Jeg har aldrig bagt biscotti – nok mest fordi jeg synes, de er for hårde, når de skal spises. Og det med at dyppe kager i kaffen, det er jeg ikke vildt tilhænger af. Jeg synes kaffen bliver lidt træls til sidst 🙂

Men så læste jeg jo lige en opskrift, og blev inspireret til alligevel at give det et forsøg. Så her kommer mine første – lækre – biscotti 🙂

Biscotti – med hvid chokolade og syltet appelsinskal (ca. 20 stk)

1 æg, fra en glad høne

50 gr. smør

ca. ½ vaniljestang, korn herfra

125 gr. mel

½ tsk. bagepulver

100 gr. sukker

40 gr. hasselnødder

25 gr. syltet appelsinskal

30 gr. hvid chokolade, grofthakket

Kom alle de tørre ingredienser i en skål og smuldr smørret. Tilsæt æg og ælt det hele sammen til en blød dej og form den til en lang pølse, som lægges på en plade med bagepapir. Tryk den lidt flad.

Bages ved 175 grader ca. 15 minutter – de må ikke blive for mørke. Skæres ud på skrå, og hvert stykke væltes, så skærefladen kommer op. Sættes tilbage i ovnen og tørrer/bager ca. 10 minutter.

Afkøler, før de kommes i en kagedåse.

De smager virkelig godt – er sprøde, men ikke stenhårde. Og jeg er sikker på, at de også vil smage godt til et glas portvin. Det kan være, jeg skal gå en tur i kælderen og se, om ikke der gemmer sig en flaske, der kan nydes her i adventstiden 🙂

Vejret er ikke til billeder, så derfor kun det ene. Men det skal ikke afholde dig fra at prøve at bage biscotti – det er altså ret let. Og smagen ganske fortrinlig 🙂

God lørdag – måske fyldt med forberedelser? Eller forventning?

Jette