diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Boller Side 7 af 9

Lækre lune morgenboller

Jeg har altid syntes, at brød skal æltes, hæve og æltes igen. Altså, at der arbejdes med en fast og håndterlig dej. Men ind imellem læser jeg opskrifter, hvor dejen er helt blød og hvor man slet ikke skal have fingrene ned i dejen. Og nu skulle de altså have et forsøg 🙂

Koldthævede boller ( 6-7 stk.)

8-9 gr. gær

1 dl. yoghurt

1½ dl. koldt vand

1 tsk. groft salt

1 spsk. honning

25 gr. solsikkekerner

1 spsk. olie

75 gr. grahamsmel

50 gr. pizzamel

125 gr. hvedemel

Gæren røres ud i væsken, og alle de øvrige ingredienser tilsættes og røres godt sammen. Dejen er ikke super klistret, men du kan heller ikke ælte den.

Skålen dækkes med film og sættes i køleskabet natten over.

Næste morgen er den hævet i hvert fald til dobbelt størrelse 🙂 Løsn dejen langs kanten, inden den sættes på en plade med bagepapir. Brug to skeer og fordel dejklumperne. De blive ret uformelige. Efterhæver ca. 30 minutter, før de bages ved 200 grader i 15 minutter.

Afkøler på en rist, inden der serveres nybagte lune boller.

Hvis man husker at lave dejen aftenen før, så er det en udmærket måde at have nybagt brød på næste morgen. Det bliver et rustikt udseende, men det er uden betydning for smagen. Og de er bløde og lækre – så de får et forsøg igen en anden dag.

Og så er det næsten weekend, med flere vielser, det er virkelig sæson for det i disse uger. Men jo en glædelig og festlig ting, som giver minder og er en skelsættende begivenhed, for alle som deltager. Uanset om parret er først i tyverne eller har rundet de fyrre 🙂

God og solrig weekend – endelig lader det til at det bliver muligt at sidde ude uden overtøj 🙂

Jette

Alternativ brug af gløgg fyld

På en af hylderne i mit lidt overfyldte skab står et glas med gløgg fyld – rosiner og mandelsplitter. Men her i begyndelsen af marts ved jeg godt, at det ikke er gløgg, jeg længes mest efter – så en alternativ måde at bruge det på vil være velkommen. Derfor blev der her til morgen bagt lækre grahamsboller med en god del af gløgg flydet i.

Jeg holder meget af brød, og især brød med fyld i – alt fra kerner til frø og nødder og tørrede frugter og bær. Desværre er jeg den eneste i huset, der synes, det er en så fantastisk ide, så det er en balancegang, når der skal vælges opskrift.

I dag blev det min vilje der blev fulgt 🙂

Grahamsboller med gløgg fyld (8 stk.)

2 dl. mælk

½ dl. creme fraiche (eller andet surmælksprodukt)

15 gr. gær

1 tsk. salt

1 spsk. sukker

1 æg, fra en morgenfrisk høne

1 spsk. olie

50 gr. grahamsmel

50 gr. gløgg fyld

ca. 350 gr. mel

Opløs gæren i væsken og tilsæt de øvrige ingredienser og ælt til en fin dej. Hold lidt af hvedemelet tilbage, og se, hvor meget dejen kan optage.

Stil dejen til hævning lunt et par timer.

Ælt dejen igennem og del den i stykker, der trilles og formes efter behag. Mine blev i dag til små knuder, hvor rosinerne var godt gemt af vejen. Efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Bages ca. 18-20 minutter. Og køler af på en rist.

En god bolle, her ved siden af computeren og til at give energi til dagens arbejde.

På en kold forårsdag

Jette

Fine grahamsscones

Jeg kan huske, at da jeg var barn, så bagte min mor ind imellem scones til eftermiddagskaffen. De var virkelig lækre, smuldrende og bløde – og med rigeligt bagepulver i 🙂 Så meget, at det kunne mærkes på tænderne, hvis man havde spist for mange.

Jeg tror egentlig ikke, at scones var særlig udbredte i 70’erne. Men igen fordi min mor i sine unge år havde opholdt sig nogle år blandt andet i England, så tænker jeg, at det var en af de opskrifter, hun havde taget med hjem.

Så når jeg en sjælden gang bager scones, er der lidt nostalgi over det – og gode minder om hyggelig eftermiddagskaffe med lune og nybagte scones – med koldt smør.

Forleden til menighedsrådsmødet havde jeg bagt scones. Jeg har faktisk ikke bagt særlig mange scones i mit liv, gjorde dog et forsøg sidste år.

Jeg synes vist bare bedst om brød bagt med gær 🙂

Men i en snæver vending, så gør scones sig ganske godt.

Grahamsscones ( 8 stk.)

75 gr. grahamsmel

175 gr. hvedemel

75 gr. smør/margarine

2 spsk. sukker

½ tsk. groft salt

1 ½ tsk. bagepulver

1 æg, fra en frisk høne

1 dl mælk/cremefraiche/tykmælk

Smuldr smørret i de to slags mel, og tilsæt de øvrige ingredienser og ælt dejen sammen. Rul dejen ud til ca. 2 cm tykkelse og udstik små runde scones ( ca. 6-7 cm i diameter). Sættes på plade med bagepapir og bages straks ved 225 grader i ca. 12 minutter.

Afkøler på en rist – og spises samme dag!

Og så er det weekend 🙂 Med alle børn hjemme, så er der dejligt liv i huset, snak, tv og computer – og vasketøj 🙂

Du ønskes en dejlig weekend.

Jette

Fastelavnsboller – med creme og grahamsmel

Jeg har opdaget, at jeg ikke før har bagt fastelavnsboller. Nej, det passer ikke, men der er ikke skrevet om dem her – så det sker nu.

Minikonfirmanderne kommer i dag, og jeg er ret sikker på, at de vil synes, det er en god ide med lette boller med creme og glasur. Der er dog listet lidt grahamsmel i også, men det gør ikke noget.

Fastelavnsboller med creme (ca. 20 stk.)

½ dl. surmælksprodukt

2½ dl. mælk

1 æg, fra en hurtig høne

75 gr. smør

2 spsk. sukker

20 gr. gær

1 tsk. salt

75 gr. grahamsmel

ca. 500 gr. mel

Rør gæren ud i mælken og tilsæt ægget. Smelt smørret og tilsæt det, sammen med de øvrige ingredienser. Hold lidt mel tilbage og se, hvor meget der behøves. Æltes godt og sættes til hævning et par timer.

Imens laves cremen.

Creme

1 æg, fra en glad høne

2 dl. mælk

1 spsk. maizenamel

½ vaniljestang

1 spsk. sukker

Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med sukkeret. Kom vaniljesukker og den tomme stang i en gryde sammen med de øvrige ingredienser og bring det langsomt i kog. Det skal lige koge igennem, før cremen tages af varmen og køler af inden det skal bruges.

Ælt dejen godt igennem og del den i to. Udrul hver portion og skær den i 10 firkanter og kom godt en tsk. creme på hver og fold dejen rundt om – og luk godt til.

Bollerne efterhæver, mens ovnen varmer op til 200 grader. De bages ca. 10 minutter. Og der er ingen tvivl, om dejen har været lukket godt nok til 🙂

Når de er blevet afkølet, kan de pyntes med lidt glasur – og er klar til servering.

Og med et skønt solskinsvejr så var det oplagt at tage fastelavnbollerne med ud i haven 🙂

Haven holder pause og venter på forår.

God tirsdag.

Jette

Gode grove flutes med chiafrø

Så blev det hverdag! Alle børn har forladt huset, så hunden og katten er nu eneste selskab 🙂

Trine har efterladt et kæmpe glas med chiafrø herhjemme.

Og jeg står lidt hovedrystende og ser på dem. For de siger mig ikke ret meget. Jeg har set billeder på nettet af chia-grød, og det var ikke lige noget, der sagde mig noget 🙂

Men frøene kan bruges i bagværk. Især fordi de er smagsneutrale. Og så i øvrigt meget sunde 🙂 De er ret proteinrige og fedtholdige (indeholder blandt andet omega-3 fedtsyrer) og er fiberrige.

Til nytårsaften bagte jeg et par flutes, som skulle ledsage forretten – forskellige små retter, som alle fint kunne bruge lidt lækkert brød. Det var nok lidt grove flute til en festlig aften, men jeg er sikker på, at maven satte pris på dem 🙂

Flutes med chiafrø (2 stk.)

1 dl vand

½ dl. skårne rug- eller hvedekerner

1 dl. vand

2 spsk. chiafrø

1 dl. surmælksprodukt

10 gr. gær

1 tsk. salt

25 gr. solsikkekerner

75 gr. fuldkornsmel

ca. 200 gr. hvedemel

Dagen før sættes kerner i blød i 1 dl. vand. Næste dag røres 1 dl. vand og chiafrø sammen og står et kvarterstid (frøene suger meget væske).

Nu blandes ovenstående med surmælksprodukt og gær, som røres ud heri. Tilsæt det øvrige, hold dog lidt hvedemel tilbage. Æltes grundigt og sættes til hævning 3-4 timer.

Slås ned og formes til 2 flutes. Efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader, og de bages ca. 20 minutter. Afkøler på rist.

Gode og lækre flutes!

På en blæsende januardag.

Jette

 

Lækre små Luciabrød med fordej

I dag den 13. december, er der igen levende julekalender, men der kom desværre et afbud.

Og derfor trådte jeg til – og fik bogstavet L – for lys, Lucia og levende julekalender. Og tænkte, at noget huskes bedre, når der smages på det, så der blev bagt mini Luciabrød. Og gjort klar til gløgg, for det vil jeg servere til.

Så om lidt går jeg ned i kirken for at fortælle om lys og Lucia – og glæder mig til at dele ud af de her små brød, der dufter dejligt og smager fortrinligt.

Små Luciabrød (ca. 25)

Fordej

1,25 dl. mælk

20 gr. gær

100 gr. mel

40 gr. sukker

Røres godt sammen og hæver ca. 45 minutter

Dernæst

40 gr. sukker

1 æg, fra en sød høne

½ dl. surmælksprodukt

1 dl. mælk

1 tsk. salt

60 gr. blødt smør

1/4 gr. safran – eller så meget du synes

ca. 450 gr. mel – lidt af gangen

Pynt

Rosiner

Safran tråde – nuldr dem gerne lidt først – røres sammen med sukker og mælken. Lad det gerne stå lidt, så farven rigtig når at trække ud i mælken.

Bland fordej og alle de øvrige ingredienser, holdt lidt af hvedemelet tilbage, og se, hvor meget der skal bruges.

Jeg rørte dejen sammen på røremaskinen. og lod den køre nogle minutter, inden jeg lige samlede dejen til sidst og satte den til hævning 1½ time.

Ælt så dejen igennem og form, som du synes – gerne med snoede ender og rosiner i.

(fra bogen: Lucia, lys i mørket)

Efterhæver mens ovnen varmer op til 210 grader – og de små brød bages 8 – 10 minutter

Luciabrød og hele traditionen omkring dem er fra Sverige. Hos Plantepusherne læste jeg, at de forskellige figurer er knyttet til forskellige områder i Sverige. Så afhængig af hvor man bor, laver former man sit brød på en bestemt måde.

På samme side læste jeg det gode råd – at lægge rosinerne i blød i lidt vand inden de bruges som pynt i brødene. En super ide, som gør, at rosinerne ikke bliver så brændte under bagningen.

God Luciadag.

Jette

Lidt lækre grovboller med fyld

Her midt i de mange skønne julesmåkager, chokolade og gløgg – da er det også rart ind imellem at få noget, der har lidt mere struktur og lidt mere at tygge på.

Så inspireret af Jane, der fortalte om hendes nybagte boller med forskellig frugt – så gik jeg også i gang.

Og fik lavet mig en helt lille portion – der blev faktisk kun 4 gode boller – men så er der jo en god undskyldning for snart at bage igen 🙂

Grovboller med julefyld

12 gr. gær

1 dl. surmælksprodukt (jeg brugte fløde og yoghurt)

1 dl. vand

1 spsk. olie

1 tsk. salt

1 tsk. sukker

50 gr. grahamsmel

50 gr. fuldkornsmel

50 gr. havregryn

25 gr. hakkede dadler

25 gr. valnødder, grofthakkede

ca. 100 gr. hvedemel

Udrør gær i væsken og tilsæt de øvrige ingredienser, minus fyld og hvedemel. Lad dejen stå et kvarters tid, før den røres og æltes færdig, og de sidste ingredienser kommes i.

En fin lille dej, der nu hæver 2 – 3 timer.

Æltes igennem igen og formes til 4 lidt flade boller. De efterhæver, mens ovnen varmer op til 200 grader og bages ca. 15 minutter. Afkøler på en rist.

Og det er grove boller – men lækre og fyldt med smag.

På en frostklar tirsdag.

Jette

Dadelknuder, lækre boller

Jeg fandt for noget tid siden – i kælderen – en pose tørrede dadler, som i hvert fald skulle bruges snarest 🙂

Det blev så nu, for jeg havde også set en opskrift på nogle kanelsnegle-lignende boller, hvor der var dadel remonce i. Og det lød tilpas anderledes til at det måtte prøves.

Jeg endte med at bruge min egen opskrift på kanelknuder, men fyldet blev lavet efter den opskrift, som Raavarecirkus har lavet. Og de linkede også til en super illustrativ video, når det handler om, hvordan knuderne her laves.

Dadelknuder (ca 18 stk.)

15 gr. gær

2 dl. mælk

3/4 tsk. salt

2 spsk. sukker

1 æg, fra en nysgerrig høne

1 lille tsk. kardemomme

75 gr. smør/margarine (jeg brugte halvt af hver)

75 gr. fuldkornsmel

ca. 325 gr. hvedemel

I røremaskinens skål blandes melet og smørret smuldres heri. De øvrige ingredienser røres sammen for sig og tilsættes så melet – og maskinen kører lystigt et stykke tid, og ælter det hele godt. Til sidst æltes en anelse med håndkraft og dejen sættes til hævning ca. 2 timer.

Imens laves remoncen.

Remonce

50 gr. sukker

50 gr. smør

1 lille spsk. kanel

50 gr. dadler, skåret i mindre stykker

Det hele kommes i foodprocessoren og køres til en jævn masse.

Ælt dejen igennem og udrul til et rektangel, ikke alt for tyk. Fordel remoncen på hele fladen. (Jeg snød lidt og lavede 1/4 kun med kanelremonce (altså ekstra remonce))

Fold 2/3 af dejen ind og den sidste 1/3 over (på langs) og rul ud, så tyndt du kan. Skær dejen i 2 cm strimler. Tag en strimmel, stræk den lidt og sno den rundt om sig selv. Formes til en bold. Det er næsten som at lave et garnnøgle 🙂 Jeg kom dem i muffinsforme, så bliver fyldet i nærheden af dejen.

Efterhæver mens ovnen varmer op, og bages ved 200 grader ca. 12-15 minutter. Spises lune. De smager ret godt – efter min smag. Og det betyder, at der ikke er alt for meget remonce i og dadlerne søder fint.

Men der kan godt bruges dobbelt portion remonce – og det vil også gå godt 🙂

 

Og dadelknuderne smager også fint her dagen derpå.

Efter en kirkegårdsvandring sammen med konfirmanderne her til morgen, så var det godt at komme ind til noget varm kaffe og en dadelknude 🙂

 

God torsdag.

 

Jette 

 

Fem flotte flettede små brød

Forleden lagde en veninde et link  til en super interessant video ud på Facebook. Den var fra mellemøsten og viste en kvinde i færd med at forme og flette de fineste små brød. Ret så imponerende, og man (jeg) sad og fik lyst til at prøve kræfter med noget dej og nogle fletninger.

Der var ingen opskrift i videoen – og den havde sikkert også stået på hebraisk, og det har jeg glemt, hvordan man læser 🙂

Men det var en hvid, lidt fast dej – ikke noget med grovmel eller kerner her.

Jeg forsøgte mig 🙂

Jeg brugte opskriften her, men undlod fyld og udskiftede grahamsmel med pizza mel, for at få en lidt mere elastisk dej.

Her er der flettet med 4 strenge på det til højre og med 6 strenge på det til venstre.

 

Og her et vævet brød og en snegl med flettet krans rundt om.

 

Og brødene holdt faconen under bagningen – men fik desværre lige et par minutter for længe i ovnen. Men blev ellers okay. – Problemet eller balancen er ikke at få for meget mel med, når dejen skal rulles ud. Og igen, så gælder det nok også her, at øvelse gør en forskel.

 

Men det er sjovt at lave flettede brød, og fine ser de da ud 🙂

 

Resten af dagen bliver langt mere rolig end første del af lørdagen. Men det har været en rigtig hyggelig dag – og det er det vigtigste.

 

God lørdag.

 

Jette

Briocher

Jeg har haft flere anledninger til at forsøge mig med disse lækre boller.

Briocher stammer oprindelig fra Frankrig og er fede, luftige og lækre. Fyldt som de er med æg, sukker og smør. De minder faktisk mest om en kage 🙂 Men går fint flækket og smurt med smør.

Både menighedsråd og personale har fået dem serveret.

Det ene sted var det som “kvajekage”. – Jeg havde ikke fået givet besked om, at der var en dåb en lørdag formiddag – heldigvis stillede mit gode personale op alligevel, selv om det var med kort varsel. Og efter den korte dåbsgudstjeneste blev der så drukket kaffe og spist briocher 🙂

Da jeg bagte til menighedsrådet, blev dejen formet til et brød i stedet for.

Briocher (10 stk. – eller et brød)

250-300 gr. mel

75 gr. smør/margarine

½ tsk. salt

20 gr. gær

1 dl. mælk/fløde

2 æg, fra morgenfriske høns

2 spsk. sukker

I en skål kommes 250 gr. mel og salt og smørret smuldres i. Rør gæren ud i mælken, pisk æg og sukker let sammen og tilsæt mælk og æg til melblandingen. Rør godt og ælt til sidst med lidt mere mel.

Sættes til hævning ca 1½ time.

Æltes igennem igen og deles i 12 stykker – de to stykker deles hver i 5 små stykker. Der formes 10 boller og oven på hver sættes en lille kugle af den resterende dej.

Efterhæver ½ time inden bollerne bages ved 225 grader ca. 10 – 12 minutter. Gærdej har det med at gå lidt sine egne veje, når det bages 🙂 så bollerne beholdt ikke helt den fine form, de havde fra start af.

Dejen kan også formes til brød – deles i 4 store boller og sættes tæt sammen i en form, og der klippes et kryds i toppen af hver bolle. Efterhæver og sættes ind i den 225 grader varme ovn, men der skrues straks ned til 200 grader. Bagetiden for brødet er ca. 30 minutter – de sidste 5 minutter uden form.

Billederne her er fra to omgange 🙂 og hver gang smagte briocherne bare fint. Nok ikke som hverdagsbrød, men som en variation og ved særlige lejligheder. Lækkert er det i hvert fald.

God tirsdag – på en efterårskølig morgen.

Jette

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal