Som nævnt i går, så har der igen været menighedsrådsmøde – og derfor igen anledning til at bage. Og denne gang valgte jeg at servere kage, sidste gang var det mest brød.
En ret klassisk lagkage med brune bunde og lækker nougatcreme og lidt råsyltede brombær. Ret enkel og let at opbygge, og egentlig fin at se på 🙂
Lagkage (6-7 pers)
Bunde
2æg
80 gr. sukker
50 gr. mel
2 spsk kakao
1/4 tsk. bagepulver
Del ægget i hvider og blommer. Pisk hviderne stive. Pisk æggeblommer og sukker grundigt og sigt dernæst mel, kakaopulver og bagepulver i æggesnapsen og vend grundigt rundt. Tilsæt derefter de stiftpiskede hvider og fold med forsigtigt i, så luften ikke helt går ud af dem. Fyld dejen i en lille springform (18 cm) og bag bunden ved 175 grader ikke varmluft, ca. 25 minutter. Afkøler i formen, inden den deles i to.
Nougatcreme
2 1/2 dl piskefløde
100 gr. nougat
Varm fløde og nougat – til lige under kogepunktet, rør indtil nougaten er smeltet. Kommes i en skål, læg film over og stil på køl, gerne til næste dag. Piskes til flødeskum, inden den bruges.
Råsyltede brombær
100 gr. brombær (frosne)
30 gr. sukker
½ tom vaniljestang
Det hele blandes og stilles i køleskab et døgns tid. Rør rundt et par gange undervejs. Og fjern den tomme vaniljestang inden brug.
Når kagen samles, fordeles bærene på den ene bund sammen med det meste af saften. Fordel 1/3 af nougatcremen over bærene, læg den anden bund på og pres let. Smør resten af cremen over kagen og på siderne. Glat overfladen.
Hak en lille håndfuld hasselnøddekerner groft og pres dem på siden af kagen.
Hvis det nu havde været efterår, kunne friske brombær være sat øverst på kagen.
Den smagte godt ! 🙂
På en lidt travl torsdag …
Jette
Skriv et svar