Jeg ved godt, at i sammenligning med rigtig mange andre bloggere, så er det ikke noget særligt. Men for mig er det! I lørdags rundede min blog de første 50000 sidevisninger. Det er godt nok mange mennesker, der har været forbi og læst lidt med.
Jeg er meget taknemmelig for det. Og egentlig lidt overvældet – for jeg skriver jo kun om det, jeg godt kan li – glæden ved at bage, og lidt glimt fra livet i præstegård og omegn.
På knap 1½ år er jeg gået fra at være helt ny i blogverdenen til at være bare en lille smule kendt 🙂
Og jeg har selv lært meget undervejs. Og synes stadig det er et sjovt og et givende sted at opholde sig.
Der er kommet nye bekendtskaber til, jeg har fået gode råd og set utallige fine billeder og læst rigtig mange indlæg – og altså også oplevet glæden ved, at nogen læser med hos mig. Tak for det.
I dag er på en anden måde også lidt speciel, idet det er årsdagen for, at min gamle mor døde. Nogle datoer prenter sig bare i hukommelsen, fordi der skete noget, der for altid gør ens liv anderledes. Sådan er i dag.
Udenfor er det vådt, koldt og blæsende – men vintergækkerne står ufortrødent og ser smukke ud.
Denne lille buket ville min mor have glædet sig over.
Endnu en gang tak fordi du læser med – jeg ønsker dig en dejlig dag.
Jette
Macbeth
Tillykke med de 50000 visninger 😀 jeg synes, det er rigtig godt gået – ligemeget om der er andre bloggere, som har flere visninger. Jeg følger tit med på din blog og synes, du formår at holde en rigtig hyggelig stemning, som er værd at komme tilbage efter gang på gang. Derudover kondolerer jeg med din mor- ligegyldigt om det er 1 år eller 10 år siden, at du mistede hende, så ved jeg, hvor hårdt det er.
Jette Holm Rosendal
Tusind tak for din søde og gode hilsen. kh Jette
Jane Birke Nielsen
Tillykke med de 50000 🙂 Du har en meget dejlig og læseværdig blog som jeg holder meget af. Du skriver så hyggeligt og man fornemmer tydeligt at du er et kærligt og varmt menneske…….du er et af de mennesker i blogverdenen som jeg gerne ville kende i virkeligheden også 😀
Jette Holm Rosendal
Hej Jane. Og tusind tak for din søde hilsen, den glæder mig meget. Og ja, det er jo lidt pudsigt, det med at komme til at kende mennesker igennem en blog – det kunne faktisk være fint også at se de virkelige mennesker bag.
kh Jette
Jane Birke Nielsen
En af mine bedste veninder lærte jeg at kende gennem bloggen. Hun har også en strikkeblog og efter at ha´ kommenteret hos hinanden i vel nok et halvt års tid blev vi enige om at prøve at mødes og det har udviklet sig til et fantastisk venskab. Hun bor i Vejle så der er et stykke vej, men vi ses gerne 2 – 3 gange om året sådan lidt på skift hos hinanden som det nu kan passe 🙂
Jette Holm Rosendal
Hvor lyder det som en rigtig god sidegevinst ved det at blogge 🙂
Karen
Tillykke med de 50.000 – du har ret – det ER mange mennesker, der har kigget forbi. Det første år, jeg havde min blog, havde jeg 53.000 sidevisninger. Det har jeg på under to måneder nu – så bare hæng i. Det vokser støt og roligt. Det er nemlig en rigtig hyggelig blog, du har, og jeg elsker at høre om dine konfirmander og alt det, der foregår i jeres sogn. Og … selvfølgelig også kagerne 😉 Ja, og salmerne… og….
Jette Holm Rosendal
Hej Karen. Og mange tak for din søde og glade hilsen. Og ja, en blog bliver jo også lidt en dagbog, i hvert fald nogen gange. Både om årets gang og ens eget liv og de andre begivenheder, der sker rundt om en. Bare se på din egen, superhyggelige blog 🙂 kh Jette