Forberedelser

I morgen får jeg besøg af mødregruppen. Ja, normalt, så er det jo nybagte mødre, der mødes, det er det så ikke lige her. Børnene er voksne – 22 år – men vi, mødrene hygger os stadig med at mødes.

De første år var det til te og rundstykker, men de sidste mange år har det været om aftenen og så noget let og lækkert at spise.

Så derfor er der lidt forberedelser i gang i dag. Blandt andet valnødder i lækker lage.

Valnødder i honninglage

50 gr. valnødder

1 dl. vand

½ dl. honning

1 spsk. citronsaft

½ vaniljestang

Giv valnødderne et kort opkog i vandet og lad dem så dryppe af. Kom honning, citronsaft og vaniljestang i en lille gryde sammen med de afdryppede valnødder. Lad det koge uden låg ved svag varme ca. 5 minutter. Hældes i et glas eller en beholder og køler af. Opbevares i køleskab indtil det serveres til gode oste.

Og så er der blevet sat gang i gløgg ekstrakten. Kælderen blev støvsuget for gamle spiritusrester og nu hældt sammen med krydderier og står og trækker. Til det bliver december, og der igen skal laves gløgg. Jeg glæder mig. Det er noget af det hyggelige ved den måned – varm og krydret rødvin med bløde portvinsrosiner og snittede mandler. Jo, der er meget godt i vente 🙂

Så der skal også gerne bages en portion af disse kiks, lidt senere i dag.

God onsdag.

Jette

Forrige indlæg

Banan-bradepandekage

Næste indlæg

Snebolde – i regnvejr ?

2 Kommentarer

  1. Emilie // Valbylille

    Mmm, den slags valnødder er min all time oste-tilbehørs-favorit! Jeg skal også lige have tjekket din opskrift på gløgg-ekstrakt ud, så jeg kan lave en god gløgg til decembergæsterne.

  2. Jette Holm Rosendal

    Ja der sker noget, når valnødder kommer i honningselskab 🙂
    God fornøjelse med gløggen – der findes vist lige så mange varianter, som der findes mennesker, der værdsætter gløgg 🙂 Men lidt hyggeligt at gå og froberede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal