Jeg holder meget af adventstiden – det er en helt speciel tid på året – alt bliver lidt farvet af adventstidens liturgiske farve: Lilla. Den farve står i kirkeåret for forberedelse, fordybelse og forventning. Og alle tre elementer præger december.

Forberedelse – ja her er vi alle vist godt med 🙂 brunkager, dekorationer, pynt og meget andet.

Fordybelse – også tid til at standse op, tænke tilbage, mindes og blive ret taknemmelig.

Forventning – vi glæder os, håber det bedste og ser frem til julefred og julehygge.

Det bliver lidt højtideligt – som Guds tid og jordens tid, der falder i slag.

Og sammen med de utallige lys og lyskæder, der findes overalt, så er der virkelig lys i mørket. Håbet får lov at spire frem – som en rose, midt i den kolde vinter.

Nu skrev jeg forleden, at der nok skulle være en dekoration klar til i dag. Så jeg har været i gang 🙂 Resultatet kunne helt sikkert have været mere prangende – men der er fire lys. Så der tælles ned til jul.

Glædelig 1. søndag i advent.

Jette