et kort opkog i vandet og lad dem så dryppe af. Kom honning, citronsaft og vaniljestang i en lille gryde sammen med de afdryppede valnødder. Lad det koge uden låg ved svag varme ca. 5 minutter. Hældes i et glas eller en beholder og køler af. Opbevares i køleskab indtil det serveres til gode oste.

Og så er der blevet sat gang i gløgg ekstrakten. Kælderen blev støvsuget for gamle spiritusrester og nu hældt sammen med krydderier og står og trækker. Til det bliver december, og der igen skal laves gløgg. Jeg glæder mig. Det er noget af det hyggelige ved den måned – varm og krydret rødvin med bløde portvinsrosiner og snittede mandler. Jo, der er meget godt i vente 🙂

Så der skal også gerne bages en portion af disse kiks, lidt senere i dag.

God onsdag.

Jette

Side 1 af 3

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal