Jeg kan huske, at da jeg var barn, så bagte min mor ind imellem scones til eftermiddagskaffen. De var virkelig lækre, smuldrende og bløde – og med rigeligt bagepulver i 🙂 Så meget, at det kunne mærkes på tænderne, hvis man havde spist for mange.
Jeg tror egentlig ikke, at scones var særlig udbredte i 70’erne. Men igen fordi min mor i sine unge år havde opholdt sig nogle år blandt andet i England, så tænker jeg, at det var en af de opskrifter, hun havde taget med hjem.
Så når jeg en sjælden gang bager scones, er der lidt nostalgi over det – og gode minder om hyggelig eftermiddagskaffe med lune og nybagte scones – med koldt smør.
Forleden til menighedsrådsmødet havde jeg bagt scones. Jeg har faktisk ikke bagt særlig mange scones i mit liv, gjorde dog et forsøg sidste år.
Jeg synes vist bare bedst om brød bagt med gær 🙂
Men i en snæver vending, så gør scones sig ganske godt.
Grahamsscones ( 8 stk.)
75 gr. grahamsmel
175 gr. hvedemel
75 gr. smør/margarine
2 spsk. sukker
½ tsk. groft salt
1 ½ tsk. bagepulver
1 æg, fra en frisk høne
1 dl mælk/cremefraiche/tykmælk
Smuldr smørret i de to slags mel, og tilsæt de øvrige ingredienser og ælt dejen sammen. Rul dejen ud til ca. 2 cm tykkelse og udstik små runde scones ( ca. 6-7 cm i diameter). Sættes på plade med bagepapir og bages straks ved 225 grader i ca. 12 minutter.
Afkøler på en rist – og spises samme dag!
Og så er det weekend 🙂 Med alle børn hjemme, så er der dejligt liv i huset, snak, tv og computer – og vasketøj 🙂
Du ønskes en dejlig weekend.
Jette